Vegas – part I

Man har lov at være heldig fra tid til anden – og det har jeg også. En tur til Las Vegas kom i stald, da firmaet Betsson og Country Manager Line Peteri så muligheder i at sende en skriverkarl til staterne. Hvorfor? For at få lidt omtale i medier, der normalt ikke beskæftiger sig med gaming og poker, og derfor vil der også blive kreeret en skrivelse til BE. Så skulle årsagen være på plads.

Med en temperaturforskel på cirka 20 grader, er det rart at have en til at holde døren. Og jo, jeg tror lige præcis, han kan godt holde varmen.

Nu har jeg aldrig selv været den store pokerhaj – men til gengæld ok god til fisk – og jeg står gerne ved, at jeg for år tilbage troede, det hed Texas hold em up. Jeg har spillet fem gange, vil jeg tro – og altid med en fornem skrivelse ved siden af, der beskrev de forskellige kombinationer. Dermed bliver jeg heller ikke at finde som spillende til WSOP, som er årsagen til, jeg nu sidder på The Palazzos 19. etage og blogger.

Det tog mig et døgns tid at finde remoten til rullegardinerne…

Suite på cirka 60 kvadratmeter – og med tre fjernsyn. That’s hot.

Baderum. Kar, brus, vaske – og hvad vi har vi nu ellers…

Betsson har en håndfuld spillere herover fra forskellige lande, som alle drømmer om at vinde the big thing – sidste år var det danske Peter Eastgate, der løb med cirka 53 millioner kroner. Godt gået af en 21-årig, der efter sigende kun har et par års spilleerfaring.

Der står Westgate på hotellet – det var det bedste, jeg kunne finde, der havde bare en lille relation til sidste års vinder.

På turen herover forlød det, at en del af de danskere der skal spille WSOP kan regne med at komme hjem som millionærer, og dermed begynder der stille og roligt at tegne sig et billede af, hvor stort det her er – kald mig bare uvidende i poker, men det kom bag på mig.

Det er ikke et gammelt feriefoto, men jeg nåede også lige forbi Venedig. Ægte vand – falsk marmor.

Gode minder – og vi er stadig i Vegas.

Efter en 15 lange flyvetimer er scenen sat – sådan da. Vi ankommer ved 19 tiden, og jeg går mere eller mindre i dørken, men er til gengæld veludhvilet næste dag, hvor tiden bruges på slentren, kaffe, casinokig og poolligning. Om aftenen lander Daniel med kommende kone – de skal være her i to uger sådan cirka, og Daniel er Betssons spiller. Han har vundet sig en plads i turneringen og er absolut en god spiller – jeg er ganske sikker på, han for eksempel kan slå mig.

Middagen bliver indtaget på restaurant Lavo (www.lavolv.com), som trækker fulde huse og tallerkener. Alt er stort i Vegas – og naturligvis også bøfferne. Og også selvom de har betegnelsen kobe. Efterfølgende besøger vi en bar, hilser på et par drinks, møder en ældre kvinde med Vegas-vogn og ringer til sidst af. More to come…

Mums i store mængder – blandt andet kobe carpaccio.

Tuntatar. Jeg bliver i øvrigt aldrig madfotograf…

Sød dame – og vi fik vist spurgt om det var okay. Måske skulle jeg selv få sådan en vogn, når man ser på de svært svungne ben, jeg har ekviperet mig med.