Den dag jeg blev arveløs

Lad det være sagt og skrevet med det samme. Der er ingen i min familie, som er udrustet med en tatovering. Da jeg for sjov skyld fik lavet en ”fup-tato” på en charterferie i gymnasiet, var morskaben alt andet end til stede hos mine forældre, da jeg kom hjem. Selv de sørgelige rester fra den spraymalede rædsel vakte stor opstandelse (hvorfor ved jeg egentlig ikke), men et lettelsens suk spredte sig, da det viste sig, at ”den jo slet ikke var ægte”.

Sidenhen har jeg grublet over, at jeg gerne ville have ”en rigtig”. Det var bare ikke lige til at hitte på, hvad det skulle være.

Jeg har bakket ud et par gange, hvor der blev opfordret til at tage med for at ”få en” – egentlig ret tøset at bakke ud. Men så gjorde jeg noget ved det, da jeg sidst var i USA. Det var velovervejet, og jeg havde taget en lap papir med over Atlanten, hvorpå jeg havde fået min far til at skrive “noget”, der er sigende for os – uden at der går Carpe Diem i den. Sproget er dog latin. Hans håndskrift er nu foregivet på min arm.

I went to Fort Lauderdale, and all I got was this tattoo - agtigt...

Ikke prangende, men jeg er glad for den. Da den blev opdaget af de førnævnte modstandere af blæk i huden, var der både begejstring og tavshed i lokalet.

PS: B og K – det er ikke den sidste.