Cowboybukser eller jeans – kald dem, hvad du vil. Jeg har et par stykker i skabet, og de bliver flittigt brugt. Og der er repræsentanter fra en hel del mærker.

Jeg var et smut forbi en tøjgut, lad os bare kalde ham Anders, og han havde en idé. Prøv noget andet end de helt stramme jeans. Nuvel. Det gjorde jeg så. Og det blev et par Ruffle & Bow.

Ham Anders ved en del om jeans, og her kommer lidt info omkring, hvordan industrialiseringen blandt andet har haft en væsentlig rolle i fabrikationen.

Da maskinvævene for alvor fik fat i cowboybukseindustrien i 1900 tallet, var der fire store spillere på markedet. Lee, Levi’s, Carhartt og Wrangler. Maskinvævene var dog ikke helt så økonomiske, da der var stort spild på rullerne med stof, da vævens og stofrullens bredde var i disharmoni.

Det høje spild førte til nye væve i 1940’erne, og en del af de gamle væve røg til Japan. De fejlede sådan set ikke noget, men var dyre i drift. Og hvordan er det så gået? Tjo – japanerne bruger vævene i dag. De fremstiller jeans, der koster skjorten, da de gamle væve som sagt har stort spild. Til gengæld får du det særlige selvage look, som jeansfetichister vil nikke anerkendende til, når der er opsmøg på buksen.

Historien vil desuden, at de fire store gamle US brands i dag har det med at booke tider på de gamle væve i Japan. Spøjst. Og sandt.

Selvom der gik Ruffle & Bow i den i dette tilfælde, var det efter sigende Evisu, der var de første til at slå sig på selvage – at andre så har fulgt trop, er en anden historie. Men nu kender du den i hvert fald.

Tak til Anders for god storytelling.

Du kan tjekke mærkets www ud her.