Om at blive forført af mænd – på gastronomisk vis

Mad skal der til – og meget gerne af den gode slags.  Når den samtidig bliver serveret passioneret, kompetent og sammensat med de rette druer og herlige omgivelser, bliver det ikke meget bedre.

Facaden på Vesterbrogade 68 - så hyggeligt med vintønderne.

I forbindelse med MINI samarbejdet, blev der spurgt ud til gruppens medlemmer,  hvem vi skulle lave et samarbejde med næste gang. Buddene var mange, og den første, vi tog fat i, var Berntsen’s Ballade. Jeg har været der før, og det har været en oplevelse hver gang. Det er dog omkring et halvt års tid siden, jeg var der sidst, så egentlig var oplevelser lagt drevet lidt ud af hukommelsen – men blev kvikt bragt tilbage.

Drengene bag – brødrene Berntsen – kan altså noget, som ikke hænger på træerne. Der er kræset for detaljerne og sans for dem. Der er alt fra det traditionelle med en tvist, til det nytænkende uden der vel at mærke går show off eller trylleri i den.

De skønne blanc de blancs bobler fra champagnehuset Debas-Comin i selskab med parmesanbrød og pesto.

Egentlig skulle det blot være en ”hurtig” bid mad, men det blev ganske anderledes. Det blev til to appetizere som start – parmesanbrød med brændenældepesto. De ligner de kedelig italienske Grissini på afstand, men smager omtrent 50 gange bedre.

Bisque af søpindsvin serveret i kaffekopper fra kaffeleverandøren. Jeg tror dog ikke, Nespresso kommer til at lave kapsler med bisque.

To’eren var en søpindsvinsbisque med sprødstegt manifoba – eller smørstegte bread sticks om du vil. Med salt på. Tilsæt Champagne fra Debas-Comin, som er lavet udelukkende på chardonnay druen – altså en blanc de blancs – med tydelige noter af æble og pærer.

For pokker hvor er det gennemført - sødmælksboller med lakridspaste. Genialt!

Til begge appetizers var der i øvrigt hjemmebagte sødmælksboller med et lag af lakrids samt tilhørende frisk ost og høvlet timiansmør. Det er en detalje, der virker. At servietten bliver udskiftet mellem retterne, er også en detalje, der bare gør det hele lidt mere lækkert.

Smukt og velsmagende. Her er foie gras i selskab med blandt andet hjemmeplukkede blomster, der kan spises.

Dernæst den egentlige forret – foie gras med glaserede rødbeder og små maltboller, der mere fornemt går under navnet pain d’epice. Tallerkenen var desuden pyntet med spiselige blomster – igen et bevis på at man gør noget anderledes. Og ikke kun for syns skyld.

Pluma a.k.a. det absolut møre og suverænt velsmangende sortfodssvin fra Iberico.

Videre i teksten og menuen til de to hovedretter, som blev delt over det lille intime bord. Pluma (sortfodssvin fra Iberico i Midtspanien) var den ene ret, som er menukortets dyreste hovedret. Men man forstår hvorfor – hvis du tænker på mørt kød, så forvent mørhed gange ti. Og med sublim smag, hvilket blandt andet hang sammen med de tilhørende kartofler, der var vendt i gedeostcreme.

90 dage har bøffen hængt - det er værd at vente på. A bit more red please.

Hovedret nummer to, som også blev delt, var en klassiker i form af bøf bearnaise. Og så alligevel ikke. Kødet er nemlig af den slags, der har hængt i 90 dage – og størrelsen er en mand værdig. Jeg er tilhænger af meget rødt kød, men det var kødet dog ikke – til gengæld kunne bøffen bære at være mere end medium. Og den smagte af noget. Udover bearnaise og kartofler havde en lille skål salat på sidelinjen sneget sig ind. Den var – med al respekt – frisk, bevares, men også kedelig. Her havde jeg forventet noget mere trylleri, når det nu er det, drengene i den grad kan.

Den er sprød, det er en kending, og det er naturligvis creme-brulee. Her skrevet uden alskens korrekte tegn.

Desserten. Der var nærmest ikke plads, men jeg var på job, så de skulle smages. Det blev den klassiske crème brûlée samt profitelroles med fyld af vaniljeis og en lille mængde chokaldesauce, som naturligvis blev overhældt retten af restaurantchef og vintjener Rasmus.

Akuratesse i form af chokoladesauce over profiteroles.

Og apropos Rasmus – vil du vide noget om vin, så er det ham, der er manden udi storytelling og mad/vinparring. Tro mig, når jeg siger, at han kan sine områder, druer og smagsnoter – han guider. Og belærer ikke. Han elsker sit hverv, og det smitter begejstret af på dig og din medspisende. At tvillingeduoen Berntsen ligeledes kan deres kram, hersker der ingen tvivl om. De er blevet nomineret til fornemme titler, som de selv kan fortælle dig om, hvis du kigger forbi – de gør det ydmygt, men stolt. Tag forbi, og bliv forført, som jeg blev – i hvert fald madmæssigt.

Rasmus til venstre er restaurantchef - og uhyggelig engageret.

Kører du MINI?
Så husk nøglen – der er nemlig et glas Champagne med de velsmagende parmesanbrød på husets regning, når du spiser der. Er du ikke til bobler og parmesan, får du i stedet et stykke æblekage eller en Nespresso kaffe efter eget valg.

QJZ2346RXKEF