Viva Rioja – dag I

Så er dømt ”på farten” igen, og denne gang er det til det nordlige Spanien, hvor Riojagiganten Faustino (jep, dem med portrætterne på etiketterne, som jeg vender tilbage til) holder til – og inviterede en lille samling folk til opdagelse og smagning. Stedet er Rioja, og byen hedder Logroñjo. Turen blev arrangeret af Holm & Bertung.

Vinmarker så langt øjet rækker.

Efter en længere rejse med stopover, ventede lige under 30 grader og halvt så mange vine den første dag – der var smagning af alt fra hvidvin til en 1964’er, som siges af være en af de bedste Riojaårgange i det sidste århundrede. En Cava blev der også plads til.

Den spæde start på årets druer - høsten begynder i slutningen af september.

Det skal sige, at jeg havde en lidt danskernaiv tilgang til sagerne – jeg havde en halvromantisk drøm om, at der var tale om et ”slot” af en slags, men det minder nu altså mere om en fabrik – dog ikke som i en Glostrup industrifabrik, for vinmarkerne og herlig kuperet terræn ligger lige uden for døren af produktionsmatriklen.

Det mindst flatterende del af "slottet" - resten var faktisk langt pænere.

Jeg blev ligeledes svært overrasket over det få antal mennesker, der skal til at for at lave vin – det er ved høsten (tre ugers tid omkring ulitmo september-primo oktober), der flest på job, og her kører traktorer i pendulfart med læs af druer, som nøje kontrolleres – dels skal kvoterne overholdes (der må maks dyrkes 6.000 kilo pr. hektar), og dels skal druerne bestemmes, så der ikke snydes med billigere sager fra andre egne. Når der ikke høstes, arbejder der omkring 130 mand hos Faustino.

Når druerne kommer fra marken, køres vognlæsset ind på den store vægt og kvoter og drueoprindelse kontroleres.

Vinen passer nemlig mere eller mindre sig selv. Druerne bliver plukket, gjort fri af grene og kviste og ryger dernæst i enorme beholdere – og hos Faustino er det druerne Mazuelo, Garnacha Tinta, Graciano og Tempranillo, der bruges til de røde vine, mens Viura, Garnacha Blanca og Malvasia bruges til de hvide. Når druerne ligger i beholderne begynder først alkohol processen og dernæst syreprocessen. Safter og kræfter sidder i skallen fra druen, som samles i toppen af de store beholdere., så to gange dagligt, tapper man væsken for neden og hælder den over toppen. Vupti – og så fremskyndes processen. I øvrigt bruges ”hatten” af skaller i kosmetikbranchen til blandt andet læbestift, når man er færdig med at udnytte skallerne. Smart.

Gigakonserves? Nej. Ståltanke til vino a 420.000 liter. Stykket.

Hernæst er vinen sådan set klar. Sådan da. Nogle ryger direkte på flasker og sælges som billig ”drik den nu og her” vin, mens andre ryger på eg af enten amerikansk eller fransk karakter, eller en kombi af et par år på eg og et par år på flaske. Den fineste klassifikation er grand reserva, som kræver to år på eg og tre år på flaske, før du og jeg kan købe den.

Til særlige vine af limiteret art bruges noget mindre tanke - såsom disse a 500 liter.

Tønderne er i øvrigt et kapitel for sig – de giver smag og lader en smule ilt komme ind til vinen, men da de mikroskopiske huller stopper til, skal tønderne eller fadene vaskens og rengøres hvert halve år – og så kommer vinen i igen. Materialet er i øvrigt eg – fra enten USA eller Frankrig.

Vintønder i massevis - sirligt stablet hos Faustino.

Efter rundvisning stod den på herlig smagning – at Faustino sælger 85 % af deres vine med en rød farve, kunne godt mærkes. Deres hvidvin, Faustino V, er ikke noget festfyrværkeri eller nogen vild oplevelse. Det faktum har dog gjort, at der snart kommer en invasion af nye druer, som gør det langt bedre til den hvide vin, så fremtiden kan se lys ud for områdets succes udi hvidvin. At der er et nyt winery på vej, som selveste Norman Foster har været arkitekt på, vidner om, at der af og til skal tænkes nyt, når nye målgrupper skal fanges.

I en kælder sort som kul, ligger der en masse vin(flasker i hvert sit hul).

Faktisk har vinimperiet hele syv ”slotte” under sig, hvor der sigtes efter forskellige målgrupper. Dermed undgår man at rode for meget ved et eksisterende brand som Faustino, men man muliggør samtidig, at andre brands kan tilpasses andre målgrupper og salgskanaler.

En winemaker laver fakter og fortæller.

Juvelen i smagningen var en Faustino I fra 1964 – en vin der efter sigende fås for 100 euro, så prisen er ikke så voldsom. Til gengæld var den meget fin, rund og mild i modsætning til den noget mere kraftigere vine, der blev hældt op forinden. For eksempel de to fra Portia, som bød på langt mere bid – og i øvrigt er Portia et af de bud på at distancere sig fra Faustino brandet. Se bare på etiketten, og tilsæt dernæst Norman Foster arkitektsignaturen på ”the winery”, som åbner snarligt for publikum.

En ældre vin og en endnu ældre handelsmand.

Og så var der lige det med Faustino etiketten. Synes du, at herren på Faustino V ser bekendt ud, så er det nødvendigvis ikke bare fordi, du har set ham på supermarkedshylden eller på bordet gennem din opvækst. Motivet er nemlig en Rembrandt sag, som hænger i Bruxelles. Familien bag Faustino har siden tidernes morgen været svært glad for kunst, så derfor blev det en Rembrandt, der røg på etiketten. Jeg lod mig fortælle, at rettighederne til billedet var så godt som frie, og dermed kunnen Faustino frit bruge manden på flasken. Han er i øvrigt en handelsmand fra Holland, som var rejsende i krydderier, kluns og vin.

En hollandsk handelsmand - fås i dit lokale supermarked på en flaske Faustino I.

Følg med på tapas bar crawl a la Logroñjo i næste indlæg.

Og til skeptikerne skal det siges, at Faustino har en VIP kælder for fans, som blandt andet tæller den spanske kongefamilie. Faustino har leveret vin til flere bryllupper - vine som ganske givet ikke er at finde i den "lokale".