Home PindemadderBobler En mandagsfrokost med præsentation af Dom Pérignon 2002

En mandagsfrokost med præsentation af Dom Pérignon 2002

by Nicolai Klingenberg

Af og til er man heldig – og af og til er jeg heldig. Denne gang var jeg inviteret til frokost, hvor den nye Dom Pérignon 2002 skulle smages. Rammerne var sat i Galleri Egelund, og maden var skabt af Wassim Hallal.

Galleriet i Bredgade.

Skal du se rettene og lidt andre gode sager? Så læs videre…

Det var alt andet end tilfældigt, at de gængse restaurationsrammer var udskiftet med et galleri, for det nok så fornemme Champagnehus, har med 2002 lanceringen også valgt at lave en Tribute to Andy Warhol serie, som består af ”krea” flasker med forskellige farver labels, som er blevet til i the Design Laboratory på Central Saint Martins School of Art & Design. Sådan.

Dagens omdrejningspunkt.

Vi blev orienteret om, at Warhol ikke bare var glad for kunst, men også Champagne. Og gerne Dom Pérignon. Han og venner skålede i de perlende dråber på klubber som Studio 54 i New York og Le Palace i Paris.

Mingling og velkomstglas.

Om end Warhol stillede træskoene i 1987, så lever han stadig i kraft af sin kunst, der vistnok hører til i den ubetalelige klasse. Der er også stiftet en fond i Warhols ånd, som står for at fremme den visuelle kunst, og det nævner jeg lige, da flaskeprojektet her er blevet til i samarbejde med The Andy Warhol Foundation for the Visual Arts, Inc.

Den gule Warhol.

Tilbage til Egelund. Galleriet var lukke for offentligheden i anledning af den brusende lancering. At jeg lige skulle støde på Christoffer Egelund, som er medejer af galleriet og gammel skoleven, var kun hyggeligt, men lidt for kort.

Pink a la Warhol.

En varm velkomst fra Lars Belling (han er landechef for Moët) afslørede blandt andet, at år 2002-høsten aldrig har budt på så modne druer – vejrforholdene var simpelthen sublime.

Velkomst ved Lars Belling. Se det lød formelt. Men det var det ikke.

Robert Parker, der kan et og andet med sin pointgivning af vin, har givet 2002’eren 96 points, og et citat fra en blog har ligeledes været med til at sætte skub i efterspørgselen: ”Call your bank and call up a truck”, lød citatet. Der er enormt lagringspotentiale i 2002’eren, og det betyder, at den nemt stiger i værdi. ”Den kan gemmes i 50 år”, lød det fra en anden.

Og det der med at gemme Champagne, har Warhol selv udtalt sig om engang: ”Went to the gallery where they were having a little exhibition of the glittery Shoes, and had to do interviews and pics for the German newspaper and then we had to go back to the hotel and be picked up by the ”œ 2,000” people – it’s a club of twenty guys who got together and they’re going to buy 2,000 bottles of Dom Pérignon which they will put in a sealed room until the year 2,000 and then open it up and drink it and so the running joke is who will be around and who won’t…”.

Vi kan vel sige det samme som Warhol den dag i dag og kun gisne om, hvem der vil være her om 50 år. Jeg vil i hvert fald være 82 til den tid. Og i spillevende live.

Bordet. Kunsten på væggen er af Thierry Feuz, og han har blandt andet hentet inspiration til de blomsterlignede motiver ved at kigge på forskellige organismer i et mikroskop. Kort fortalt.

Tilbage til bordet. Wassim Hallal havde tryllet med frokosten, som skulle vise sig at være svært delikat. Først en omgang sashimitun med kaviar og små lækre klatter – en bød absolut på noget trøffelsmag, og alle blev opfordret til at blande de smukke elementer godt og grundigt sammen.

Den lækre laks.

En ny ret kom til i selskab med et nyt og utraditionelt Champagneglas, der mindede mere om et hvidvinsglas, kom til. 2002’eren åbnede sig og det blev nemmere at dufte diverse aromaer, men boblerne foretog sig hurtigere grundet den store overflade. Spændende lille projekt. Ret nummer to var lækre svampe, trøfler, noget ”nødde-værk” og en lækker creme til.

Læg mærke til forskellen på boblemængden i de to glas.

Ret nummer to med svampe, lidt grønt, "jord" og trøffelskiver.

Tredje ret – og et enormt glas kommer ind. Størrelsen på glasset var nu a la rødvinsglas, og der blev diskuteret heftigt om, hvilken størrelse, der ville gøre sig bedst. Jeg er normalt tilhænger af et traditionelt Champagneglas, men fik da en oplevelse, der gjorde, at jeg godt vil begynde at eksperimentere lidt med glassene på hjemmefronten.

Det særlige - og ganske store - Warhol glas.

Retten hertil var kalv med brisler, lidt grønt og en pølse på tallerkenen. Netop pølsen var et svært pudseløjerligt indslag, og det blev ikke mindre sært, da Wassim himself tog en runde med en skalpel og snittede pølserne op, hvorefter en Karl Johan svampesauce flød ud til retten. Meget delikat sauce, men knapt så appetitlig seance.

Kalveretten - efter dissektionen af saucepølsen.

Finalen på frokosten var en dessert. En lille, fræk æblesag, der var pakket ind i en sukkerskal. Hvordan den lige er lavet, er jeg alt andet end sikker på, men jeg forestiller mig noget med, at den var fyldt fra bunden. Der var makroner, smag a la traditionel æblekage og et nethindeminde om en ”rigtig” æblekage. Well done.

Dessertkuglen. Meget elegant sat op.

Alle blev udstyret med et eksemplar af 2002’eren. Meget fornemt. Jeg gemmer min. Men hvor længe, ved jeg ikke. Er du på jagt efter et eksemplar, kan du enten tage på natklubben Zen fra uge 43, hvor en særlig Dom Périgning lounge er blevet etableret. Den alliance havde jeg ikke lige set komme… Er du mere til den traditionelle vinhandlershopping, så er leverancerne på vej til udvalgte vinpushere. Forvent pris? 1.249 kroner.

Lidt afrundende fakta:
Høsten fandt sted mellem den 12. og 28. september 2002
Godt syrlig i smagen – fornemmede det selv, og fik det bekræftet af en Champagnemand på galleriet
Aroma (eller snude om du vil): Friske mandler, lidt citrus og tørret frugt

You may also like

12 comments

Anders 29. september 2010 - 11:14

Ja det var sgu da ikke den værste frokost man kunne blive inviteret på en halvkedelig mandag:)

Reply
Nicolai Klingenberg 29. september 2010 - 11:20

Nej, egentlig ikke. 🙂 Flere af den slags, tak.

Reply
Flemming Ulrich Bøgh 29. september 2010 - 13:46

Jeg smagte selv den af dig omtalte Dom Pérignon 2002 i går, og vil give dig helt ret, en udsægt oplevelse. Forskellen på du og jeg var desværre, at jeg selv skulle have læderet op af lommen 😉 Hygge!

Reply
Flemming Ulrich Bøgh 29. september 2010 - 13:48

Skulle nok have stået udsøgt, beklager!

Reply
Nicolai Klingenberg 29. september 2010 - 14:03

Det går nok med slåfejlen, Flemming. Og jeg beklager, du måtte til lommen, men glæder mig til gengæld over, at du deler oplevelsen. 🙂 Hvor smagte du løs?

Reply
Mads Windeballe 29. september 2010 - 16:20

Ser virkelig ud til at have været et fantastisk arrangement :O

Reply
Nicolai Klingenberg 29. september 2010 - 21:15

Det var da også – og selvom der var fire retter, så var det ganske tilpas. Små retter nemlig.

Reply
Christoffer 25. oktober 2010 - 11:59

Ved du hvilke forhandlere der får champagnen?

Reply
Klingenberg 25. oktober 2010 - 12:06

Jeg har det nedfældet et eller andet sted, men vender lige tilbage! 🙂

Reply
Christoffer 25. oktober 2010 - 12:11

Fornemt!

Reply
Klingenberg 25. oktober 2010 - 12:24

Og så er der nyt:

“DP 02 findes mange steder bla. Kjær & Sommerfeldt, Theis Vine, Vinotektet, Winetrader, Leisner Wine, Sigurd müller, Vinoble Skt. Petri, Zaizon Frederiksberg, Juuls vinhandel, Salling, magasin, og en række andre vinhandlere landet over.”

Håber det kunne hjælpe! 🙂

Reply
Christoffer 25. oktober 2010 - 13:11

Mange tak 🙂

Reply

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk