Home EkviperingGrej & grooming Goyard – det halvhemmelige luksusbrand

Goyard – det halvhemmelige luksusbrand

by Nicolai Klingenberg

Tasker, kufferter, accesories. Og stolte traditioner. Tænker du Louis Vuitton, så er du galt på den – i dette tilfælde. Jeg spottede sagen på Marbella Club, og så begyndte en interessant historie, som du kan få et lille uddrag af her”¦

Et mønster og et navn, du godt kan bide mærke i - hvis du ikke allerede kender det...

Historien om Goyard begyndte med en familiebeskæftigelse med flodtransport som omdrejningspunkt – familie Goyard havde i mange år fungeret som ”skippere” på floden, der fragtede tømmer frem og tilbage til Paris, hvor fragten blev brugt til brænde for at varme husene op. I 1832 valgte et Goyard familiemedlem at slå sig ned i Paris for at finde en nyt og mere givende levevej”¦

Flodtjans anno gamle dage - foto fra Goyards hjemmeside.

Manden var Francois Goyard, og han var på daværende tidspunkt 17 år. Han kom i lære hos Maison Martin, der leverede kufferter og rejsesager til de royale kredse – blandt andet Kong Charles den 10.’s steddatter. Maison Martin var kort tid inden blev opkøbt af Monsiuer Morel, og han så straks Goyards talent, og Goyard bliver i 1853 sit eget brand.

Historien er langt længere, og hele historien skal fortælles således på et andet tidspunkt (håber jeg), men faktum er, at brandet E. Goyard er et år ældre end det nok så kendte Louis Vuitton, og den slags betyder vel en del, når det kommer til luksus og eksklusivitet. Det kan godt være, at den ene er større end den anden, at den ene bruger flere penge på markedsføring og celebs end den anden og så fremdeles, men jeg fornemmer, at luksus i den grad også er at have noget, som alle andre ikke har?

Der var den - den spottede sag fra et brand med en lang historie. Og stolte traditioner.

Læg dertil det faktum, at du ikke kan handle online, og at der ikke findes online kataloger – hos Maison E. Goyard er det den personlige kontakt, der tæller. Og kundernes ønsker. Der kan selv sagt laves særlige made to measure sager, eller også kan man holde sig til klassiske design, som kan opleves i Paris, Beverly Hills, Boston, Hong Kong, Kyoto, London, New York, Osaka, San Francisco, Sao Paol, Seoul og Tokyo.

Om Louis Vuitton ærgrer sig over, at Goyard har ét år længere på bagen, kan jeg kun gisne om, men det er vel ikke helt tosset at have været i sving et år længere.

Old days - det var her, det begyndte.

I øvrigt blev den afbillede sag strippet for kreditkort med mere, så ejeren ikke kunne genkendes. Efter dennes ønske. Til gengæld skulle der ventes i otte uger på produktionen, som bærer ejerens initialer på den anden side”¦

Yderligere information finder du her.

You may also like

20 comments

Vincent 11. oktober 2010 - 10:41

Det er kun gætværk, men efter min opfattelse kan Goyards manglende popularitet til dels tilskrives mønsteret, der optræder på langt de fleste varer – jeg synes personligt det er helt ustyrligt grimt 😛

Men det er selvfølgelig bare smag og behag; at her er tale om et ægte luksusmærke med historien i orden kan ikke diskuteres!

Reply
Nicolai Klingenberg 11. oktober 2010 - 10:53

Altså populariteten tror jeg nu ikke fejler noget – jeg kender dog ikke til regnskaber og sådan. Dog mener jeg, at der må være tale om en brands for de få – det koster sikkert mere end LV, og så er det knapt så eksponeret. I like it!

Og altid noget, at vi er enige om ægtheden og historien, Vincent. 😉

Reply
Steffen 11. oktober 2010 - 12:28

De er meget populære i Hollywood og i hip hop industrien i øjeblikket, så helt ukendte er de ikke og tror bestemt heller ikke deres omsætning fejler noget.

Hvis du vil have noget for kendere, så skal du have fat Delvaux 🙂

Reply
Mark Læssøe 11. oktober 2010 - 12:44

Cool. Kan se de har en ny åbnet butik i London i Mount Street. Den skal da lige studeres nærmere om nogle uger.

Reply
Klingenberg 11. oktober 2010 - 12:45

Ha ha! Det nye hip-hop brand? De penge fejler ikke noget, men ligger sikkert et stykke vej fra datidens syn på målgrupper og sådan.

Jeg lurer lige efter fat Delvaux – tak Steffen! 🙂

Reply
Klingenberg 11. oktober 2010 - 12:50

God ide, Mark! Jeg vil gøre det samme, når jeg kommer til en by, der har Goyard på bykortet. Skyd gerne et foto derfra, om du lyster.

Reply
Steffen 11. oktober 2010 - 13:24

Der manglede et i mellem fat og Delvaux 😉 , du kan se lidt mere på http://www.delvaux.com

Ja, blev også pænt overrasket, da jeg opdagede, at Goyard var det “nye” it brand.

Reply
Kasper K. Andersen 11. oktober 2010 - 13:29

Jeg har handlet i deres butik på Rue Saint-Honoré hver gang jeg har besøgt Paris, butikken er supertjekket i gl tobakshandler stil, priserne et nøk over LV og kvaliteten og servicen uovertruffen hvilket har resulteret i at både kæreste, hund og undertegnede selv sporter gear fra Goyard fra tid til anden. 😉

Reply
Klingenberg 11. oktober 2010 - 13:40

@Kasper – det ser jeg gerne nærmere på. Mailer du fotos, er jeg en glad mand: nk@my-pleasure.dk

Reply
Vincent 11. oktober 2010 - 13:52

Meget interessante kommentarer 🙂 Må dog lige præcisere mit ordvalg fra før; med “popularitet” tænkte jeg på store dele af den aktuelle, unge LV-kundeskare, der primært går op i at flashe monogrammet oftest og mest muligt 😉 Dertil kommer så min egen opfattelse af Goyard-mønstrets æstetik. Det er dog mere end bare sandsynligt at nogle af de andre fine lædervarer fra både Goyard såvel som Delvaux (tak for link!) skulle finde vej til min bopæl en gang i fremtiden 😉

Reply
Klingenberg 11. oktober 2010 - 14:18

@Vincent: Jeg er enig – LV er blevet hidsigt eksponeret på de unge, og det har velsagtens ført til, at der er blevet introduceret (dyre) limiterede sager, som den mere modne publikum kan have for sig selv. 🙂

Og Delvaux ser heller ikke tosset ud. 😉

Reply
FWK 11. oktober 2010 - 18:28

Der var faktisk en artikel i MetroExpress idag, om hvordan mange af de dyre brands er enormt irreterede over at unge, helt ned til 12 år, køber deres produkter.

Der er tale om den lavere middelklasse som køber de absolutbilligste LV, Burberry, Gucci etc produkter. Og helst med de største logoer. Og når en teenager på 12 flasher sin LV nøglering (som LV intet har tjent på), så får strandvejsfruen med centurion kortet ikke lyst til at købe de dyre LV produkter.

Det er en sjov udvikling. Hvem ved, om din artikel her vil være med til at “udvande” Goyard? 😉

Reply
Nicolai Klingenberg 11. oktober 2010 - 19:06

Ha ha – så længe du ikke mener den primære læser er tolv år! 😉 Metro artiklen så jeg ikke, men det lader til den tager fat i lidt af det samme, som “debatten” går på.

Tak for feedback!

Reply
Simon Tørring 11. oktober 2010 - 20:02

Et andet moralsk spørgsmål i den sammenhæng er så om jeg, nogle få år ældre end de førnævnte 12 år, overhovedet ‘må’ købe lækre sager fra disse brands, uden derved at udvande selv samme – For det er ikke min mening, det lover jeg ! : )

Måske jeg bare skulle holde mig til Ralph Lauren og Paul Smith..

Reply
Nicolai Klingenberg 11. oktober 2010 - 20:22

Naturligvis “må” du det, Simon.

En urhandler fortalte mig i øvrigt, at en del yngre gutter gerne ville se et af “de der Patek”, men det rådede urhandleren de unge til noget andet. Muligvis kunne han tjene mere på At sælge et PP, men det var hans måde at “guide” på. Hvordan lyder det I jeres ører?

Reply
Vincent 11. oktober 2010 - 21:57

Altså for mig lyder det som om urhandleren frygtede at udvande PP’s image – hvorfor han “guidede” de yngre kunder over til et mere (efter hans opfattelse) passende valg. Hvis det virkelig har forholdt sig sådan er jeg tilbøjelig til at rynke lidt på næsen af denne urhandler, omend det må siges at være en formildende omstændighed hvis de interesserede vitterlig har omtalt urene som “de der Patek” 😉

Jeg selv elsker mærkevaretøj og køber stort set aldrig andet, primært på baggrund af Mads “Blærerøv” Christensens autencitets-filosofi, hvis opfattelser jeg er fuldstændig enig i 🙂 Det er derfor for mig også ligegyldigt om logoet er iøjefaldende; jeg bryder mig langt mere om f.eks. Bottega Venetas strategi med et umiskendeligt design frem for prangende logoer.

Reply
Philip 11. oktober 2010 - 22:08

Artiklen fra Metro Express (http://www.metroxpress.dk/dk/article/2010/10/10/23/5223-90/index.xml) rammer helt plet, på en tendens som har været synlig på den kina-kopierede facon i nogle år, men flere og flere unge er set skifte deres kopivarer ud med den ægte vare i form af de små produkter. Bare mærket er der, og det er ægte.

For langt flere på gaden, kan se forskel på ægte og falsk. Selv mig, der holder af low-key skovmandsskjorter fra Marlboro Classics, Red-støvler og italienske ubådsure.

Og efter min mening har samtlige mærker der beklager sig over deres nyvundne og uønskede kundegruppe, overhovedet ingen ret til at beklage sig – for de har SLET ikke lavet deres lektier.

Tendensen med unges, dyre mærkelyst har som bekendt været omkring i en del tid efterhånden, men læg mærke til at det var med en udpræget opstart igennem kopivarer. Men middelklassen bliver træt af deres kopitasker falder fra hinanden eller ikke får samme læder-tient som den ægte vare, og begynder(måske – bare min teori) at spare op til den ægte vare.

Teenagerne og de unge finder ud af igennem medierne og andet viralt marketing, at de ekslusive mærkehuse, er begyndt at spytte accessories ud, så lige pludselig kan 3 mdr. hårdt arbejde i flaskedrengs-tjenestens navn, inkassere en vaskeægte LV-nøglering til at hænge omkring halsen.

Modehusene skulle aldrig have lavet de accessories til salg i deres detailhandel. De skulle have smidt dem komplimentært oveni deres ønskede kunders køb. Altså – køb en stor Louis Vuitton monogram canvas skuldertaske, og bliv overrasket ved at få en ægte keychain eller anden små-accessorie med.

Keychainen bliver altså ikke længere hvermands-eje, og de plejer deres eksklusive kunder, ved at forkæle dem med ting, som andre folk kan se er “limited” fordi det er ting/items/accessories som ikke kan købes. Kun foræres.

Men det tager tid.

BMW aner heller ikke hvad de skal stille op med det faktum at deres biler, danner rammer for mange kriminelles vognpark.

Reply
Nicolai Klingenberg 11. oktober 2010 - 23:20

@Philip: Spændende link til artikel, men jeg mener at huske, at problemet har stået på i længere tid. Og at det velsagtens har udviklet sig lidt. Da jeg gik i gymnasiet for snart en teenagealder siden, var der piger, sparede op til en LV taske. Og så var der dem, der arvede “mors”.

Jeg er enig med dig i, at problemet kunne være undgået ved at undlade at udvikle “keychains” og andre accessories – er det grådighed/mersalg, de har ønsket? Muligvis. Men det har tiltrukket nye, yngre købere. Næste “dilemma” er så, at folk dropper at købe kopisager og i stedet sparer op til den ægte vare – men nu er målgruppen ikke fin nok, for nu at sige det lidt firkantet. En hurtig tanke herfra kunne være at lave noget “By invitation only” kollektion. Rigtig godt input, Philip. Tak!

@Vincent: De unge knøse havde vist kun hørt, at Patek var dyrt og svært at få fat i, men jeg synes, der er noget om, at man skal have lidt hår på kassen, lidt livserfaring og så fremdeles, før man køber et Patek. Arver mand, er sagen en anden – min fætter har arvet et Patek, men det bliver føst givet til ham, når han fylder omkring 30. Indtil da nyder hans mor (!) det. Det er noget, man skal være gammel nok til åbenbart. 🙂

Tøjbrands? Jeg er i to lejre, for jeg shopper sjældent et brand for brandets skyld – men jeg vælger noget, jeg kan lide. Det tyder det også på, du gør. 🙂 Jeg bryder mig dog ikke om tanken om at sværge til ét mærke udelukkende.

Tak til alle for overraskende god og lang dialog!

Reply
Mark Læssøe 12. oktober 2010 - 12:07

Spændende læsning. Havde faktisk en lang snak med kæresten om det igår aften. Hun arbejder i kosmetik branchen og der står de over for samme problem stilling med flere mærker.

Kunne ikke være mere enig i det som @Philip skriver. Især LV, Gucci og Burberry går man jo desværre langt uden om idag selv om det er fede mærker, men det er de også lidt selv skyld i.

Jeg skal nok skyde nogle foto af Goyard butikken i London 🙂

Reply
Steffen 12. oktober 2010 - 14:27

Så vidt jeg er informeret laver Vuitton slet ikke keychains, dem man ser folk rende rundt med er skulderremme fra en Keepall, men vi kan meget hurtigt blive enige om, at de ligger som de har redt.

Jeg tog et valg for en del år siden, at alt mit tøj, så vidt muligt skulle være uden logoer og med fokus på pasform, design og kvalitet, hvilket er lykkes 99.9%, da der nogen ting man bliver nød til, at købe selvom der er et synligt logo på. 😀

Reply

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.