Home Pindemadder Tilbageblik på endnu en omgang torsdagsramasjang

Tilbageblik på endnu en omgang torsdagsramasjang

written by Nicolai Klingenberg 10. oktober 2010
Pin It

Det er som om, at torsdag er blevet den nye fredag. Eller lørdag. Under alle omstændigheder gik det hyggeligt for sig, for et par dage siden. Forvent Madklubben, Høkerbajer, kødkaraoke med penisislæt og en Frank Hvam oplevelse.

Så er det spisetid.

Fætter Anders, Zeth og undertegnede udgjorde den glade trio, der skulle ud at spise, hygge og sludre. Først var jeg ikke helt til at overtale, men hvad pokker. Der var styr på det hele, booket bord og et lift var sågar smidt i puljen med overtalelseselementer.

Stedet var sat – madklubben bistro-de-luxe i Store Kongensgade, som jeg endnu ikke har været på. Derfor var min nysgerrighed stor – både tony’s og madklubben STEAK har nemlig overrasket mig positivt. Se bare her og her. Konceptet er det samme – afslappet betjening, fair priser (en ret 100 kroner, to retter 150 kroner, tre retter 200 og fire retter 250 kroner) – og så er der noget om, at der er timing på, hvis du kommer tidligt: X antal minutter og så er det ud. Kommer du forholdsvis sent, som vi gjorde, er der ingen problemer med tiden.

Morderisk godt speltbrød. En startersnack.

Vi lagde ud i baren med en Høkerbajer – vi kom nemlig lidt for tidligt (bum-tisj!), og tørste var stor. Lidt snakken en skål og videre til bordet. Valget på antallet af retter var to, to og tre. Alle lagde ud med røget ål, og tænker du gammeldags, skal jeg bede dig om at tænke om igen.

Skål. I noget så folkeligt som øl.

Der var ikke voldsomt meget af ålen, men godt smagte den. Den fede fisk var i selskab med en bevinget hilsen i form af et vagtelæg, der dog ikke smagte af synderligt meget. Til gengæld var der røderbeder i heftig mængde, lækker mayo, lidt krunsj-drys og brød hertil – speltbrød som var saftigt og velsmagende, men som alle vist får.

Smuk forret - det er ål.

Jeg var i humør til en bøf. Måske ikke det mest originale valg, men hvad pokker. Mine to medspisende røg på lammet, som var braiseret og anerkendt flot. Jeg smagte det ikke, så den springer jeg let og elegant over.

De medspisendes valg.

Bøffen? Stor, velsmagende og rød, som jeg kan lide den. I selskab med ristet brissel, selleri, syltede løg, citron og rødvinssauce. Jeg anede dog en stegkonsistens frem for en ”den er stegt på grillen”, og jeg spurgte kokken, hvorledes det kunne hænge sammen.  Jeg var ikke galt på den – jeg fik en forklaring om vandbad ved forholdsvis lav temperatur i en lille time. Dernæst på grillen, så den herlige stegeskorpe opnås. Mørt? Ja. Og velsmagende ligeså. Men lidt for meget stegkonsistens kontra bøf. Til gengæld var der fin ”medium-rare”-forståelse.

Der var den - bøfstegen med minimalistisk akkompagnement

Vinen? Der var dømt mådehold. En flaske til tre gutter. Plus lidt øl efter maden. Vinen var fra Napa County – altså amerikansk – og jeg mente, vi skulle have den, da jeg var glad for den sidste Zinfandel sag, jeg smagte. Der var bonus, og den var herlig – krydret og pengene værd.

Muligvis er Zinfandel druen udviklet af italienere, men den er altså fra Amerika.

Konceptet foreskriver, at det koster lidt ekstra at få noget mere. Nuvel. Det er helt fair. Har man lyst til at gøre det billigt, kan det nemt klares, men nogle retter koster for eksempel en 50’er ekstra i forhold til de priser, jeg skrev tidligere. Ålen koster ekstra – men var det værd. Jeg kunne dog godt have tænkt mig lidt flere stykker, og så vil i  den grad anbefale, at du vælger et eller andet ekstra til din hovedret – ellers bliver det for ”lidt”. Vores valg faldt på knuste nye kartofler.

En lille gryde med knuste, nye kartofler.

Og så var der lige det med Frank Hvam oplevelsen. Egentlig havde jeg ikke planlagt at skrive om aftenen, men jeg fik mit lille kamera med i inderlommen. Deraf den knapt så gode billedkvalitet. Undervejs har jeg det med at nedfælde nogle tanker og noter, når der spises. Jeg lod pen og tallerken stå for at nyde et stykke tobak med de medspisende, og da vi kom tilbage var bordet ryddet. For alt. Og vi var ikke nået til kaffen.

Zinfandel på flaske. Så har du også set den uden for kortet.

En fejl som er helt ligegyldig, men jeg fandt straks ud af, at pennen manglede. Min herlige Montblanc som er en følgesvend i en hver blazer. Jeg gjorde opmærksom på mit problem, hvorefter der blev smilet – en kuglepen er væk. Herregud. Så sagde jeg det var en Montblanc, og så blev der grinet. Da det viste sig, at det ikke var en joke eller en Frank Hvam kopi blev minen alvorlig og tyve sekunder senere, var pennen tilbage.

Tilbage i gode hænder.

Vi forlod madklubben i hopla. Videre til en hel del barer – nogle jeg ikke har været på i ti år, og nogle jeg har været på for en uge siden – og en jeg aldrig har været på før. Eller faktisk to. Den første var Hornsleth Bar. Her var der smæk på fiskefrikadellen, om end det var et yngre publikum. Hyggeligt, rare mennesker, men lidt for ungt. Til gengæld svært udsmykket af Hornsleth med motiver, der velsagtens overraskede for små ti år siden, men i dag blot ”en Hornsleth”.

Kødkaraoke på Hornsleth Bar. En vægdekoration som vist ikke længere kan overraske. Eller forarge.

Aften blev rundet af på Kassen, som ligger på Nørrebrograde. Hyggeligt, billige drinks, tæt på kebab og nem adgang til taxi.

Spejlfotografi af undertegnede på en bar.

Pin It

You may also like

  • Lasse

    Hej Nicolai!

    Hvilket armbånd er det at du har på armen på billedet med Montblanc pennen?

  • Nicolai Klingenberg

    Hej Lasse! Det er en sag fra Strings. 🙂

  • Lasse

    Takker, Hvor kan det eventuelt købes??

    PS: Fantastisk blog!

  • Nicolai Klingenberg

    Tak for ordene, Lasse. De fås hos Franz Jäger and Me i København og Butik Bille i Charlottenlund – hvad jeg ved af. Kig også forbi http://www.Strings.nu, hvor du kan komme i kontakt med kvinden bag. 🙂

  • Liv

    Lækker Zinfandel- Mindst ligeså lækkert armbånd!

  • Nicolai Klingenberg

    @Liv: Måske en mulighed med de armbånd i XO?