Home Pindemadder Burger og tjuhej med drengene

Burger og tjuhej med drengene

by Nicolai Klingenberg

Af og til bliver Champagne og tastingmenuer erstattet af en gedigen burger, et par drinks og et par øl. Sådan en oplevelse bød fredagen på. Tag med i kælderen hos Cock’s & Cows.

Det bliver hurtigt mørkt i øjeblikket, men fotoet blev ganske fint. Det er det officielle skilt.

Det var de gamle drenge, der mødtes som så mange gange før i fredags. Nogle har jeg kendt i 10 år, nogle i 13 og enkelt af dem i 26 år. Sådan nogle venskaber skal man også være glade for. Initiativtageren havde med sin vanlige akkuratesse booket bord, og selvom nogle hang fast i en taxa, så lykkedes det os at samles.

Et hurtigt stemningsfoto

Menuen var af herreslagsen: Burgere. Og Cock’s & Cows hedder stedet. Jeg har læst om det en enkelt gang, og de åbnede i det tidlige efterår. Jeg troede, det var løgn, da jeg så priserne, men den er god nok. Og det betyder i dette tilfælde, at der er value for money. Du stempler dog ind, og har X antal minutter, før du skal forlade bordet. Vi nåede at spise rigeligt, men ville nok gerne have hængt videre – det var hyggeligt.

Rasmus - har du set ham på arbejde før, så har det ganske givet været i jakkesæt og slips. Han kan sit kram udi mad og vin.

Vores mand med bakken, altså Rasmus, har i øvrigt tidligere tryllet for undertegnede – se bare her.

Nå. Vi lagde ud med en omgang løgringe med Aioli og lime. Aiolien måtte i min bog gerne have været en anelse federe – løgringe er jo sjældent virkelig spændende i sig selv.

Så er der løgringe i brunt papir og halv lime.

Vi skal dog lige et trin tilbage, før løgringene kom på bordet – stedet har nemlig valgt at lade et par enkelte drinks figurere på menukortet. Et herligt tiltag så maven ikke bliver ølopfyldt på no time. Bordet valgte en omgang Mint julep, som blev serveret i fræk tinkop. Rigeligt med is – og ganske stærk, om end den er forfriskende. Og er du til bourbon, vil du elske den.

Er du til bourbon, er du du til Mint julep - jeg er vild med koppen.

Jeg var klar til at tage kortets største burger, men valgte den alligevel ikke. Mest fordi det ”bare” er dobbelt op på det klassiske. Når nu vi var på et sted, der slår sig på gode ”børgers”, ville jeg gerne prøve noget andet.

Dobbelt af det hele - The Governator. Den tog jeg dog ikke, men den skulle vises.

Det blev ”The Illigal” (pudsig stavemåde eller er det mig, der ikke har fanget pointen?) som bød på et sydamerikansk strejf i form af ristede jalapenos, salsa, cheddarost, guccamole og rødløg.

Så er der fuldt bord - og grådige hænder.

Godt kød, der godt måtte have været lidt mere ”rare” (alt grilles dog til medium-done), men god, krydret smag og en salsa, der smagte alt andet end syntetisk. That I like. Som de selv siger på hjemmeren (altså deres www), så er ingredienserne enten hjemmelavede – eller gode originaler, som man ikke behøver lave om på. Heinz Ketchup for eksempel.

Og der var min børger - Illigal hedder den.

En grov bolle blev valgt som omslag, som vistnok er bare lidt sundere end den hvide bolle – der var ikke noget brændemærke på den mørke bolle. Ellers en supermacho detalje.

Fræk detalje i form af grillet logo

Fritterne. Den er straks lidt sværere. Vi valgte Salt & Vinegar samt Chilli Fries. Altså – jeg synes, de var ekstremt salte, og de var ikke ”konsekvente”. Nogle smagte af mere end de andre – men valget ryger på salt og eddike versionen, hvis du vil have min anbefaling. Vi røg desuden på en omgang portofrie lækkerier i form af harricovert’er med bacon og kryddersmør. Skulle sundhedsapostlen være med, ville lidt olivenolie nok kunne gøre det mindst lige så godt – men et grønt, lækkert indslag, som jeg synes fint om.

En sidste hilsen fristes jeg til at skrive...

Dom? Value for money, god stemning, burger joint med en twist, god betjening (tak, til Rasmus – blandt andet) og et dedikeret team, der heldigvis undlader iceberg salaten.

Læs mere om bøfferne i bollerne lige her.

You may also like

18 comments

Vincent Muir 16. november 2010 - 09:13

har du set dagens sweetdeal på http://www.sweetdeal.dk? 😉

Reply
Nicolai Klingenberg 16. november 2010 - 09:27

Jeg var lige inde at lure – er det billejen, du tænker på? Jeg kan ikke se nogen burgerrelateret? 🙂

Reply
Vincent Muir 16. november 2010 - 09:39

haha, ja skam bare lejen af en MINI, dem kan du jo godt lide. Det var nu bare en tanke – ikke noget burgerrelateret. Selvom de er meget lækre!

Reply
Klingenberg 16. november 2010 - 10:39

Så er jeg med – jeg har dog lige afleveret min MINI efter mere end et halvt år på fire hjul. En ny bil og et nyt samarbejde er lige på trapperne… 🙂

Reply
Christoffer 16. november 2010 - 11:32

Hvordan var betjeningen? Har læst at folk har haft meget blandede oplevelser med den.

Reply
Nicolai Klingenberg 16. november 2010 - 12:10

Jeg synes den var god – nu kendte jeg også ham Rasmus, så det var et glædeligt gensyn, men uden særbehandling. Vi røg ud til aftalt tid. Forvent kort fortalt hyggelig, venlig betjening af den “unge” slags. Ikke noget med slips og næsen i sky.

Reply
Rom 16. november 2010 - 12:18

Rigtig godt spisested – husk at medbringe din egen Klingenberg. Det kan varmt anbefales til en god herreaften!

Reply
Klingenberg 16. november 2010 - 12:20

Og husk, at du ikke må medbringe din egen rom. Til gengæld er Rom god at have med. Bum-tisj.

Reply
Kristian Jørgensen 16. november 2010 - 13:33

Det er da helt klart et sted der skal besøges. Billige, gode burgere. What’s not to like?

Reply
Emil 16. november 2010 - 15:13

Ligner et super sted, – Burgeren er i min optik undervurderet, for mange steders vedkommende med god grund. – Dette ser dog ud til at være ganske fornuftigt!

Dilemmaet her må dog være.. hvordan spiser man eksempelvis ‘The Governator’?
Skal den ‘rives ned’ for så at bygges op? Hvorfor stable, når den ikke kan håndteres i sin fulde højde? Eller det kan den måske?

Men okay, når drengene er samlet, så kan burgeren vel næsten kun være for lille.. 🙂

Reply
Nicolai Klingenberg 16. november 2010 - 15:18

Jeg tog den i etapper – og på damemåden uden overbolle. 🙂 Governatoren er enorm, og jeg tror ikke, der var nogen, der kunne gabe over den!

Og ja – burgeren skal tilbage og på et andet niveau end fast food niveauet og den “almindelige 90’er / 00’er burger”. Jeg kan i øvrigt varmt anbefalde denne frækkert:

https://my-pleasure.dk/2009/09/sig-fidel-til-din-gastro-burger/

Reply
Andreas Wagner 16. november 2010 - 22:35

Cocks & Cows kan varmt anbefales til alle.
Nicolai: burgeren staves “illegal” se evt. deres hjemmeside. Nå, men for at hjælpe lidt til forståelsen af pointen, så er det som du rigtigt siger en burger, med et Sydamerikansk strejf = Mexicansk = Der er mange mexicaner der immigrerer ulovligt til USA.

Emil: Jeg spiste “The Governator” med bestik og pinden i midten skulle justeres undervejs, men det gik.

Reply
Nicolai Klingenberg 16. november 2010 - 23:01

Jeg er enig, Andreas. Anbefalelsesværdigt. :O) Menukortet staver den The Illigal – det har jeg på foto, men er en stavefejl så. Det ændrer dog på ingen måde på tilfredsheden eller smagen.

Og tak for input. 🙂

Reply
Michael 17. november 2010 - 13:42

Jeg synes det er et super sted, har kun haft gode oplevelser, både med hensyn til maden og betjeningen.

Det engelske halter tilsyneladende lidt, jeg forstår heller ikke helt hvor ‘ i cock’s kommer fra, men det er jo småting. Et hyggeligt sted, med lækre burgers til gode penge, dét er det!

Bordbestilling virker dog til at være en absolut nødvendighed, der har været godt med mennesker de gange jeg har været der.

Reply
Emil 17. november 2010 - 17:56

Andreas: Det lyder godtnok imponerende..
Der er jo ikke andet for, end at jeg må forbedre min teknik.. det kommer jo kun på en måde.. træning, træning træning.. 🙂

Reply
Christian TH 17. november 2010 - 18:38

Var derinde en lørdag aften med 5 venner og fik bord kl. 21:30. Vi fik gode burgere af en ordentlig kvalitet – dog må jeg sige at mine chili-fries var for stærke. De tog smagen fra den lækre Cheese N’ Smoke jeg dog spiste med stor glæde. En Budweiser dertil og så var det alt i alt en god oplevelse.

At der sad et bord med 7-9 smukke kvinder ved bordet bagved gjorde det ikke dårligere 🙂

Thumbs up!

Reply
Nicolai Klingenberg 17. november 2010 - 18:49

Godt at høre, jeg ikke er den eneste, der har haft gode oplevelser. Jeg tilbyder gerne korrektur til menukortet en anden gang. 😉

Reply
Mikkel 17. november 2010 - 23:34

Har været der 2 gange nu.

Første gang var jeg faktisk ikke imponeret, bøffen var lige lovligt gennemstegt og som andre skriver, chili fries liiidt kedelige.
Anden gang gik det dog langt bedre, kunne slet ikke sammenlignes.

MEN… som du tidligere har anmeldt, vil jeg måske mene at Kbh’s frækkeste burger er at finde om fredagen på NO1 – den fungerer sgu! :o)

Reply

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk