En fiks omgang biks på Brasserie Bisous
Der var dømt møde i reservatet, og destinationen var Skovriderkroens Brasserie Bisous. Der var nok at vælge imellem på menukortet, men valget faldt hurtigt på biksemad. I en ikke helt uluksuriøs udgave.
Mødet gik som det skulle, og det skal jeg ikke trække dig med. Og inden jeg ryger direkte i ”biksen”, så skal jeg lade dig vide, at du kan vælge mellem andre klassikere som burger, pariserbøf, røget laks med røræg og sild a la Christiansø-pigen.
Da ordren var afgivet – til meget venlig og ung tjener – kunne man kort tid efter høre en heftig pisken fra det åbne køkken. Bearnaisesaucen var med andre ord ved at blive til.
Biksen er lavet på oksemørbrad, og den var – med undtagelse af ét stykke – både mør og saftig. Og velsmagende. Dertil et spejlæg, rigelig med kartofler og purløg, men også en skål med rødbeder, som pyntede fint på den royale tallerken.

Således ser Bisous biksen ud med pynt a la rødbeder og bearnaise. I bunden kartofler og oksemørbrad.
Bearnaisesaucen var, som jeg kan lide den – rigelig med syre og estragon. Ikke den tungeste eller fedeste til dato, hvilket passede mig fint, da der var tale om en frokost.
Der var ikke det store fremmøde på Bisous – umiddelbart tror jeg, at stedet trækker flest gæster til aften og ”til weekends”, hvor særligt natklubben, På Kysten, som ofte er et stort tilløbsstykke.
Læs mere om Brasserie Bisous her.







