Home Grej & grooming Dobbelt op på hverdagsluksus

Dobbelt op på hverdagsluksus

written by Nicolai Klingenberg 11. marts 2011
Pin It

Hvad gør man, når man ikke er til kulørte club-kid briller, men hælder til ”noget klassisk”, og når man nærmest ikke kan være i sig selv, fordi foråret officielt er kommet, men stadig venter på sol? Jeg kastede mig over en ny brille, som skærmer mod solens stråler.

Der har vi den nye klassiker - som godt nok ikke er den mest klassiske Ray-Ban model - som kommer til at hvile flittigt på snudeskaftet. Forhåbentlig i en del år.

Der er tale om et par pivfrække solbriller fra Ray-Ban – modellen hedder Clubmaster og er med skildpadde mønster. Den fås også i sort, men jeg var solgt, da jeg så og prøvede den afbillede sag.

Gennem årene har jeg været talrige modeller igennem. Har været glad for de fleste, men jeg har endnu ikke haft et par, der virkelig skulle blive i samlingen. Solbrillemoden skifter, så måske er det et par klassiske, der skal til – men som kan suppleres med nogle eksisterende. Måske er jeg bare blevet gammel – eller ældre – og forsøger at finde ”noget”, der ikke skal udskiftes den efterfølgende sæson.

Det fascinerer mig mere og mere at finde ”noget” – det kan være alt fra ure til manchetknapper – som holder længere end kortvarige trends. Om det i sig selv er en periode eller en trend, kan jeg dog ikke vide mig helt sikker på. Det kan være nemt at lade sig friste over nye sager, som popper op på blogs eller i magasiner. Nok snak – videre til næste sag, som ikke har al verden med foråret at gøre.

Kender du ikke duften, så kan den anbefales, selvom jeg ikke burde dele den slags hemmeligheder...

Det drejer sig om Hermès – nærmere bestemt duften Terre D’Hermès, som netop har fundet vej til samlingen af velduftende løjer. Jeg skrev om årets signaturduft i et tidligere indlæg, og den holder jeg stadig på – hvis jeg må tilføje Terre D’Hermès som nummer to.

Sneen er i hvert fald væk, og nu venter vi på bedre vejr. I front er det Terre D'Hermès og bagerst Clubmaster brillen fra Ray-Ban.

Hvordan ser du på sagen om solbriller? Er du til en klassiker eller til flere forskellige modeller?

 

Pin It

You may also like