Facebook Pinterest YouTube

Et ophold på Front

I den kommende weekend tjekker den heldige vinder af den store konkurrencer ind på Scandic Front. Han hedder i øvrigt Peter, og han har lovet at tage billeder og noter om weekenden, så den herlige oplevelse kan dokumenteres.

Det var der, jeg kom ind.

Jeg har ligeledes haft fornøjelsen af Scandic Front, og den deler jeg gerne – lidt som forskud på vinderes oplevelse, men også til andre, der kunne have mod på en oplevelse i City.

Min mor hedder Birgitta, men det er altså en anden, der er blevet tagget på væggen. Eller også fester de gamle bag min ryg.

Jeg og Musse havde et døgns tid på hotellet, som bød på alt fra bobler til Opera-udsigt, elevatorkørsel, bøf og blæsevejr.

Selvom Scandic måske ikke klinger supersexet, så vil jeg mene, at Front gør det netop således. Det er tale om fire stjerner, og jeg synes, det hænger fint sammen. Cool indretning (med undtagelse af en pudseløjerlig lænestol på værelset), vedkommende og uhøjtidelig betjening og en fin-funky indretning i suite såvel som reception og lounge.

Velkommen til værelse 602 - og tak for det. Bobler, frugtfad og kulørte puder - så er vi i gang.

Vi blev indkvarteret på to etager, hvor udsigten – selv efter mørkets frembrud – var herlig. Operaen kunne nemt spottes,  men ellers var der ikke meget liv, da stormen rasede.

Hyggeligt, hvis jeg selv skal sige det. Den føromtalte stol, er i øvrigt den, du ser i sort læder.

Det obligatoriske "jeg var der foto" - og nu med "jeg var også bleg".

Vindueskarmen kan vel indtages, hvis man er blevet upopulær...

Til gengæld var morgendagens vejrudsigt langt mildere, fuld af sol og folk, der nød det spæde forår.

Armen er det ikke flot?

Inden det blev ”morgen” skulle middagen indtages i ”grillen”. Fire retter med to favoritter, om end de er traditionelle: Kammuslinger og bøf bearnaise. Og så lige to ekstra frække i form af ”ostetallerken” og en pivfræk dessert, der kunne blive endnu bedre ved hjælp af én lille detalje. Den kommer senere.

Nærmest en navnbror - Champagne a la Nicolas Feuillatte

Lad mig lægge ud med krummelurerfri kammuslinger – stegte til perfektion og uden indpakning. Lidt sideskævt i form af pesto og balsamico til dem, der gerne vil dyppe, men jeg valgte at anvende dippen til det topsprøde ciabattabrød. Fin kombi i øvrigt.

Og så var den den om kammuslingen, der blev til en strid børste. Eller...

Vinen – en australsk sauvignon blanc – fra Penfolds beviste, at husets røde smager langt bedre. Den hvide var ikke en vild oplevelse, men kortet har selvsagt andre fristelser, som du eventuelt kan kaste dig over, hvis du er til hvidvin.

Australierne gør sig - i hvert fald i Penfolds tilfælde - bedst i de røde.

Alternativt et glas Champagne, som vi blev budt til bords med – den kan godt fungere som kammuslingledsager…

Efter julen kommer påske, og efter kammuslinger kommer bøffen. Den var stegt efter ønske – som var mere rare end medium – og den betegnelse blev mestret til fulde. En syrlig bearnaise var det  i øvrigt møre køds ledsager. Med talrige bearnaisesmagninger i kufferten, vil jeg ikke lægge hovedet på bloggen, når det kommer til saucens ophav – den var en anelse spor af ”noget syntetisk”, som trækker lidt ned. I opadgående retning finder vi dog de sprøde grøntsager, som talte alt fra rødløg og squash til peberfrugt og knuste kartofler.

Nå, er du der igen...

Og der kom vinen til sin rette – den røde australier med et logo, der minder mig et dansk firma. Mener det er Danfoss, jeg tænker på…

Osten kom til bordet. Med blandt andet oliven, brombær og kapers XL til. Udvalget bestod af en dansk brie, en spansk manchego ged og en fransk komælksost, som løb med sejeren.

Say cheese (tallerken). Er egentlig ret glad for det foto her. En italiensk vino var ledsager – sød i smagen og med bær i snuden.

Finalen var en chokolade mudd cake med en italiensk maregns til. Vistnok også med chokolade indeni. Og bærkompot ved siden af. Bærrene var en anelse for syrlige, men et godt tip ville være noget mynte ved siden af i stedet – det vil garanteret give en friskere smagsoplevelse.

Ikke nogen helt let - eller tosset - dessert.

I øvrigt må jeg ikke glemme at sige tak for den fornemme hilsen i form af bobler, som Mr. Åsell havde sørget for på værelset.