Tag med på en rejse, der begynder for et par hundrede år siden. Eller faktisk mere end 1.000 år – det handler om manchetknapper, der efter min mening bør være at finde i enhver mands skuffe…
Knapper. I forskellige materialer. Og stil.
Læs bare mere – jeg tror, du bliver klogere…
Manchetknapper kan spores helt tilbage til det gamle Egypten, hvor en særlig variation optrådte som hieroglyffer i Kong Tuts grav. Skal man pege på en mere konkret periode, hvor manchetknapperne dukker op i deres nuværende form, skal man tilbage til 1700-tallet.
Lad det være sagt med det samme – der er ingen, der helt nøjagtig ved, hvordan manchetknapperne pludselig kom til verden, men i slutningen af 1700-tallet optræder de første skrevne beskrivelser af begrebet. Dengang var det udelukkende eliten og velhaverne, der pyntede sig med ”knapperne”, som typisk var et mindre håndlavet mesterværk i enten guld eller sølv. Gik det vildt for sig, kunne man opgradere med ædelsten for at cementere sig selv som elitær 1700-tals player.
Nye maskiner betyder nye kunder
I midten af 1800-tallet opfinder verdensmænd en lang række maskiner, som åbner helt nye døre – det betyder, at de håndlavede manchetknapper for hård konkurrence fra de massefremstillede og langt billigere manchetknapper. Selvsagt udvides målgruppen også, og manchetknapperne bliver stille og roligt allemandseje i middelklassen, hvor det dog ikke er ædelmetaller, der figurerer på materialelisten. Historien fortæller ligeledes, at middelklassen kunne undgå de dyre manchetknapper, ved at anvende glas i manchetknapper. Det var ikke noget særsyn, at se enkemænd der havde placeret et hår fra deres elskede – og afdøde – under glasset i manchetknappen for at skilte med deres sorg. I 1930’erne kom plasticen til verden, og den lagde grunden for endnu flere billige manchetknapper. På den lidt mere eksklusive side af vægtskålen dukkede manchetknapper i emalje op. Emaljen var flittigt brugt i Rusland til blandt andet Faberge-æg, men blev nu også brugt som materiale på den mandige ekviperingsrekvisit.
Vistnok emalje – men med sikkerhed de svenske tre kroner.
De glade 60’ere – og den moderate nutid
I 1960’erne blomstrede kærligheden, cannabissen – og knapperne. Manchetknapperne havde kronede dage, og den amerikanske producent Swank Inc kunne prale med skyhøje produktionstal – 12 millioner sæt manchetknapper spyttede Swank af sted til pyntesyge mænd. De glade dage blev afløst af en sløvere efterspørgsel på manchetknapper. Tallene dalede i mange år, men nu tyder det på, at populariteten smiler til manchetknapperne, hvilket med stor sandsynlighed hænger sammen med nutiden ”alt-er-tilladt” indstilling til moden. Herfra kan kun anbefale, at du mander dig op og pifter manchetten op med et par knapper – uanset om du er i jakkesæt eller jeans!
Godt nok ikke fra 1960’erne, men knappen her lugter da lidt af blomster…
Hvis det skal være lige efter bogen
Man kategoriserer ”rigtige” manchetknapper som værende i gult guld og med ejerens initialer på. Formen skal i øvrigt være oval, og vil man følge de klassiske normer og regler, bør man så absolut undgå kække motiver som relaterer til tegneserier, nøgne damer, hasardspil og lignende. På den anden side er alt tilladt i dag, så gør, hvad du føler for – kom dog bare ikke og sig, at du ikke var advaret, hvis du bliver mødt af løftede bryn fra rendyrkede tilhængere af takt og tone, når de får øje på dine lidt mere kreative knapper.
De nok så viste konfirmationsknapper. I 1993 vendte jeg vistnok øjne af dem – i dag bruger jeg dem flittigt.
Vidste du i øvrigt, at…
…de dyreste manchetknapper, der nogensinde er blevet solgt, tilhørte efter sigende Kong Edward den VIII. Han blev begavet med et sæt, som var udført i platin og dekoreret med diamanter, af sin kone Wallis Simpson. Manchetknapperne blev efterfølgende solgt på auktion til den nette sum af 440.000 dollars”¦
På jagt efter manchetknapper? Shop manchetknapper her
9 comments
Interessant læsning!
Hvilke er dine favoritter, Pleasure? Mærke, facon, farve osv. Er selv glad for Paul Smith!
@Peter A:
Tak for det – mine egne favoritter? Der må jeg tilstå, at jeg hælder noget til den mere klassiske genre – fx dem i guld med mine initialer eller “sølvknuderne”. Af de mere “skøre” så må jeg pege på de sidsttilkomne dødningeskaller. 🙂 Og nå ja – skal det være kulørt, så hælder jeg til tre kroner.
Wauw ret vildt alligevel, 440.000 dollars for et par knapper.
“Han blev begavet med et sæt”
Til den pris må man da håbe at man ikke selv skulle grave dem op 😀
@Allan: Dyre sager, ja! 🙂 Bare vent, til der kommer noget mere om dyre vintageure – der taler vi millioner. Dollars. 🙂 Jeg forstår ikke helt din sidste sætning – jeg skriver “begavet”; ikke begravet. 🙂
Tak for input.
Ja ok, der kom lige en lille læsefejl ind i billedet. Nu er jeg pludselig knap så overrasket over salget…
Det et helt ok. :0) Prisen er dog stadig høj! 🙂
God og informativ viden. Husker mine første erindringer om dem fra min morfar og onkel, hvor de til familiearrangementer og fester “flashede” de gyldne knapper, samtidigt med at de stod og røg cigarer. Der var sgu stil på drengen dengang 😉
Jeg har selv ca. 10 sæt, og min favorit er faktisk sølvknuderne, som omtalt. Mine er dog kun fra Boss, men de ser sgu godt ud.
Desuden har jeg det sådan, at sølv og guld ikke skal blandes. Altså; man kan ikke ha’ et sølv ur og guld knapper på samtidigt. Hvad mener I?
@Claus: Det, du har hørt, er ikke helt skævt. 🙂 I hvert fald ikke i min verden – sølv og stål bør gå sammen med sølv og stål. Er man heldig at have noget i guld til håndleddet, bør manchetknapperne være ligeså. 🙂
Tak for input!
Mine yndlings manchetknapper er dem jeg fik i konfirmationsgave. Det er arvestykker – min far fik de samme manchetknapper i konfimationsgave. Mine er blevet graveret med mint fornavn på bagsiden – altså på modstykket for neden. De er rigtig flotte og elegante. de er i guld og i “bjælkeform”.
Der er nu engang intet som arvestykker!