Home EkviperingGrej & grooming 11 ting enhver mand bør anskaffe sig

11 ting enhver mand bør anskaffe sig

by Nicolai Klingenberg

I diverse debatter, kommentarer og spørgerunder her på bloggen og på Facebooksiden, handler det fra tid til anden om de materielle goder. Det gav mig den tanke, at der skulle skrive et par bevingede ord om, hvad enhver mand bør erhverve sig, når det kommer til “ting og sager, men også et par af de mere uhåndgribelige løjer. Betragt indlægget som en omgang “summa summarum, og læs med, og se, om du mangler noget.

Nydelig ekvipering, men der skal mere til. Foto: www.hansenandjacob.com

Ur
Overrasket? Med garanti ikke. Men uret skal nævnes. Lige siden jeg fandt ud af, at ure ikke bare var ure, havde jeg et evigt skævende blik til Rolex Submariner. Det er mere end 15 år siden, at kiggeriet begyndte. I forlængelsen af drømmen om et “Sub” forsøgte jeg først at finde noget, der mindede om, og som passede til den daværende økonomi. Forskellige ure blev indkøbt, men ingen af dem gjorde det rigtig for mig. Da dagen kom – ganske vist en del år senere – hvor det første Sub kom på armen, var jeg solgt. Et ur blev til flere, et par er blevet solgt og bytter og udskiftet med andre, øjnene har fået syn på nye mærker, og jeg bliver konstant klogere på den – i min verden – ganske spændende verden.

Det uundgåelige ur.

Blazer
Den går til det meste – og gør dig pludselig mere formel at se på. Blazeren og jakken fra jakkesættet fungerer som en del af basisgarderoben, og jeg går stort set aldrig udenfor en dør uden blazer. Mok den over en T-shirt, rul ærmerne op eller tilsæt en sideskilning og knivskarp slipseknude alt afhængig af destination og formål.

Her en dobbeltradet sag med klassiske metalknapper - og fræk, rød indmad.

Slips
Jeg synes ikke kun det pynter – jeg synes også, det ser elegant ud. Og du behøver ikke være iklædt et jakkesæt for at gå med slips. Eller en blazer for den sags skyld. Et herligt lokke? Jeans, hvid skjorte med opsmøg på ærmerne og et strikket slips. Vupti – så er der casual coolness for alle mønterne. Og når nu vi er ved halsen, så er butterfly’en også en must-have.

Halsgodter er vejen frem.

Manchetknapper
En uundgåelig detalje, hvis du spørger mig. Det pynter, der er meget at vælge i mellem, og så kan det matches med alverdens løjer. Har du stål ur på, så kan du passende tilsætte et par knapper i sølv eller stål, og har du et guldur på, kan du selv gætte dig til, hvad du kan matche med.

Manchetter med dertilhørende knapper

Lommetørklæder – a.k.a. kluden
Tilbehøret der giver nyt liv til enhver blazer, jakke eller jakkesættet hører til blandt de mindst kostelige. En klud kan foldes på et hav af måder og fås i alt fra bomuld til silke. Personligt har kluden været en følgesvend i snart ti år – i begyndelsen blev der lagt mærke til den, og øgenavnet morfar fulgte af og til med. I dag er sagen en anden – og der findes en hel del morfædre, som ikke engang er almindelige fædre.

Sildesalat for autodidakte - en klud i lommen og et Kongemærke på reverset.

Smoking
Skal det være festligt, så træk i en smoking. Og gerne din egen. Fidusen er, at hvis du har din egen fremfor, så vil du bruge den mere, end du tror. Låner eller lejer du en smoking, så vil du kun gøre det i de absolut nødvendige situationer. Har du en smoking hængende i garderoben, vil du med garanti have hang til at trække i den til flere festlige lejligheder, hvor et jakkesæt lige med nød og næppe kan kategoriseres som “festlig påklædning”.

No smoking? Yes smoking!

Taske
Udskift den polske attachemappe (læs: plasticposen) med en fornuftig taske i for eksempel læder. Gennem tiden har jeg slæbt på et hav af forskellige sager, som aldrig har gjort mig helt tilfreds. Så kom dagen, hvor den orange laban blev min, og den er nu en fast følgesvend, når laptoppen og andre arbejdsrelaterede løjer skal med til udlandet eller til møde.

Nærmest med Sidney L kulør - men den er trofast og et must have. Tasken altså.

Pung
Egentlig samme devise som tasken – en pung bliver en del af dig, når du har fundet den rette. Du ved, hvor de forskellige kort er, den følger dig gennem tykt og tyndt, og så kan den blive patineret (og endnu pænere) med tiden.

Du har med garanti en i forvejen, men den er nok ikke så bekvem at bære kort i...

Bil
Der er ikke noget som at køre bil, hvis du spørger mig. Hvis man vel at mærke undgår køer og myldretid. Bilen er for mig en frihed, der gør, at jeg kan køre, hvorhen jeg vil – og når det passer mig. Som ung knøs – det er en hel del år siden – var det vigtigste at få et kørekort og dernæst låne et vogntøj i familien. Da jeg fik min egen første bil, var lykken gjort, og dengang gik jeg ikke så meget op i, hvordan den så ud, eller hvor ny, den var – det har så ændret sig siden. Mere vil have mere – men med den seneste erhvervelse i form af min Porsche 912, har jeg udlevet den halvhemmelige drengedrøm om at have en Porsche. Bevares – det skulle nok være muligt at finde en nyere model, men jeg er godt tilfreds. Lyden, der afføder et bredt smil, designet og emblemet på fronten udgør en form for liebhaver symbiose, som varmt kan anbefales. Tillæg i øvrigt lige det faktum, at nogle biler kan vise sig at være en god investering, og at en smuk vogn kan få folk til at vende hovedet efter din vogn, så skulle du være kørende.

Frihed på fire hjul...

Når vejret viser sig fra sin værste side, er det herligt at træde ind i noget mere komfortabelt – og nyere – pt. i form af JUKE’en. Her spiller musikken over motoren, gearet glider ubesværet og automatisk, mens varme og kulde styres ned til halve grader. Og nå ja – telefon og spilleliste fra selvsamme kører trådsløst.

Komfortabel kørsel med moderne bekvemmeligheder.

En interesse eller en hobby
Det er sundt at have noget at gå op i – synes jeg. Om det er ure, vin, biler, frimærker eller noget helt andet, er sådan set underordnet. Det er bare rart at have noget, som man kan fordybe sig i og samtidig lukke alt andet ude. Alt afhængig af din udadvendthed kan du i øvrigt være så heldig at støde på ligesindede, som du kan dele din interesse med. Vupti – nye bonusvenner. Måske endda for livet.

En hobby og tid til tanker. Foto: www.stateofart.com

Selvironi
Er der noget værre end mænd, der ikke kan grine af sig selv? I doubt it. Selvhøjtidelighed er nærmest ikke til at bære – men det er selvironi. I min verden viser det overskud og selvsikkerhed, når man grine af sig selv og sine – lad os kalde dem eventuelle – fejl.

De andre
Fodtøj – og nogle til enhver lejlighed: Laksko, sejlersko, boots og et par gummisko.
Power tools – uanset om du har ti tommelfingre, så er der tumbs up, hvis du kan fremvise en slagbormaskine, som formår at betjene.
En grill – jeg er ikke særlig dygtig i et køkken, men det kræver ikke al verden at grille. Og med gas går det kvikt.
En pengeklip – kontanter er klædelige i mindre vulgære portioner, og de er rare at have ved hånden. Mok dem i en pengeklip, og læg bundet i lommen.
Et par briller mod solen – gem trætte øjne væk, og skærm for solen.
Et kamera – snup fotos af det, du oplever. Det er herlige minder af have til eftertiden.
Et interessant job – jeg mener ikke, at arbejde skal være noget, der bare skal overstås. Det skal være noget, du har lyst til at stå op til, engagere dig og – men som du også kan holde fri fra af og til.
En herlig livsledsager – det siger sig selv.

Har jeg glemt noget? Det er slet ikke utænkeligt – og det er her, du kommer til orde. Kommentarfeltet er åbent. Fireogtyve svv.

 

You may also like

20 comments

Steffen 9. maj 2011 - 09:35

At være bil ejer er i min verden en beliggenheds betinget glæde/nødvendighed, da det som københavner ofte er et irritations moment mere end en glæde, ja man kommer hurtigere frem, men så er man også nød til, at betale 30-40 i timen for, at parkere og man skal tilbage til der hvor den holder, når man skal videre.

Pungen jeg har en, men den bliver kun brugt når jeg har jakke på, da jeg ikke kan have, at den ligger i en bukselomme, så mine kort ligger oftes løst i lommen, da jeg ikke har fundet en kortholder/pengeklip løsning endnu.

Der er to ting jeg synes du har glemt
Den ene er en kvalitets kuffert, personligt står jeg altid og små griner i luftavnen, når jeg ser charter rejsende kontra forretningsfolk / folk der rejser ofte bagage.
Personligt holder jeg mig til carry ons, da man sagtens kan være væk i en uge eller mere med en duffelbag, hvis man kan finde ud af, at pakke og kender de gyldne ord hotel laundry, plus at man slipper for, at være i lufthavnen 1 1/2 time før og derefter bruge ca. det samme i den anden ende på, at vente på ens kuffert.

Den anden ting er en hund, at være dyreejer er det ultimative symbol på overskud og tid brugt gives tifold tilbage i glæde.

Reply
Tom 9. maj 2011 - 09:56

Med til “must have” er efter min opfattelse også en MC. En cabrio bil kan dække lidt af behovet, men uanset om man er til en gammel Triumph eller en ny racer japaner giver den en helt speciel oplevelse af kraft og saft og natur, som kun findes i åbne superbiler til helt andre priser. Personligt er jeg til højtteknologiske, byorienterede caféracere, også kaldet “naked bikes” med alt fra ABS til fuelinjection til diodelys.

Reply
Nicolai Klingenberg 9. maj 2011 - 10:36

@Steffen: Bilen er selvfølgelig langt mere anvendelig, når man bor et stykke fra fx City. Men uanset hvad, er der ikke noget bedre end at tage en aftentur ud i det blå – eller kulsorte. Jeg synes, det er frihed på fire hjul, men husker også parkeringsirritationen fra tiden i byen… 🙂
Kufferten er jeg enig med dig i – og en hund lige så. Sidstnævnte i særdeleshed. Tak for input.

@Tom: En MC er også et godt bud – jeg har dog ikke pap til sådan en sag. Jeg er personligt ikke voldsomt MC-interesseret, men skulle jeg kaste mig over en, ville det nok blive en Harley Davidson. 🙂

Reply
Peter Heydenreich 9. maj 2011 - 14:09

Er så glad for at du har selvironi med. En anden ting er humor…Humor er en uundgåelig del af den moderne mands våbenarsenal.

And the chicks love it!

Nåhja…Fyldepennen!

Reply
Issing 9. maj 2011 - 14:40

Du har glemt een ting… Børn! Enhver mand bør anskaffe sig børn og viderebringe sin arv (og så har man også nogen der kan arve alle de fine ure og andre accessories…)

😉

Reply
Nicolai Klingenberg 9. maj 2011 - 14:42

@Peter: Penne vender jeg heftigt tilbage til – men ja! :O)
@Issing: Hørt! Og vel nok den vigtigste af alle sagerne. God pointe!

Reply
Claes 9. maj 2011 - 19:15

Egentlig morsomt, at ligtheren er gledet helt ud af mandens basis-ekvipering. Jeg har altid drømt om en Dupont-lighter, som denne: http://www.free-photos.biz/images/business/commerce/thumb/dupont_lighter.jpg

Idag er det jo nærmest blevet tabu hvis folk ryger, så derfor er der nok ikke så meget snak om dem mere.

Claes

Reply
Rene Hjortborg Bjørnskov 9. maj 2011 - 19:34

Tager man spørgsmålets præmis bogstaveligt, vil jeg mene en ordenlig vinterfrakke må være et must. I hvert fald på disse breddegrader,

Reply
Nicolai Klingenberg 9. maj 2011 - 20:01

@Claes: Hørt – jeg har en fornem Dunhill sag, som kræver en reparation, men som dernæst vil sætte fut i stilen og løjerne. Sådan for alvor.
@Rene: Korrekt – godt overtøj i almindelighed faktisk.

Reply
MR 9. maj 2011 - 21:15

Jeg mangler selvironi ..

Reply
MR 9. maj 2011 - 21:15

Ups .. Mener sarkasme 😉

Reply
Michael Rasmussen 9. maj 2011 - 21:20

En intelligent og smuk livsledsagerske må ej forglemmes.

Reply
Nicolai Klingenberg 9. maj 2011 - 21:25

@Miker: Den er nævnt.. 🙂 Se selv i sidste afsnit.
@MR: Sådan. 😉

Reply
Steffen 9. maj 2011 - 22:28

@ NIcolai: Ja, at kører en tur langs vandet er også en af de ting jeg savner ved, at have bil, jeg faktisk også her inde for den sidste uges tid begyndt, at kigge efter en “ny” bil, så må vi se om jeg har lært af fortidens synder og underlader, at deltage i dm i p bøde 😛

Jeg har næsten altid et multitool i lommen, da man aldrig ved hvornår man for brug for en saks, pincet eller en lille kniv til diverse ting i dagligdagen.

Reply
Rasmus Thrane 13. maj 2011 - 08:45

En motorsav….

Reply
Rasmus Urban Brauner 24. maj 2011 - 21:27

Lækkert barber-grej er must have for enhver mand. Det er en fornøjelse at holde en ordentlig skraber i hånden og mærke vægten af metal og rosentræ i stedet for plastik.

Reply
Nicolai Klingenberg 25. maj 2011 - 14:25

@Rasmus: Det er et godt bud – jeg bruger dog stort set kun en trimmer, da jeg ligner en nyslået konfirmand, når det hele er afmonteret.

Tak for input! 🙂

Reply
Lasse Rasmussen 19. juli 2011 - 11:11

Stilrene og forbundne butterflies kan findes på http://www.niceneverdies.dk/ til kun 50 kr pr stk. Et godt alternativ til slipset når det bliver for kedeligt.

Reply
John Kreiner 17. juli 2012 - 20:35

Hvordan kan forbundne butterflies overhovedet komme ind her?

En gentleman binder da selv sin butterfly..!

Reply
Anonym 17. juli 2012 - 20:48

Jeg hælder også til selvbindere. 🙂

Reply

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk