Facebook Pinterest YouTube

Årsagsrelateret ekvipering – the wedding edition

To ekviperinger på en og samme dag med omdrejningspunkt i et herligt bryllup har fundet vej til dagens indlæg. Der var dømt kirkebryllup, glædestårer og meget mere, da to skønne mennesker blev forenet for ganske kort tid siden.

Kirkeklar - og uden den fjerneste idé om, at næste omklædning ville blive hektisk.

Første ekvipering var tilpasset kirken, og indeholder følgende løjer:
- En kombineret tåreskjuler og kørebrille fra Ray-Ban
- En stribet skjorte med initialer, hvide manchetter og ditto krave
- Et blåt – og forholdsvis smalt – slips
- En skræddersyet og dobbeltradet blazer med hvid klud i brystlommen
- Et par hvide bukser i halvkraftig bomuld og med pressefolder
- Et par lette boots
- Et ur, der matcher knapper på blazer og manchetknapper – her et Rolex Day-Date
- Et gammelt vogntøj til kirkekørsel

Det må forventes, at ekviperingen kan medføre en kæk kommentar a la ”Hvor har du lagt yachten til?”.

Efter kirketur, en ringen med klokkerne og en hyggelig reception, stod middagen for døren. Et kvikt tøjskifte skulle etableres, men her blev god tid til knap tid. Et tordenvejr, en drilsk lynlås og en jordklump i udstødningsrøret på Porschen (don’t ask!), gjorde, at tøjskifte og et vogntøjskift blev eksekveret i noget nær uhyggeligt tempo.

Resultatet ses dog herunder og involverer:

Skål - i kjole og hvidt.

- Kjole og hvidt – tilpasset efter mål og dernæst syet til undertegnede

Kæden til lommeuret - her monteret i en knap på den hvide vest.

- Et lommeur af mærket Patek Philippe med en historie, som passer til urhusets postulat: “You never actually own a Patek Philippe. You merely look after it for the next generation.” Sagen er nemlig arvet.

Klokkeværket - liggenden i vestens lomme, men her vist frem.

Det kyndige øje vil spotte et par ikke-helt korrekte elementer. For eksempel er butterflyen blevet bundet i en sådan hast, at den er bundet bagvendt…

Ja, den blev bundet lidt for kvikt og uden spejl - det var dog ikke til at se, da musikken spillede. Og det gjorde den...

De til sættet foreskrevne sko – opera pumps – er ikke monteret på fødderne. I stedet blev der valgt det næst-bedste (som ikke er laksko) – sorte sko. Håret kunne sidde en anelse skarpere og kluden ligeså, men festligt blev det.

Postscriptum: Skulle du have set otte så godt som nydeligt sammenlagte kjole og hvidt sæt på fortovet ved Sophienborg Slot i Rungsted samt otte herrer opstige fra Øresund klokken 05.00 på Rungsted Strandvej iført underbenklæder og røde øjne, så er der en vis forbindelse med undertegnede og det omtale bryllup.

  • http://hmmgodstil.wordpress.com/ Christopher

    2 rigtige fede outfit. Er kjole og hvidt sættet, det du fik synet på ferien ?

  • Nicolai Klingenberg

    Tak for det, Kok. Og ja – det var feriesættet, der blev luftet for første gang. Forhåbentlig ikke den sidste gang, det sker. :)

  • Dennis

    Kjole og hvidt – sådan! Gommen var forhåbentlig også standsmæssigt påklædt?

  • Nicolai Klingenberg

    @Dennis: Det lover jeg dig, at han var. :) Gommen var – som en del andre – også i netop kjole og hvidt. Tak for input.

  • Jesper P.

    Flot ser det ud! Hvad er “reglerne” egentlig med sko til et sådan sæt? Det må du om nogen vide!

  • Mads windeballe

    Så kom det lækre lommeur i brug :)

  • Nicolai Klingenberg

    @Jesper: Det skulle gerne stå i indlægget. :) Det korrekte fodtøj går under navnet Opera Pumps, men dem undgik jeg – jeg overvejer, om jeg skal investere i et par. Det er dog – mildest talt – en meget speciel “sko”…

    @Mads: Det kommer jeg ikke udenom! :)

    Tak for input!

  • Christian

    Jeg synes dit kjole og hvidt ser forkert ud?… Bukserne er lidt lysere end jakken, og skjorten er da ikke til kjole og hvidt.

  • Nicolai Klingenberg

    @Christian: Det må være lyset? :) Bukser og jakke er i samme stof. Skjorten skulle gerne være til kjole og hvidt – det er i hvert fald der, knækflippen hører til.

    Tak for input!

  • http://www.mensbasic.dk/shop/frontpage.html Ulrik

    Jeg må give Christian ret tror jeg.. Dit tøj er superflot, og gennemført stil! – Fedt! Men skjorten ser ikke helt rigtig ud. En kjoleskjorte er normalt i “pique” på frontstykket. Samme stof som vest og sløjfe. Men din ser glat ud, og ligner lidt en smokingskjorte. De fåes også med “pynteknapper”. Nu kan jeg desværre ikke se dine manchetter, for det kan som regel afgøre dikussionen.:)
    Mht. sko, så er det rigtigt at korrekt “Engelsk stil” er Opera Pumps, men det er endnu ikke lykkes mig at finde dem i DK. Mange, – bla.logerne, der vel er dem i DK der er foregangsmænd mht at benytte kjolesæt bruger laksko. Men du har ret engelsk “skik og brug” siger nej til disse, og foretrækker “Dansesko” der er knapt så skinende som laksko, hvis man ikke kan finde Opera Pumps.
    Men hvor er det dog totalt fedt, at se en mand gøre så meget ud af sin påklædning! Thumps up for det!
    / Ulrik

  • Nicolai Klingenberg

    @Ulrik: Tak for de meget venlige ord – og info’en om pique. Jeg er også faldet over pique’en flere gange, men jeg mener nu at have set begge dele som korrekt, men jeg kan være galt på den.

    Til næste lejlighed vil jeg forsøge at opstøve et par “pump” – og en helt korrekt skjorte! :O) Og tak for thumbs up!

  • Claes

    Lækre, lækre outfits – meget elegant!

    Jeg håber at se en del af jer – i jeres “sommer-garden-party” outfits den 4. Juni til Fællestræf. I er alle velkomne – med og uden bil. Kommer i uden bil, der skal vises frem er det tilmed gratis!

    Jeg har netop indkøbt champagnen til champagne/kage loungen – jeg kan fortælle, at én af dem er en lækker rosé.
    Kom, og vær med til at gøren dagen endnu mere elegant og uforglemmelig!

    Claes