Facebook Pinterest YouTube

BaselWorld 2011 – ure for alle pengene

Som du måske husker, var jeg et smut til klodens største ur- og smykkemesse i Basel. Her blev verdenspressen og forhandlere introduceret til eksisterende kollektioner, men så sandelig også talrige spændende nyheder, som kan smides om håndleddet. Jeg har skudt en hel del billeder fra messen, men i dag har jeg samlet et par pressebilleder af et par nyheder, der bestemt er værd at skrive om. I går handlede det om quartz-ure – i dag om det helt modsatte…

Det var i store haller som disse, at jeg traskede fødderne nærmest itu - men det var det hele værd. Foto: Baselworld

Trends anno 2011
Ifølge BaselWorld er urbranchen på vej tilbage til de rigtig gode tider.  År 2008 var helt i top, men blev efterfulgt af et magert 2009, for at komme heftige tilbage i 2010, hvor eksporten til verdensmarkedet lød på 16,2 milliarder schweizerfranc, hvilket svarer til lige under 100 milliarder danske kroner. Ser vi bort fra tal og kigger på de brede tendenser, er vi tilbage i det lidt mindre størrelser – tidligere kunne det nærmest ikke blive stort nok, men i 2011 vil den typiske diameter på herreurene ligge på 40 til 46 millimeter, men kvindernes ligger på cirka  34 til 40 millimeter.

De teknologiske fremskridt har gjort meget for urene, hvorfor eksotiske materialer også har det med at finde vej til materialelisterne – en urkasse i titanium eller den virkelig hårdføre keramik er ikke særsyn. De gamle traditioner med komplicerede funktioner såsom minute repeater (hvor tiden kan ”høres” vis gong-gong slag) og evighedskalendere vidner dog om, at det ikke kun handler om nye tiltag, men også de fornemmeste urmagerkunst.

Selvfølge er der afstikkere til alle sider – både hvad omhandler design, farve og funktion, hvilket nogle af de nedenstående nyheder understøtter.

Det ekstreme
Urwerk er til dem, der er tossede med ure – og som med sikkerhed har talrige ”normale”, men eksklusive ure i samlingen. Forvent skyhøje priser på niveau med et mindre sommerhus, men også en tilvænning, når tiden skal aflæses på nyheden Urwerk UR-202S. Her byttes der rundt på alt det traditionelle, du kender ved et ur – kronen, hvor du indstiller tiden, sidder ikke ved den typiske klokken 3 markering, men i stedet i toppen ved klokken 12. Timerne? De vises på små roterende klodser, som har en forlænget lille arm, som igen peger på minutterne. Her er tale om patenterede systemer og nytænkning på vildeste niveau.  www.urwerk.com

Urwerk UR-202S - jeg fristes til at sige, at Darth Wader har ringet. Han ville gerne have sit ur tilbage.

Det underspillede
Patek Philippe gør det virkelig for mig – jeg er så heldig at have en Calatrava fra 1970’erne, men der er lang vej til årets nyhed, Patek Philippe Perpetual Calendar Chrnograph ref. 5270. Uret er i mine øjne både klassisk og elegant, og en kasse i hvidguld vejer godt – men ligner for det utrænede øje et stålur. Forvent ugedag, dato, måned og månefase samt stopursfunktion – og flere anerkendende nik fra dem, der godt kan lide rigtig fine ure. Desuden mulighed for to forskellige bagsider – en i glas så det smukke værk kan nydes og en i hvidguld, hvor en gravering kan ordnes. www.patek.com

Patek Philippe Chronographe à quantième perpétuel Réf. 5270 - sig det hurtigt ti gange i træk, mens du bladrer af...

Det store
Breitling er blandt andet kendt for sin rolle i de højere luftlag, hvor firmaet har udviklet piloture gennem mange år – men det handler også om fire hjul. I kollektionen Breitling for Bentley er nyheden Bentley Barnato Racing at finde. Med sine enorme 49 millimeter i diameter, kan du flashe din begejstring for retrorelateret motorsport, da uret hylder the Bentley Boys, som vandt Le Mans fem gange i sidste århundrede. Find det store håndled frem, og gå eventuelt all in med en af de limiterede versioner (500 eksemplarer), som findes i rødguld.

Bentley Barnato Racing - en moppesvend på 49 millimeter. Ikke en del af den generelle trend, som BaselWorld har udtalt sig omkring.

www.breitling.com

Det retroinspirerede
Kan du lide gamle vintage racerbiler, vil du sikkert kunne lide Frédérique Constasnts Vintage Racing Collection. Som officiel tidtagningspartner på Peking to Paris billøbet hylder modellen de gamle vogne i flere designdetaljer. Uret måler 43 millimeter, som gør det nemt at aflæse  stopursfunktionen og den lille sekundviser ved klokken 9 markeringen. Uret er i øvrigt limiteret til 1.888 eksemplarer. www.frederique-constant.com

Retro sag fra Frédérique Constant Vintage Racing Collection

Og lige lidt hurtig fakta om BaselWorld 2011:
Besøgende: 103,200
Antal besøgende medier på messen: 3,055
Udstilliere: 1,892
Antal kvadratmeter: 160.000

Der kommer selvsagt mange flere ure med tiden fra messen – men jeg hører da gerne, hvilket af de fire ovenstående, du helst ville eje, hvis vi nu forestillede os, at de kostede det samme.

  • http://www.studiebolig.dk Andy

    God artikel men kan du evt gøre noget ved billederne. Jeg kan ikke se dem?

  • Lars

    Jeg snupper Patek’en så…

  • Nicolai Klingenberg

    @Andy: Det lyder mærkeligt? Hvilken browser bruger du?

    @Lars: Så er vi to. :)

  • Kim T

    Heller ingen billeder her, hverken i explorer eller på telefonen.
    Det er normalt ikke et problem nogen af stederne……

  • Emil

    Jeg ser billeder i Safari..

    - En helt anden ting, er det bare mig som er gået glip af, hvem der vandt modeblogprisen?

  • Rene Hjortborg Bjørnskov

    Urwerk nyheden virker lidt bekendt.

  • Nicolai Klingenberg

    @Kim: Jeg kan desværre ikke løse den umiddelbart? Men altså… Jeg kan maile dig fotos, hvis det skal være. :)
    @Emil: Vinderen er vist fundet – men ikke offentliggjort endnu. Der kommer vist en event eller lignende. :)
    @Rene: Det er muligt – jeg er i hvert fald ikke den første, der bringer den. :O) Hvor har du set den?

  • Rene Hjortborg Bjørnskov

    Blandt andet her
    http://www.youtube.com/watch?v=WLTBnIszCLE
    Læg mærke til datoen

  • http://www.my-pleasure.dk Klingenberg

    @Rene: Tjek – der er ligheder. Fed film i øvrigt – tak for link!