Jeg har med vilje ladet introfotoet til dette indlæg være det bedste af dem, der er med i sagen. I hvert fald når det kommer til kvaliteten. I dag handler det om to par nye sko – og nogle tanker om ting, jeg godt kan lide, men som måske ikke emmer af feinschmeckeri…

Først det fine – et par træd-i-sko fra Ted Baker har fundet vej til skoreolen. De emmer lidt af Ghandi, hvis man vælger at kæde ham sammen med karry i hvert fald. Jeg er tosset med dem – både på grund af den lidt dristige farve, men også på grund af komforten. De er anvendelige, når der skal luntes rundt – for eksempel i et herligt havnemiljø i Puerto Banus, hvor de tog nogle af sine første spæde skridt.

Den detaljerede sål, fejler heller ikke noget. Jeg vil anbefale, at dine ben har en smule kulør, hvis du overvejer at træde i samme model. Og jeg beder dig om at undlade strømper.

Og nu er det så, det bliver lidt prekært . På en indkøbstur i det lokale supermarked spottede mit øje en hylde med Mao-sko. Jeg har set dem gennem årtier, men aldrig haft nogle. I børnehaven var jeg udstyret med ”mokkasiner” – du ved dem, der lignede en avanceret strikket strømpe med lædersåler. Topfesne  syntes jeg den gang. Og i dag.

Nå, men jeg tænkte, at de knapt 40 kroner for et par Mao-sko var givet fint ud. Da jeg kom hjem, stak jeg fødderne i dem. Og jeg var solgt. Komfortable, ok-pæne til hjemmebrug, og som begejstringen steg, var jeg pludselig ikke i tvivl om, at skoenes ibrugtagning med lethed kunne udvides til – ja, for eksempel Puerto Banus.

Jeg tænkte dog ikke over, at Mao-skoen vist har haft fat i hipster og kreasegmentet for noget tid siden. Under alle omstændigheder er jeg tilfreds med begge nye stykker fodtøj –Mao-skoen minder mig lidt om Snøfler: Knapt så raffinerede, men fra tid til anden undværlige.

Er det mig, der er håbløst galt på den, når det kommer til Mao-skoene, eller kan du følge mig? Bare til dels?