Facebook Pinterest YouTube

Ford Evos – et kig ind i (nær) fremtid

Jeg blev inviteret til Berlin af Ford – med særdeles kort varsel. Til gengæld var programmet af spændende karakter – en verdensnyhed skulle præsenteres, og så er det bare med at få pakket passet og kameraet. Noget kan tyde på, at Ford er på vej ind i en ny ære – både design- og prestigemæssigt. Og så skal jeg høre din mening til sidst i indlægget.

Slut med kæmpelygter, hvis det står til Ford. Og det tegner godt. Forvent i øvrigt all in på elektronik.

For en gangs skyld var der god tid – lidt at spise i lufthavnen til de førstankomne, og dernæst videre i bus til en nedlagt fabrik af en slags, hvor pindemadder, frisk kaffe, juice og andre knapt så bilrelaterede herligheder ventede – det viste sig, at vi skulle have folk ind fra det meste af Europa, hvorfor ventetiden blev nydt med tørt og vådt.

Jeg sprang ind foran kameraet og fortæller herunder lidt om, hvad det hele handler om. Tak til Anders Berner for optagelse og klip.

Der mingles, surfes og spises.

Og nu skal jeg så ikke trække den længere. Verdensnyheden hedder Ford Evos. Og ja – der er en konceptbil, men konceptet, eller dele af det, ligger ikke fire år fremme i tiden, men nærmere fire måneder. I hvert fald i følge Ford-repræsentanterne. Og når nu vi er ved nyheder, så bliver der i øvrigt tale om et designskift hos Ford:

Således kan fremtiden se ud på fire hjul i følge Ford. Thumbs up herfra.

-Ford Evos Concept giver klar besked om hvor vi bevæger os hen. Vi vil designe biler, som ikke blot giver optimal køreglæde, men som også besidder stærk visuel appeal – biler, som er flotte at se på, lød det fra James Mays. I min verden lyder det attraktivt. Jeg har tidligere betragtet Ford som en bil, der er til den konservative M/K, der ikke vil skille sig voldsomt ud fra mængden. Genkendeligt, men lidt kedeligt. Men det skal altså være fortid.

Derudover har de knastørre analyser hos bilbiksen vist, at de sælger flere og flere biler i Titanium-klassen – altså de veludrustede (nok nærmere veludstyrede) modeller, hvor den får en på udstyrsfrakken. Skal jeg gætte på noget, så må det forholde sig således, at Ford kunne være på vej opad rang- og prestigestigen. De solgte modeller er frækkere og dyrere – en lille parallel kunne trækkes til urbranchen, hvor Omega for eksempel er begyndt at koste mere, og at de solgte ure koster mere end tidligere.

Ta' den Knight Rider...

Hos Ford har man gennem længere tid udviklet bilen verden over – og det har af og til ført forskelle variationer af samme model med sig. Det skal også være slut – det skal være mere strømlignet, men selvsagt uden at være kedeligt. Og væk med det overflødige i øvrigt. Team Ford slog tonen an flere områder – for eksempel lygterne. De har i dag fået en nærmest stylingagtig og stor rolle i en bils udtryk. Her skal vi – hos Ford og med Evos i særdeleshed – downsize. Lygter er til for at lyse op, og de skal ikke fylde mest muligt. Slut med at provokere – og i gang med at forføre, lyder det.

Med fire mågevingedøre, frække 2+2 sæder, vilde linjer og et fræk rat er de fysiske linjer da også lidt af et paradigmeskift – det kan jeg selv se med min sparsomme viden udi Fords design. Men der er mere at komme efter. Og det handler om teknik.

Dobbelt op på mågevinger - og atypisk kabineindretning.

Enhver bil med respekt for sig selv, har i dag en eller anden form for integration med ejerens smartphone. Den kan oplades, der kan streames og tales via Bluetooth og så fremdeles. Ford Evos bliver en rullende smartphone, og eksemplerne, der præsenteres fra scenen, tager nærmest pusten fra mig: Når alt spiller, kan det fungere således, at bilen er synkroniseret med din smartphone og “alt om dig”. Ford Evos is watching you. Er et kalender på jobbet rykket? Så vækker vækkeuret dig en time senere. Det ved Forden, og den planlægger trafikken herefter – for eksempel kan ruten arte sig anderledes, når du kører senere.

Hørte du netradio, inden du kørte? Fint. Det fortsætter i Evos, når du sætte i gang. Også selvom du slukkede bilen med en anden indstilling. Det handler om det famøse “Cloud” fænomen – du ved den der plads i cyberspace, hvor alle dine løjer ligger tilgængeligt for dine devices. Slut med overfyldte harddiscs og op i skyen med sagerne. Her vil Ford Evos også trække på dine relevante informationer, så kørsel og køretøj bliver din ven, der ved mere om dig, end din bedre halvdel gør.

Futuristisk og pivfræk indretning. Foto: Ford

Skal du køre lidt frisk til? Så tilpasser Evos sig – den slår din mobil på lydløs, fjerner overflødige detaljer i displayet og går i sport mode. Ligeledes kan vogntøjet gå i clean-mode, når du kører gennem forurenede områder. Og du kan spare tid, når motoren slår over på 100 % batteri – så har du nemlig forkørselsret i de særlige og kommende EV-vejbaner rundt om i verden. Festen er dog ikke slut – når en parkeringsplads for EV-biler bliver ledig i nærheden af din arbejdsplads, reserverer Evos selv pladsen, og guider dig på plads. Hjemme igen kan vognen oplades natten over – i øvrigt uden ledning, da den skal holde på en særlige opladerplade, hvis man altså ønsker det.

Det er nyt, det er godt gået, og det er fremtiden. Foto: Ford

Jeg tror ikke, at den fulde løsning er parat om fire måneder, og når sagerne er mulige, er det måske også tvivlsomt, hvor heftigt de vil blive anvendt i begyndelsen. Tag nu for eksempel de intelligente strømstyringer til huse – jeg kender flere, der har dem, men alligevel er løsningen sjældent udnyttet 100 %. Eller 50 %. Jeg kommer dog ikke udenom, at store nyheder og “mange muligheder” også er et spørgsmål om tilvænning. Og så er Evos utvivlsomt en nyhed – og et frisk pust ind i Ford-kabinerne verden over.

Afslutningsvis? Et par stemningsfulde “snaps” af pindemadder, hjemrejse og Onkel Berner.

Noget med laks - herlige hapsere efter Evos-præsentationen.

Onkel Berner - en knag og god ven, som er hyggelig at rejse med.

Rispapirsruller med friske grøntsager - serveret af en dame med slips.

Et skud fra flyvemaskinen - Berner trykkede på knappen.

Slutteligt vil jeg gerne høre om dit syn på sagen. Er det en lækker vogn, Ford har produceret? Hvordan ser du Ford som brand? Og er du tændt på de tekniske sager? Ud med sproget!

  • Chrisbean

    En rigtig fin bil, men når den først er N-cap godkendt og vejklar, så vil den nok mere ligne en ford focus med lidt smarte lygter og blå dioder… desværre

  • Anonym

    Jeg fornemmer, der godt kan være langt fra koncept til vejklar løsning, men krydser dog fingre for, at der bliver knapt så langt fra tanke til virkelighed. :)

  • Anders Damm

    Lyder spændende med oplysninger lagret i skyen – mere “intelligens” i hverdagen tak:)

  • Kasper Abildgaard

    Det bliver spændende at følge udviklingen indenfor den næste generation af biler. Jeg forventer store ting.
    Smuk bil – nok mest pga. inspirationen fra Aston Martin.

    Hvad er i øvrigt det for en fræk sag du har rundt om halsen i videoen, Nicolai?

  • Kasper Abildgaard

    Det bliver spændende at følge udviklingen indenfor den næste generation af biler. Jeg forventer store ting.
    Smuk bil – nok mest pga. inspirationen fra Aston Martin.

    Hvad er i øvrigt det for en fræk sag du har rundt om halsen i videoen, Nicolai?

  • Anonym

    Ja, jeg tror også, det bliver spændende at se, hvad der sker – generelt såvel som med Ford. Som jeg nævner, er der jo uanede muligheder, men hvorvidt de vil blive anvendt af brugerne, når de er eksisterende er næste spørgsmål.

    Det pivfrække halssmykke er en Bluetooth mikrofon. ;)

  • http://www.facebook.com/uffe.traerup Uffe Charles Trærup

    “Designerne fik en totalt suveræn idé. Så sendte de den videre til ingeniørerne, der sagde: ‘Nej, det kan vi ikke lave. Det er umuligt.’ Og så bliver det meget værre. Så sender de den videre til produktionsfolkene og de siger: ‘Det dér kan vi ikke bygge!’ Og så bliver det endnu værre.” -Steve Jobs om designprocessen i bilindustrien.
    Måske skal man hellere se på prototyper på samme måde som kollektionerne på catwalken – det er tendensen der præsenteres. Når det er sagt, håber jeg, det holder stik, at den færdige Evos kommer til at ligne sin prototype meget.
    Jeg synes, der er nogle helt klare designrelaterede ligheder med Ford Mustang ( http://mustang1.net/data/media/64/2010-New-Ford-Mustang.jpg ), hvilket ikke nødvendigvis er skidt, men jeg håber ikke Evos bliver en ‘hi-tech øko Mustang’, men derimod helt sin egen.

  • http://www.rosberg-interieur.dk Steffen

    Hvis den nogensinde bliver lavet, så taler vi om en udvandet udgave med et Mondeo logo bag på, om muligt på den næste udgave eller det kommende facelift, hvor et par mindre detaljer vil blive integreret.

    Cloud etc. er interessant, men næppe noget der for en til, at falde ned af stolen, da BMW, MB etc. allerede har noget lignende, (vw har lige vist deres UP der har mange af de samme features) det eneste problem med internet og biler er data roaming priserne, det skal løses før det bliver en succes og brugbart der hvor det er nødvendigt.

    Ford som brand siger mig intet, deres gamle Cosworths er det mest interessant de har lavet, men det var mest af alt pga. det der lå under hjelmen

  • Anonym

    Der bliver tale om en helt ny designlinje – generelt. Sådan forstod jeg det i hvert fald. Og det, synes jeg, er tiltrængt. Jeg har kørt deres heftige Ford Focus RS, og den kunne tage pusten fra de fleste. Et par Cosworth entusiaster var i øvrigt også med den daværende tur.

    Jeg ved ikke helt, hvem der kom først med “cloud”-tankegangen, men jeg tror nu heller ikke, at datastreaming og roaming bliver noget problem – så længe man holder sig indenfor landets grænser. En helt anden ting er, at der vel inden længe kommer noget flat fee på europæisk mobildata – 22 kroner for en megabyte i udlandet er jo direkte tåbeligt.

    Tak for input, Steffen.

  • Anonym

    Underholdende citat, Uffe! Med Fords nye strategi – én verden; én model, kunne jeg godt gå hen og tro, at mere vil blive muligt. Men igen – det er fremtiden, der må vise det. Den må dog meget gerne blive sin (nye) egen. Tak for input!

  • http://www.rosberg-interieur.dk Steffen

    Jeg mødte den nye c-max i dag og den har en del af de samme træk i fronten, så jeg holder stadig på, at det bliver den nye mondeo. :)

    22kr per mb er ingen ting det koster 100kr i brasilien, jeg er begyndt, at købe lokale sim kort på ebay med data forbindelse, så har man net over alt.

    De nye bmw’er kan købes med internet adgang, så man kan se hvor de nærmeste hotel / restaurant etc. er og hvilken karakter / stjerner det har, hvilket jo ikke er super relevant, hvis man er i sit lokal området, der hvor det kunne være super smart er når man står i tyskland kl. 18 og er sulten, så ved mindre man laver samme manøvre som jeg gør, så er man uden net eller også har man købt en meget dyr middag.

  • Thomas Knudsen

    Hej Nicolai
    Det du har set er en Ford i et OBH-design..
    Man tager fire hjul og så spæder man ellers op med lidt smart fra hist og pist. Lidt lån her og der. Fordelen ved denne designstrategi er, at man ender op med noget nutidigt, der har det hele! Som at står i et spejlkabinet i bilernes Ikea med et platinkort. Du virker rig og kan købe alt, og alligevel er det som om at virkeligheden er forsvundet og du er blevet bodysnatchet lige ind i dit værste mareridt. Du VED ikke om du eksisterer! For det er som om alt nærvær er forsvundet, for at overfladen skal overvirke og dupere fra alle sider. Som at spille pik til et pornoblad, hvor du i virkeligheden savnede en dejlig jydsk pige med ben i næsen, brød i ovnen og en lidt for stor røv. ;-)

    Jeg kunne have lyst til at nævne noget med Jaguar. Men så bliver det sku for langt :-)

  • Anonym

    Hej Knudsen! Tak for interessant feedback. Og humoristiske ord. Jeg tror ikke, der er tale om pynt/design/linjer af tom karakter – eller kopiering af andet. Inspiration? Sikkert. :) Jeg ser det således, at Ford forsøger at slå et slag for at rykke en klasse op, men ikke at løbe fra navn eller identitet. Jeg kender ikke de bagvedliggende tanker godt nok, men tager hatten af for, at de forsøger sig med noget nyt. Det er en Ford – og ikke en Jaguar eller lignende. Men en ny Ford(strategi).