Turen gik til Spanien – solkysten for at være mere præcis. Årsagen var en invitation til Marbella Masters – som tilskuer – og med i invitationen fulgte gode oplevelser såsom bespisning, hotelværelse og beach club. Læs med, og bliv klogere på det gode liv a la Puente Romano.
Efter et par dage i Puerto Banus, var det tid til at rykke kufferter og korpus fire kilometer væk. Omtrent. Hotellet og personale bød mere end flinkt imod os, og straks efter indtjekning og let udpakning samt ”Nej! Ih!” og ”Åh”-udbrud over det svært rummelige værelse gik turen til ”briefing” med pressechef Meghan.
En rundvisning blev det til – feat. historiefortælling. Puente Romano er nemlig søsterhotel til Marbella Club, og ”Romano” kom til i 1970’erne, da flere og flere ønskede at blive i længere perioder (to uger og derover), men også fordi solkysten trak flere og flere gæster til sig. Pladsen nærmede sig trang på Marbella Club, og således blev Puento Romano løsningen – i øvrigt med større værelser, stort tennisanlæg og et mere livligt fokus.
Marbella Club er ikke kedeligt – det er blot afslappende. Her ferierer folk i ro og mag, og man hilser nærmere på hinanden frem for at feste med hinanden. Omtrent således kan det beskrives, men der er naturligvis undtagelser, og det er på ingen måde forbudt at more sig på Marbella Club. Men på Puente Romano sker der lidt mere – og det er det signal, man gerne vil gøre lidt mere ved.
Derfor er tennisbegrebet Marbella Masters også blevet til. Og det giver mening – der er plads til 2.600 personer ved banerne, og Björn Borg trådte sine første tennis(træner)sko på Puente Romano for flere årtier siden. Og han skal spille. Lige straks.
Rundvisningen er klar. Notatblokken har fået tilføjet et par ”must sees” med nære relationer til hotellet. Blandt andet Suite del Mar, som er Puente Romanos hang out spot på stranden. Og om aftenen. Hyggeligt? I den grad. Og så er der i øvrigt udsigt til en middag på den italiensk-inspirerede restaurant, Roberto.
Men først – og lige inden tennis – et kvik bid mad på El Puente. En hyggelig lille snack-relateret (du kan også få en bøf) restaurant. Sulten har meldt sig voldsomt tidligt – det være sig klokken 19, så vi spiser nærmest alene. Forvent tidligst at gå til bords omkring klokken 21. Måske nok nærmere 22. Snup en sen frokost, så kompenserer du.
Lettere mæt, men svært tilfreds går turen til tennisanlægget. Björn Borg er klar. Svensken har dog lidt vanskeligheder med sin første modstander Ronald Agenor, og trods mine krydsede fingre, går det ikke, som jeg ønsker. Björn Borg taber dysten. Men jeg fik set ham.
Højt hævet over landjorden – i VIP-området – står Mansour Bahrami – han er god ven til Björn Borg, og han glæder sig ej heller over den manglende sejr til svensken. Men han er glad for ure – han bærer i hvert fald et grønligt Hublot om håndleddet. Marbella Masters er et fint tilløbsstykke – og det er ”kun” anden gang arrangementet finder sted. Jeg fornemmer, at folk er ”til det” – klapsalver og hujen høres på lang afstand de følgende aftener.
Det er ved at være over midnatstid. Sengen kalder, og der har været gæster på værelset, mens vi var ude – der er tæppet af på femstjernet maner, og hoteltøflerne står klar på et lille klæde lige ved sengen. Smukt.
Du kan i øvrigt læse mere om Puente Romanos historie her – og ja, de er med i gruppen The Leading Hotels of the World.