Facebook Pinterest YouTube

To retter og en flaske rosé Champagne på Nimb Brasserie

Vi var fem om bordet, og vi skulle ud, men inden da skulle der indtages mad – og middagen blev booket på NIMB Brasserie. Det er anden gang, jeg har spist der, og stedet skal i øvrigt ikke forveksles med NIMB Terrasse. Nå – jeg fløj på to retter, men inden vi nåede der til, blev der skålet i Champagne. Og inden Champagnen var der lige lidt vand og snacks – udover de medspisende snacks, hvis du forstår…

Og lige en velkomst-crispy sag at begynde på. Husker dog på ingen måde, hvad det var. Beklager.

Efter min smag og mening var Champagne for kølig, da den kom til bordet, hvilken tiden selvsagt rådede bod på, men alligevel lidt synd, når nu man vælger lidt ekstra godt at begynde på. Huset var André Clouet, og indholdet var en non vintage brut rose. Sidst jeg var på besøg i NIMB regi, stod den på Ruinart Rosé, og det valg havde jeg gerne byttet med. Det skal dog siges, at roséen udviklede sig til det væsentligt bedre, efterhånden som temperaturen faldt.

Et par gradere lunere næste gang, tak. Men ellers en fin oplevlese.

Den forbaskede brødkurv kom dog også til bordet – og forbasket skal tolkes positivt.

Brød er og bliver min svaghed, når jeg kommer til bords. Jeg spiser FOR meget af det, inden retterne kommer til bordet.

Min forret? Fisk. I form en syltet norsk laks tilsat en stegt jomfruhummerhale af flot størrelse, bisque af jomfruhummer, syrligt fiskeskind og dildpuré. Virkelig en lækker sag, der gav laksen nyt liv. Fiskeskindet? Interessant, men som sådan ikke noget, der virkelig går rent ind, eller som jeg vil bede om “ekstra af”, næste gang. Det fungerer ikke helt så godt som konceptet med grillet kyllingeskind.

Min forret med alt godt fra det salte hav.

Det var fristende at ryge på en bøf til hovedretten, men nej. Jeg valgte fisk igen, og denne gang blev det den delikate sandart – en rovfisk fra ferskvand, som smager fantastisk, men som ses knapt så ofte. I øvrigt en fisk jeg altid gerne selv har ønsket at fange, men uden succes. Tilbehøret var af den finere karakter og bød på æggeblommecremé, trompetsvamp (vi skulle i øvrigt videre til live-musik), en skumkombi af radise og spinat, men også knoldselleri. En farvepalette uden lige – og tilsat skind af kartoffel, som egentlig blot er en udhulet kartoffel. Tilgengæld langt mere vellykket og velsmagende i forhold til fiskeskindet fra forretten, men hvorfor man vælger at udhule kartoflen, er jeg ikke helt klar over. Den grønne skum var i øvrigt nærmere en creme, da den (heldigvis) var fri for bobler og langt mere fyldig. Skum har efter min mening haft sin storhedstid, så det passede mig ganske glimrende.

Og hovedretten fra ferskvand i form af sandart. Kulørt, men rodet på en smuk og charmerende måde - sådan lidt i stil med en ungmøs teenageværelse. Har jeg hørt.

Der var liv og glade dage i restauranten, og det var fyldt godt op. Det skaber altid en ekstra atmosfære, når der samtales i øst og vest samt til højre og venstre. Det gør det i øvrigt muligt at tale udæmpet uden at man bliver “overhørt”. Pinlige pauser var der ingen af, men jeg kan forestille mig, at sådanne er ekstra tydelige, når det er småt med medspisende gæster.

Det var unge folk i køkkenet, men for pokker hvor var de grundige og passionerede. Det trak dog lidt ud med hovedretten.

En af de medspisende røg i øvrigt på dampede østers og efterfølgende i den 7. smagshimmel – jeg tager hans tip for gode varer og prøver dem gerne næste gang.

Kan De lide østers? Disse er anbefalet af medspisende JR. Der er tale om østers, hvis du skulle være i tvivl.

Find mere info om NIMB Brasserie her.

  • http://madogvin.wordpress.com Anders

    Det ser lækkert og smagsfuldt ud, jeg må snart den vej igen.

  • http://www.facebook.com/profile.php?id=766578555 Jesper Stenderup

    Apropos østers, så tillad mig at minde om at det er OysterTrophyWeek i dagene fra d. 14. til 22. oktober. Yderligere oplysningen kan hentes her: http://www.oysterweek.dk/
    Mon ikke vi ses med et godt glas og en skal i hånden ;)

  • http://www.facebook.com/peter.heydenreich Peter G. Heydenreich

    Åh…Østers…Sex i en fræk, lille a-skål!

  • http://www.facebook.com/peter.heydenreich Peter G. Heydenreich

    PS.: Det var så i aften at vi kom til at drikke den der Laurent Rosé osv. som en art hyldest til den forestående efterårsferie…Det er sgu’ hårdt!

  • Anonym

    Det lød rigtig godt, Heydenreich! Og håber de lyserøde bobler smagte jer. :)

  • Anonym

    Lyder som en god plan! :)