Skovshoved Hotel – en onsdag aften med winemakers dinner

Længe leve det gode liv – og de gode mennesker. Indlægget i dag beviser, at en jævn onsdag kan peppes op til noget ganske særligt, hvis bare man finder de rette tiltag. Jeg havde fornøjelsen af at blive inviteret af Qvistgaard Exclusive, som holder events af lignende karakter fra tid til anden. Og hvis du troede, at reservatet var dødt en onsdag, så tro om igen, for Skovshoved Hotel emmede af det gode liv…

Kom indenfor!

Fra Skovshoved Hotel gik turen til Østrig – det var nemlig således, at de vine, vi skulle smage, var fra dette herlige land. Vingården? Den hedder Weingut Ebner-Ebenauer, og de fremmødte havde fornøjelsen af at høre historien fra winemakerens egen mund – på pletten var nemlig Marion Ebner, som er gift med Manfred Ebenauer, og hans farfar grundlagde for mange år siden Weingut Ebenauer, som i dag – efter et  generationsskifte eller to – hedder Ebner-Ebenauer.

Højt fra træets grønne top, hænger der en prop...

Nå – julen står for døren, og det gjorde den også på Skovshoved Hotel. Der var pyntet op med gran, levende lys og den der stemning, som jeg holder så meget af, og det hele blev da kun bedre, da første blev bragt frem: Laksetatar på en hvid krumme og en østers på rugbrød – kaldt det bare brødets yin-yang, men begge dele smagte mig. Så vel, at brættet måtte besøges flere gange. Favoritten var dog laksen – i min verden bør en østers helst komme fra sin egen skal. I glasset en Riesling anno 2008. Fra Ebner-Ebenauer naturligvis.

Velkomstplanken.

Vi tysses på. Der er nemlig slået i glasset, og den søde Marion rejser sig. Hun fortæller – med en let vintersnue, som muligvis skyldes, at høsten netop er kommet i hus – at huset i øvrigt kan prale af en top ti placering i Østrig (for husets vine), og at nogle af deres vinstokke har seks mester lange rødder. Men nu skal vi i øvrigt til bords.

Der går ikke lang tid, før mine gode venner i form af stegte kammuslinger, kommer til bordet. Med på slæb har de blandt andet syltet tomat, skovsyre og æbler i tekstur. Vi bliver i øvrigt gjort opmærksomme på, at man har tilpasset menuen over flere omgange i køkkenet – noget er røget ud. Andet er ikke – men den sidder lige i skabet, lyder det. Og det er ikke forkert. Man lover ikke noget, man ikke kan holde, konstaterer jeg løbende. I glasset til “kammersjukkerne” får vi en hvid 2009’er på Grüner Veltliner, som dog overgås af første glas, hvis du spørger mig.

Kammuslingerne.

Vi skal til tredje ret, og i takt med at tallerkenerne bæres ud, stiger humøret – ikke kun hos undertegnede, men også hos de andre medspisende til winemakers eventen. Og i særdeleshed i restauranten, som ligger lige bag os. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har oplevet så herlig en onsdags-atmosfære, men hvis det er sådan, det som oftest foregår på hotellet, så ser jeg ingen grund til at afholde mig fra at besøge stedet igen snarest.

"And then I grabbed him by the..."

Nummer tre består af glaseret svinekæbe, som overgår næste ret (beklager, at det blev afsløret nu). Og grisen er serveret med blandt andet brombær og stilken fra bredbladet persille – selve persillen spillede ikke optimalt med grisen, lød det fra køkkenet, og om de har ret i dette ved jeg af gode grunde ikke, men stilken gav et interessant modspil til kæben. Interessant som i velsmagende. I glasset er det fru Marions (winemakeren) husbonds favoritvin og vistnok også drue. Vi får en St Laurent 2008, som ganske kort fortalt byder på kirsebær i snuden – og den er ikke fattig på tanniner.

Svinet har tabt sin kæbe.

Videre i tekst og menu til ret nummer fire, som består af braiseret kalvebryst med syltede skovsvampe (blandt andet bøgehatte), rødbeder og en glace på sorte oliven. Min formodning om, at en omgang braiseret kalv vil være en tung spise bliver på ingen måde bragt til skamme. Vi nyder en blanding af Cabernet Sauvignon og Merlot anno 2007, og den skulle efter sigende være mindre powerfull end tyve nul seks. Vinen er lettere end den foregående, og er nærmest tanninfri. Egentlig et godt modspil til en ganske tungtliggende fjerderet.

Kalvebryst.

Ost skal der til og i dette tilfælde foreskriver menuen en luftig mon d’or, som gør sig til med blandt andet syltet hyben og salt i rigelig mængder. Traminer anno 2008 ledsager osten, og den er nærmest klar som vand, og dufter af ananas. Den er sød, og Marions mand synes, den er for sød. Vinen modnes i ståltanke, og der produceres 800 flasker årligt.

Mont d'or

Udestuen, som man meget frækt kan kalde vores omgivelser, er varmet op – både af de medspisendes kroppe, men også af det høje humør og de obligatoriske stearinlys. Vi er noget til menuens sidste indslag, som omhandler “Hvid chokolade, abrikos og mandelolie sorbet”. Dertil den mystiske 2009 Welchriesling, som er husets Eiswein. Og kan du lidt det sødt, så skal du slå til nu.

Hvid chokolade med et og andet.

Og bed du mærke i ordet mystisk, så er det fordi, at vinen skal høstes på helt særlige vilkår. Der rundringes gerne midt om natten til de medhjælpende drueplukkere, da druerne skal høstes, når der er fået frost i dem – og druerne presses sammenmed iskrystallerne. Denne proces er kun en lille del af fremstillingen, og før “noget” må kategoriseres som Eiswein skal en række strenge krav overholdes. Af selv samme grund findes der også et “vinpolitikorps”, som håndhæver lovene herom.

Teamet hyldes.

Vi har spist godt, drukket mindst lige så godt, og det er tid til kaffe og petit fours. Dem tager i de tilstødende lokaler, hvor vi sætter os i det bløde, mingler, griner, skåler og taler om et og andet. Det har været en god aften. En onsdag endda – og vel at mærke med vanlig agenda dagen derpå.

Petit fours deluxe.

Tak til Qvistgaard-Exclusive, Skovshoved Hotel, Hans Christian, Clément Vin, ejerparret, køkkenet, damen i den hvide pels samt gemal, Hr. Guldager med frue og andre involverede parter.

Atmosfærefyldt bord.

Synes du ovenstående lyder alle tiders? Så kan du kigge forbi Qvistgaard-Exclusive.dk, hvor du kan holde dig orienteret om lignende tiltag.