Home Gæstebloggere En mand og hans passion for ældre biler taler ud

En mand og hans passion for ældre biler taler ud

by Nicolai Klingenberg

Jeg sætter stor pris på folk, der har en passion – og som elsker at gøre sig selv og andre klogere på deres område. Claus Ebberfelds hjerte banker blandt andet for ældre biler, og hans passion kan blandt andet opleves i hans garage, men også på hans hjemmeside MotorRetro.com og hans nye webshop er omdrejningspunktet ældre biler. Jeg har bedt Claus om at gøre os klogere på hans passion – og det er alt andet end kedelig læsning. Tag godt imod Hr. Ebberfeld.

Claus med hans og kammeraten Mortens uhyre sjældne Fiat 1500 Vignale Coupé...

Claus – du står bag sitet MotorRetro.com, som blandt andet omhandler nostalgi udi gamle biler. Hvad er det, ved de ældre biler, der begejstrer dig?
– Uh, det er svært at svare kort på, for det er meget forskelligt – nogle gange er det den rene og skære æstetik i karosserilinier, interiørmaterialer eller i den bare teknik, andre gange er det en historisk sammenhæng fra racerbanerne eller i almenkulturen, fra eventyr med udgang i både succes eller fiasko. Som oftest ER det dog selve designet, der har den mest langtidsholdbare effekt i min bevidsthed.

Mine helt store favoritter har det hele på én gang, men der er mange nuancer af min glæde ved biler. Og ved mine læseres, og det er i det hele taget noget, vi bruger mange ord på at drøfte på Motorretro.com. Det er også sket mere end én gang, at jeg er blevet begejstret via andres begejstring, for mine læsere er utroligt flittige til at give udtryk for deres egen holdning og historie.

...og samme man bag rattet af samme bil i en stemningsfuld køretur. Vignalen var én af de biler, der havde det hele. Nu er den solgt til Pennsylvania.

Var det kun bilerne, der var bedre i gamle dage….?
– Det var de ikke! Men de mest spændende af dem var i meget højere grad end i dag udtryk for nogle få konstruktørers og designeres tanker om, hvordan en bil skulle skrues sammen, og derfor var der langt større forskel på bilerne, hvilket er noget af det, som jeg elsker ved dem. Men nu du spørger: Jeg synes faktisk, at mange ting var bedre i ”gamle dage” – jeg kan for eksempel næsten ikke forlige mig med den korte levetid, der i dag er designet ind i mange produkter.

En af de bedst byggede biler Claus har haft: En 1974 BMW 2002 Touring.

Formår du selv at skrue på de gamle biler?
– Jeg har lært noget siden jeg købte min første klassiker i 1993, ja – men jeg gør det mest af nød, for jeg er i virkeligheden ikke en særlig praktisk type. Ofte er min overvejende følelse efter en reparation overraskelse – over at det virker! Men jeg har været igennem nogle monumentale motorreparationer efterhånden, og da maskineriet så spillede igen, så blev jeg da vældig stolt. Og havde en langt bedre forståelse af udtrykket ”han er krumtappen i forsvaret” og den slags ordspil…

Det her kan ikke længere afskrække funktionærhænderne. Spitfiren er en racerbil, og topstykket har været af mange gange.

Er det kun biler af ældre dato, dit hjerte banker for, eller gælder det også ure?
– Nu er jeg jo ret konservativ (mildt sagt, se lige mine sko!), og har haft det samme ur i 21 år: Et Heuer Carrera, som jeg plejede at beskrive som ”den eneste luksusting jeg ejer”. Men jeg er stadig glad for det ur, nyder det hver eneste dag, og synes det passer så godt til alt det, jeg synes om og står for: Form, funktion, historie og kvalitet går op i en højere enhed. Og undervejs er jeg i øvrigt holdt op med at betragte det som en luksusting: Jeg synes bare det er et superlækkert ur. Der er mange andre, jeg godt kan lide, men faktisk ikke i den grad at jeg drømmer om at skifte eller supplere. Skulle det alligevel ske, så ville det blive et originalt gammelt ur, tror jeg.

Hvad byder din garage på i øjeblikket?
– En 1971 Lancia Fulvia, en 1963 Triumph Spitfire til historisk banerace og en 1969 Triumph 2.5PI. De to førstnævnte ejer jeg sammen med gode kammerater – jeg holder meget af delebiler! Og den første og den sidste er til salg…

Claus og Morten delte efter den fine Fiat en ligesåfin Lancia Fulvia – til salg for 75.000 kroner

Du har netop sagt farvel til din Fiat 132 med automatgear – en bil, du beskrev som lyddød. Mangler vi generelt tyk velour og tommetykke tæpper i dagens biler?
– Ja, for pokker. Og træ, masser af træ! Nu var Fiat’en fra 1976, og dermed i den nye ende af spektret (for mig), men jeg synes netop interiøret er mange klassiske bilers største force frem for moderne: Træ, læder og rigtigt metal – jamen, det giver mig uendelig glæde på de lange ture at sidde og nyde den slags. Og det ER jo det man ser, når man sidder bag rattet. Og så har jeg en aversion mod nye bilers syntetiske blink-relæ-lyde: Giv mig en velour- og tæppedæmpet lyd af den ægte vare til hver en tid! Fiat’ens lydmiljø var pragtfuldt og indbød virkelig til eftertænksomme stunder bag rattet – eller en vokalindspilning, hvilket jeg ofte overvejede at tilbyde musikere.

Langhårede måtter og bløde sæder og farver i bedste halvfjerdserstil, det kan han også lide: Her fra den omtalte Fiat.

Hvilken bil skal erstatte132’eren?
– Den er allerede fundet, for det gjorde min Triumph 2.5PI: Også en firedørs bil, og trods dens engelske afstemning iklædt italienske Michelottilinier. Men med seks cylindre, læder og mere træ. Og seks cylindre slår altid fire, sådan er det jo. Men faktisk er Triumph’en til salg igen, for det er en bil, jeg har ejet før: Fra 2004 til 2009 var den min førstevogn, og det er den suverænt mest anvendelige klassiker jeg har haft. De sidste par år har jeg bare haft en umættelig trang til at prøve noget nyt, og jeg købte kun Triumph’en tilbage for at hjælpe en emigrerende kammerat. Jeg vil dog gerne noget andet – så kontakt mig endelig, nogen: 30.000 for en sekscylindret, fempersoners familieklassiker, der netop er renoveret for 28.000 kroner – tåbeligt regnestykke, men til købers fordel!

Og her den omtalte Triumph: 1969-model, kun 6500 bygget, i dag måske kun to kørende i Danmark. Og den er også til salg...

Og hvis der var frit valg på alle hylder?
– Ganske enkelt: Maserati A6G 2000 Zagato fra 1956. Hvis der var lidt mindre frit valg, så en De Tomaso Mangusta.

Hvilken bil har du sagt farvel til, som du savner mest?
– Åh, jeg er blevet god til ikke at savne biler, som jeg har sagt farvel til. Men min Morris Mini var jeg rigtigt glad for. For det første var den i virkelig fin stand, og for det andet er modellen om noget beviset på, at der findes klassiske biler til enhver person, pengepung og behov. Den originale Mini er en pragtfuld bil, som alle burde unde sig selv at prøve.

Og Minien har den største motor!

Hvilken kombination af bil samt ikonisk mand, ser du som den mest gennemførte?
– Her er jeg nok nødt til at pege på en kliché: Sean Connery og Aston Martin DB5 er et match lavet i himmelen. Uden den forbindelse ville Aston Martin formentligt være døde for længe siden. Men der er andre gode kandidater og indenfor racerbiler er Gilles Villeneuves tætte forbindelse til og død for Ferrari en hårrejsende smuk historie.

Du har for nylig lanceret en webshop – hvad kan vi finde i denne nu og på længere sigt?
– Ja, egentligt bloggede jeg jo bare – men så fandt jeg et par produkter, som jeg syntes supplerede bloggeriet på MotorRetro.com perfekt, og dem sælger jeg så fra webshoppen Retrotal.com. Her finder man chokolade, der er udformet som rustent værktøj – i en grad af håndlavet italiensk perfektion, så man tror det er den ægte vare. Til det syntes jeg så verdens bedste rustbeskyttelse (ægte, til indvortes brug i biler…) måtte være det perfekte supplement, og fik derfor forhandlingen på det tyske Mike Sander-fedt. Det udbyggede jeg derefter med bilplejemidler fra engelske Bilt-Hamber laboratories, og Retrotal.com har dermed to serier produkter, der sikrer klassikerne et langt og smukt liv.

Sebring 1957, Stirling Moss og Juan Manuel Fangio – begge i Suixtil.

”¨”¨Sidste skud på stammen er det lækre tøj fra Suixtil – det argentinske mærke, som den femdobbelte verdensmester Fangio gjorde berømt, da han indtog de europæiske racerbaner i halvtredserne. Suixtil bliver i dag produceret igen, helt efter de originale principper og designs – det bliver ikke mere autentisk eller funktionelt. ”¨”¨Nåja, og så vil jeg løbende forsøge at finde andre produkter, som jeg synes passer i universet på MotorRetro.com – og det lykkedes for nyligt med verdens mest retro iPhone-case, Gizmon. Den forvandler en iPhone 4 til noget der grangiveligt ligner et gammelt Leica! Så vidt jeg kan se er jeg først i Europa med den lille frækkert, og jeg er da spændt på reaktionerne. Og det næste der kommer i shoppen bliver helt ekstremt ekslusivt og dyrt: SÅ kan den ikke komme til at sprede sig mere. Men fællestemaet vil altid være Motor og/eller Retro.

Verdens mest retro iPhone-case, Gizmon – først i Europa via Retrotal.com

Og når nu vi er ved produkterne, hvad har du så altid med i bilen?
– En telefon, et kamera, en lommelygte og en lille værktøjskasse. Det er uhyre sjældent, at jeg har haft brug for det sidste, vil jeg lige sige – men jeg er bange for, at hvis jeg lader den ligge hjemme, så får jeg brug for den. Når det sker, så er det i øvrigt altid mørkt! Og afhængigt af bilens stil og årgang: Kørehandsker.

Slutteligt – hvad skal enhver mand vide om gamle biler?
– Rygterne om hvor dyrt og besværligt det er at have gamle biler er stærkt overdrevet. Man skal bare sørge for at købe en ordentlig bil fra starten af, så er det nydelse fra dag ét. Derefter ind i en passende klub eller andet fællesskab (jeg kunne jo nævne MotorRetro.com…), så man har nogle at dele fornøjelserne og de lave driftsomkostninger med. Og så ellers sørge for at få bilen brugt, som den er bygget til – hvilket der aldrig har været bedre muligheder for end i dag.

Til Claes Falkentofts (tidligere nævnt på My-Pleasure) uformelle fællestræf på Herlevgaard lidt udenfor København var Claus (til højre) overdommer, og overrakte præmien til en dybt bukkende signore Vincenzo. Træffet er en af de mange muligheder for at nyde sin klassiske bil: I år finder det sted lørdag den 2. juni, og alle med klassiske biler er velkomne.

Læg vejen forbi MotorRetro.com på linket her – og de indkøbslystne finder herlige produkter på Retrotal.com her.

Har du en passion? Og vil du gerne dele den? Så send et par ord på nk@my-pleasure.dk

You may also like

6 comments

Johnhollaender 12. marts 2012 - 18:22

Dejligt at hører om din pasion for biler. Godt der er typer som dig, ellers blev det sgu lidt kedeligt.

Reply
Kristian Jørgensen 12. marts 2012 - 22:35

Fint indlæg om en passion jeg beundrer, uden dog selv helt at have samme. Ikke desto mindre kan jeg godt savle lidt over Lancia Fulvia’en, som endda koster mindre end jeg troede sådan en ville koste. Et reelt/billigere alternativ til en Alfa 105? (ikke at jeg forventer du selv kan svare på det, Klingenberg)

Reply
Anonym 13. marts 2012 - 19:55

Priser, køreegenskaber med mere på de to “gamle” kender jeg ikke – men ved en hurtig google søgning synes jeg at ane, at Alfaen er noget mere sporty i sit udtryk? Andre gode coupéer modtages med kyshånd og kørehandske.

Reply
Dennis Kayser 8. november 2013 - 10:38

Retrotal.com findes ikke?

Reply
nicolaiklingenberg 8. november 2013 - 11:23

Prøv http://www.viaretro.com, Dennis. 🙂

Reply
Dennis Kayser 8. november 2013 - 11:24

Yep, den virker. Tak!

Reply

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk