Facebook Pinterest YouTube

På besøg hos Laurent-Perrier

Efterhånden som champagne passionen er vokset, og talrige flasker er blevet nydt, har jeg haft en stigende lyst til at besøge Champagne – Elvis fans har det sikkert på samme måde med Graceland, men dem om det. Jeg drog nemlig mod syd og endte hos Laurent-Perrier. Kom med i kælderen, til en smagning og se et par historiske fotos.

Omend produktionen måske ikke er så romantisk, så fejler omgivelserne ikke noget... Kom med indenfor!

Solen smilede fra de en absolut skyfri himmel, da vi rullede ind på Laurent-Perriers matrikel – her var alt tilsyneladende som det plejer at være. Og plejer kan i dette tilfælde dateres tilbage til 1812, hvor Laurent-Perrier rykkede ind i bygningen. Her er i øvrigt mere under jorden end over jorden – og selvom man har holdt til på adressen i 200 år, er der sket meget siden da.

Laurent-Perrier anno gamle dage

Inden vi går under jorden og til smagning, får du et “skud” af en af de nyligere og større udskrivninger, som Laurent-Perrier har begået – slottet herunder blev nemlig købt for 20 år siden, og stedet bruges til fornemme middage, hvor Laurent-Perrier er vært, eller hvor velbeslåede gæster lejer stedet og den tilknyttede kok til et privat arrangement. Slottet var tidligere ejet af en velhaver fra Tjekkiet, der – grundet sin begejstring for ørkenland – havde indrettet sig med flere tons sand på slottets 2. sal. Der var også opslået et telt i sandet, som blev brugt til ophold og sikkert også festligere lejligheder med og uden kameler.

Nu uden sand - men med flyvsk fugl til gengæld...

En let rundvisning i “produktionen” foregik i en let duft af æbler og andre hvide frugter – råvarerne lader sig ikke fornægte, og selvom der sikkert er langt fra, hvordan man gjorde dengang, man pressede druerne med store manuelle maskiner, så er der stadig en særlig atmosfære, når man trasker rundt blandt de enorme tanke og kar, hvor vinene blandes og opbevares, inden de ryger på flasker og i kælderen.

Vist nok fra 1960'erne - men jeg husker det ikke helt tydeligt...

Sådan et anlæg kunne jeg godt tænke mig i min egen kælder...

Det meste foregår som nævnt mere eller mindre pr. automatik, men der er stadig elementer, som foregår med håndkraft – og en sådan opgave finder vi kælderen, hvor endeløse rækker af pupitre står med flasker i. Her drejes flaskerne en kvart omgang med dages mellemrum, og et lille hvidt mærke i bunden af flasken indikerer, i hvilken retning, der skal drejes næste gang. Kunne det gøres via en maskine? Ja, sikkert, og det bliver måske også realiteten en dag, men i dag gøres det altså med håndkraft, og de ansvarlige drejer uden problemer op til 50.000 flasker på en dag.

Volia - en pupitre. Du kan lige ane det hvide mærke i bunden...

Mens temperaturen kan svinge med over 20 grader over jorden, så er temperaturen konstant i kælderen. Der kan være udsving i luftfugtighed, men det er sådan set det – og sådan har det været i flere hundrede år. Vi er måske lidt over 10 meter under jorden, og flere steder skinner lyset ned fra oven, hvor en åben rist lader lidt sollys trænge ned i kældergangene, der strækker sig over cirka 12 kilometer. De 12 kilometer huser omtrent 30 millioner flasker Champagne, og der bliver lejlighed til at se flere ældgamle flasker, som dog står uden etiket, men til gengæld med diverse naturlige gevækster på flasken.

Lad os komme i kælderen.

Hvis det her ikke er stemningsfyldt, så ved jeg ikke, hvad det er (og jo, jeg ved godt, det er en kælder).

Kig fra kælder til himmel.

Vi skal dog ikke kun se – vi skal også smage. Fra de mørke kældre går turen nu til de øvre gemakker, hvor en stue danner rammen om en smagning…
Indrømmet – jeg har smagt alle varianter før. Men ikke på samme tid – og ikke så friske og nyligt degorgerede som disse (degorgeringsbegrebet er foklaret længere nede). I blødt møblement og med solen tittende ind gennem de delvist åbne og sprossede døre føles dagen endnu bedre. At jeg oven i købet er på arbejde, gør kun hele oplevelsen endnu bedre – og nej, det er bestemt ikke for at skryde eller være høj i hatten.

Fornem service i "stuen".

Med et lille suk forlader proppen den første flaske, der er en Ultra Brut – og jeg kan lige så godt nævne denne første flaske som min foretrukne. På trods af vi taler zero dosage – altså nul gram til sat sukker – er den ikke ubehagelig syrlig. Syren er til stede – bevares – men den er frisk og kan sammenlignes med (nu går der klichépoesi i den) en majdag, hvor alt er lysegrønt, luften varm, fuglene kåde og kvidrende, og hvor de blege vinterben er begyndt at tage sig væsentligt bedre ud. Det er i øvrigt særligt Japan og Frankrig, der holder af champagne, og Laurent-Perrier har en markedsandel på cirka 10 %. Champagnen er i øvrigt fri for Pinot Meunier druen og består af 55 % Chardonnay og 45 % Pinot Noir. Min tidligere begejstring for Rosé er stadig eksisterende, men må ses overhalet af Ultra Brut for nuværende. Det skal naturligvis nævnes, at den friske smag hænger sammen med den nylige degorgering (3. kvartal 2011). Årlig produktion? Små 150.00 flasker – og selvom vi taler non-vintage, er prisen højere end en vintage 2002.

Efterfølgende poppes en Vintage 1996, en vanlig non vintage brut og dernæst Grand Siecle, som skænkes af dertilhørende formstøbt flaskeholder, der lige gør det hele en anelse mere dekadent. Og det er ikke et tilfælde – Grand Siecle er synonym for 1700-tallet, hvor Louis den 16. sad på tronen i takt med gastronomien blomstrede i det franske. Han blev også kaldt solens konge (lod jeg mig fortælle), hvor der findes et sol-ikon på flasken. I øvrigt var Grand Siecle Simon Spies foretrukne Champagne, og der produceres årligt 300.000 flasker. Grand Siecle byder på let syre i næsen, men langt sødere smag. Vi nærmer os lidt honning – og Grand Siecle fremstår som den absolut blødeste og mest “smooth” champagne.

Jeg var faktisk så heldig at blive begavet med en flaske Grand Siecle og tilhørende holder. Hodleren har et særligt navn, men jeg kan simpelthen ikke huske det.

Næste boblende billede er Laurent-Perrier Rosé – en champagne, der for første gang kom til verden i Laurent-Perriers sortiment i 1968. Farven fås via “skin contact” fra druerne og ikke på vanligvis, hvor man kan blande rød vin i den klare. Og vi taler i øvrigt om et 100 % Pinot Noir produkt. Rosé er Laurent-Perriers lille ego – man får kun druerne fra egne marker, og i modsætning til 95 % af al rosé champagne taler vi ikke om et blandingsprodukt hos Laurent-Perrier. Det giver selvsagt også en mere atypisk smag, som man kan vælge at holde af eller ikke holde af. Den er sin helt egen – og produktionen foregår i øvrigt i andre bygninger, som Laurent-Perrier har erhvervet sig for nylig.

Godt i gang...

Sidste smagning er dagens mest limiterede produktion. Alexandra Rosé kom til kældrene for første gang i 1982 og blev “releaset” til et Laurent-Perrier familierelateret bryllup i 1987. Når man beslutter sig for at kaste sig over en Alexandra Rosé, er der altid tale om en årgang, og disse ligger typisk på 20.-30.000 flasker. Vi bliver budt på en 1998′er, og inden den smages, kommer vi lige forbi et lyddesign – flasken har en længere og smallere hals end de vanlige flasker, og det giver en helt særlig lyd. I modsætning til den vanlige rosé, er der i dette tilfælde tale om en blanding af 80 % Pinot Noir og 20 % Chardonnay. Tænker du: Ah, den må være mere frisk, så er det ikke helt korrekt. Den har mere karakter og kant og fremstår lidt mere krydret, og forklaringen hertil gives i, at der er tale om en vintage. Nuvel – farven skal også nævnes. Den er knap så rød som en Laurent-Perrier Rosé – nærmere kobberfarvet – men det sjældne møde var en skøn oplevelse af de mere sjældne.

Le entourage - pardon my French, hvis det hedder la entourage.

Bonusinfo:
En champagneprop har en ensartet form, inden den bliver varmet op og fugtet, så den med maskinel – og stor – kraft presses i flasken. Og har du undret dig over de tal, der står på korken? Så kan du glæde dig over, at få koden så godt som løst i dette indlæg. Den klassiske prop “mokkes” i øvrigt i flaske halsen efter degorgeringen – degorgering vil sige, at man nedfryser det yderste af flaskens hals, hvor der sidder en vanlig kapsel på, og dernæst fjerner det yderste i halsen, som indeholder gærrester og smuds, som har fundet vej ned til halsen, da flaskerne stod – og blev drejet rundt – i de store pupitre. Datoen for degorgeringen kan stå på nogle flasker, men hos Laurent-Perrier er den trykt på proppen. På proppen herunder kan man aflæse, at degorgeringen er fundet sted i det første kvartal (A) i år 2012 (21 – skal læses bagfra). Som tommelfingerregel kan man sige, at jo senere en flaske Champagne fra en given produktion er degorgeret, jo mere frisk vil den smage – når korkproppen er monteret, begynder Champagnen nemlig at udvikle sig hurtigt. Et eksempel på en senere degorgering kender vi fx fra Dom Pérignon, som har deres vanlige 1996′er og deres Oenothèque 1996 – her er sidstnævnte degorgeret væsentligt senere.

Rå-kork med "hemmelig" kode for degorgering.

 

  • Mike

    Lækkert indslag om super lækkert champagne, gad godt der ned en lille tur :)
    Har dog et spørgsmål og en oplysning, hvordan kan det være de ikke kalder deres tørreste champagne brut Nature, som den rigtige betegnelse for champagne uden rest sukker :)

    Det andet jeg vil nævne er, “rose” vin der ikke er blandet, med der imod lavet på samme vis som rødvin hedder pink champagne :) ..

    Hvis du mangler selvskab når din Grand Siecle skal drikkes ringer du bare :) ..

    Venligst
    Mike stage

  • Anonym

    Tak for ordene, Mike! Jeg mener nu, at der ikke er noget, der er mere rigtigt end andet, når det kommer til brut nature, zero dosage eller ultra brut. Det betyder det samme, så det er vist blot for ikke at “hedde det samme som de andre”.

    Jeg forstår ikke helt nummer to ting med “rose” – Laurent-Perriers Rosé består af en drue og ej en blanding, og den hedder Laurent-Perrier Rosé. Og ikke noget med pink? :)

    Og jeg holder telefonen åben! :) Jeg grubler med tanken om at lave et eller andet bring a bottle arrangement…

    God aften!

  • http://www.facebook.com/profile.php?id=759588900 Jan Hartmann

    Der er 2 metoder til at lave “pink” eller rosé champagne, “blended” og “macerated”, hvor der henholdsvis ved “blended” er blandet lidt lokalt rødvin i, og ved “macerated” hvor vinen har haft kontakt med druens skin i nogle få timer for at give den farve. En god forklaring kan læses på: http://www.francis-boulard.com/en/champagne-rose-saignee.htm

  • Anonym

    Fornemt! :)

  • Arnaud Longuent

    top article, thanks Nicolai! Come back again when you want! Cheers. Arnaud

  • Anonym

    My pleasure so to say – and thanks again, Arnaud. Looking forward to hearing from you!

  • Mike

    præcis som du siger Jan. Macerated er pink champagne. Pink champagne er når druen får sin farve fordi den fermentere sammen med skindet og derfor kun opnår en meget sart pink farve, Rosé champagne er når vinen er blandet af rød og hvid ;) ..

    Glæder mig til at høre om din lille leg med Bring a bottle :) ..