Facebook Pinterest YouTube

Se, hvad jeg så – et komplet Rolex GMT Master ref. 1675 fra 1970′erne

Under en opgave blev jeg præsenteret for et interessant syn – ikke bare et vintageur, men et komplet et af slagsen. Jeg kan nemt blive begejstret ved at sidde med “the full monty”, og derfor skulle denne oplevelse selvsagt foreviges i dagens skrivelse.

I dag handler det om et ur - og lidt historie. Men ikke som "det plejer".

Den heldige ejer fortalte mig, at han købte uret, da han skulle på en længere udenlandsrejse i begyndelsen af 1970′erne – det faktum stemmer selvsagt med overens med købsdatoen, hvor Klarlund har stemplet papirerne den 11. august 1973. Fire dage senere – den 15. august – ophører det amerikanske bombardement af Cambodia, og 12 år med krig er overstået. Sammenhængen? Ingen overhovedet, men jeg kunne ikke lade være med at lave en lille smule research på købsmåneden – skal det være søgt, så kan man pege på, at der sikkert blev smidt bomber fra amerikanske fly i den førnævnte krig, og GMT-modellen blev i sin tid udviklet til piloter. For mit vedkommende synes jeg blot, det er underholdende at finde milepæle i historien, der kan spores til en dato for en helt anden begivenhed, såsom et bryllup, en fødsel eller i dette tilfælde et urkøb.

Det komplette sæt - boksen kan lige anes i toppen af fotoet.

Det fremviste ur har referencenummer 1675, og den reference blev taget i brug hos Rolex første gang i 1960, og man stoppede først i 1979, har jeg ladet mig fortælle. Uret er bærer charmerende præg af daglig brug, hvilket blandt andet kan ses på det letridsede akrylglas.

En let rens - men ikke polering - vil sikkert give den sidste prik over i'et.

Udenfor fotoet findes desuden den originale boks – sættet er med andre ord komplet, og selvom uret skal have et lille service, var det en herlig synsoplevelse. Lad historien være et vidne om, at det i den grad kan svare sig at gemme alt, hvad der følger med uret, når du køber nyt. Køber du brugt? Så skal du forvente at betale væsentligt mere for uret, når det er komplet – de penge skulle dog være givet godt ud, hvis du spørger mig.

Er du sulten efter mere Rolex GMT ref. 1675 info? Så fandt jeg denne video til dig.

  • http://gag.dk/ Christopher

    Lækkert lækkert ud ;) Det stråler bare klasse og succes.

    Hvilket ur går du med?

  • Anonym

    Jeg er så heldig at have lidt forskelligt at skifte i mellem – blandt andet Rolex. Og du? :)

  • Christensen Viborg

    Rigtig flot ur, men historien bag er dog det bedste. Jeg regner ikke med, at han tænker på at sælge det? – tænk at have købt et ur i starten af 70′erne, og så stadig eje det…..

  • Anonym

    Tak for ordene – salg er en mulighed, lod han mig fortælle. Personligt tror jeg ikke, at jeg ville kunne nænne det. Jeg har solgt et par ure gennem tiden, men der er et, der aldrig ryger (syv, ni, tretten), og det er det første, jeg købte.

  • Christensen Viborg

    Jeg er helt enig, der er noget over det første ur, og i dette tilfælde synes jeg, at historien er så unik, at et salg for mit vedkommende ville være utænkeligt.
    Mit eget første Rolex fik jeg at min kone, da vi fik vores første barn (ja, en kone der giver manden et ur, efter hun har født :-) ), så jeg regner egentlig med, at han skal have det en dag. Der er ét eller andet over, at have et ur med samme alder som én selv, synes jeg

  • Anonym

    Enig – og tak for anekdoten! Rar kone! :)