Facebook Pinterest YouTube

Q&A med de danske deltagere i 1000 Miglia 2012

Husker du skrivelsen om det legendariske motorløb, 1000 Migla? Så husker du måske også, at der var dansk deltagelse i løbet. Jeg havde fornøjelsen af at hilse på de to festlige og svært rare jyder, der havde æren af at køre løbet, og i dag kan du læse, hvordan gutterne oplevede turen. Tag godt imod Jens og Lars, der driver en Holstebros efter sigende mest gennemførte herretøjsforretning, der går under det navnet Mr. Tip Top.

Gentlemen - start your engines!

I har ikke bare set, men deltaget i det mest legendariske motorløb,1000Miglia. Hvordan opsummere man den oplevelse?
- Vi havde testkørt bilen – en Porsche 550 Spyder -  i Holland inden turen gik til Italien. Vi  havde ekviperet os med 1000 Miglia ur, italienske sko og racertøj. Vi var med andre ord klar til lidt show off, men vi tog fejl ! Da løbet var sat i gang, var der tale om et rigtigt racerløb med konstant tidspres, men det var virkelig en superfed oplevelse.

I Kørte en Porsche Spyder 550, men hvordan kører sådan en vogn?
- Normalt har modellen 80 hestekræfter, men den vi kørte i var tunet optil 180 hestekræfter – dog uden at man havde rodet ved bremser og styretøj – disse dele var stadig beregnet til 80  hestekræfter. Der er med andre ord tale om en rigtig (og nærmest vanvittig) racer, der kun vejer 550 kilo. Modellen kom frem i en tid, hvor alle andre byggede større biler og større motorer, men Porsche gik den anden vej, og 550 Spyder var foran de andre! Det kunne vi i øvrigt også mærke i løbet!

Jens til venstre og Lars til højre - og State of Art repræsentant til højre. Aftenen før start...

I tilbagelagde cirka 1.600 kilometer dage, men hvad var turens højdepunkt?
- Det må uden tvivl være modtagelsen af  tusindvis og atter tusindvis af mennesker overalt på ruten. Løbet var sådan set en lang, konstant hyldest, hvor Rom var centrum! Vi blev enige om, at oplevelsen var ubeskrivelig, og vi gætter på, at det er noget i den dur, det må føles at være berømt og blive hyldet af ens fans.

Hvad overraskede jer mest ved løbet?
- At løbet er så stort, som det er. Vi vil mene, at det kan sammenlignes med Tour de France – bare med biler! Og det er ingen overdrivelse, tværtimod!

Den største udfordring på ruten?
- Vi blev opfordret til konstant at følge med i vores kørebog, og det er lettere sagt end gjort. Derudover var farten absolut en udfordring – bare det at overhale andre deltagere med 110 km i timen i Roms centrum, mens der er almindelig trafik, er ikke for folk med sarte nerver.

Den er god nok - de deltog med oficielle navne på den smukke Porsche 550 Spyder.

Det bedste øjeblik på turen?
- Lige pludselig blev vi ét med bilen, og det betød, at vi kørte den til kanten – og måske lidt over. Lyden var pludselig en helt anden, og det var virkelig en mindeværdig køreoplevelse! Vi glemte for en stund, at bilen er er 2.400.000 euro værd…

Er lysten til at eje en vintage Porsche efter sådan et løb til stede, eller har man fået rigeligt?
- Personligt har jeg en nyere Porsche 911 Turbo, og inden jeg tog af sted drømte jeg om – og overvejede – en  Ferrari, men efter løbet og hjemkomsten, er jeg omvendt igen! Jeg kunne godt overveje en vintage Porsche, men det bliver ikke en Spyder…

Hvad skal enhver mand vide om 1000 Miglia?
- Det er såre simpelt: Hvis du går op i biler, så kom af sted! Du kan køre med på ruten, dog uofficielt og du kommer ikke med, hvor der er officielle tidtagninger. Og vil du ikke køre, så er en publikumsplads absolut også en god idé: Du oplever nogle af verdens mest sjældne og dyre biler på et sted – og du skal ikke blive overrasket, hvis du også oplever spritnye superbiler fra for eksempel Mercedes eller Bugatti, for slet ikke at tale om de private, der medbringer egne luksusvogne. Derudover er der mange, som bruger løbet og deres biler som reklame for deres brand, og det er nogle interessante kombinationer, man kan opleve!

Startskudet lød - og danskerne var på vej afsted til en legendarisk tur.

Du kan læse mere om Lars’ forretning, der også sælger State of Art og 1000 Miglia gear på linket her <—-