Facebook Pinterest YouTube

Ku’ godt – Bentley Continental GT Speed

Nå, så du kunne godt tænke dig et par nye hjul? Så er vi to. Den nye Bentley Continental GT Speed blev præsenteret for få uger siden, og selvom sandsynligheden for, at den havner i min carport, kan angives i promiller, så skal den luksuriøse karet have et indlæg.

Bring out the car. Please!

Det er tilladt at drømme. Og at drømme en coupé med 625 hestekræfter. Drømmen er en realitet og blev præsenteret på Goodwood Festival of Speed, hvor vilddyret med et – i mine øjne lettere – aristokratisk udseende blev sluppet løs. Den er smuk, utilnærmelig og i en klasse helt for sig selv – en underskrift på en salgsaftale vil ganske givet blive akkompagneret af en klat rød voks med et dertilhørende tryk fra signetringen med familiens våbenskjold. Nå ja – fantasien har det med at løbe af sporet….

Jeg ku’ godt.

Det er til gengæld alt andet end fantasi, at Bentley Continental GT Speed er den hurtigste Bentley til dato. Med de førnævnte 625 alt andet end bovlamme krikker, mestrer vogntøjet en topfart på 329 kilometer i timen. Når støvletten trykker på den højre pedal, rammer du 100 kilometer i timen hurtigere end du kan nå at sige “Hvis du gifter dig under stand, skal du insistere på særeje”. Det tager kun fire sekunder at ramme de 100 (og vi vil så gerne have, du holderne familiens formue lidt længere).

Hvilke kurver….

Skulle du få mod på at løfte toupéen, vil du få øje på en “Motor Methusalem” – de champagneglade vil vide, at motoren således er på seks liter. Gearet er i øvrigt automatisk og har otte trin, som ifølge PR-skrivelsen kontrolleres af en intelligent software. Det samlede resultat? Den hurtigste, serieproducerede Bentley nogensinde. Hear-hear!

Et herreværelse. Jeg havde noget valgt cognac. Altså cognacfarvet læder. Det står så godt til min teint. Eller…

Skriver du under, får du ikke bare en coupé – du får også luksus. Og er du blevet begejstret ved tidligere Bentley modeller, så vil du med garanti begejstres ved den smukke læderkabine, der er i selskab med en karismatisk og genkendelig gearstang. Jeg synes, at vognen er elegant – og jeg ku’ godt, som overskriften indikerer.

Verdens hurtigste serieproducerede Bentley.

Er du til teknik? Så hedder det sig, at der er rodet med blandt andet styretøj og undervogn. Det skulle give en forbedret oplevelse, og hvis du kan lide det stort, så får du 21″ fælge at rulle ud i landskabet med. Og du skal ikke være bange for at sidde fast i din lange, snefyldte indkørsel, hvis tyende har sovet over sig – som de andre Continental modeller, har GT Speed permanent firehjulstræk.

På gensyn ultimo 2012.

Bentley Continental GT Speed kan bestilles nu og leveres ultimo 2012 – måske med hvide handsker. Bentley forhandles i Danmark af eneforhandler Bentley Copenhagen.

  • http://basostore.com/ Sadeq

    Den er vildt lækker. De falder bare ekstremt meget i værdi, men det er jo fint, hvis man kan lide en brugt bil.

    Min favorite Bentley er stadig Arnage. Den er sgu smuk.

  • Christian Villumsen

    Min favorit er stadig Bentley Azure :-)