Facebook Pinterest YouTube

Fransk helhedsdesign a la Philippe Starck

Philippe Starck er en ubestridt autoritet på den internationale designscene. Franskmandens banebrydende design er at finde over hele verden, og i sin fødeby Paris er han mere eller mindre allestedsnærværende. Gæsteskribent Pernille Christiansen står bag dagens herlige tekst – tag venligst godt imod hende!

Og det bliver endnu mere crazy i dagens gæsteindlæg… Foto: Francis Amiand

Clockradioen lyder, lampen tændes, elkedlen sættes over, uret spændes om håndleddet, stolen trækkes ud og magasinholderen granskes for læsestof. Vores hverdag er unægtelig centreret omkring et utal af materielle forbrugsgoder i alverdens afskygninger. Og om vi ville det, kunne de alle være mærket STARCK®. For der er ikke den niche, den franske designer Philippe Starck ikke har berørt.

Med en portfolio, der tæller alt fra tandbørster og juicepresser til motorcykler og minivindmøller, er det franske designikon en markant eksponent for strømningen gesamtkunstwerk. Begrebet, som blev introduceret af den tyske komponist Richard Wagner, bygger på en overbevisning om, at det bedste resultat opnås ved en sammensmeltning af forskellige æstetiske udtryksformer i ét forenet monumentalværk. I Danmark ser man blandt andet tankegangen repræsenteret hos Arne Jacobsen, som i slutningen af 1950’erne tegnede bestik, møbler og sågar dørhåndtag til det daværende SAS-hotel i København.

Et opgør med den gode smag
Og kigger man mod Frankrig, kan man ikke sige gesamtkunstwerk uden at sige Philippe Starck. Den franske succesdesigner har nemlig berørt mere eller mindre alle nicher inden for design og producerer alt fra køkkenudstyr til badeværelsesarmatur. Philippe Starcks store spændvidde gør det muligt at gennemføre totalindretninger med hans navn trykt på stort set alle produkter, og allerede i 1970’erne stod designeren bag udformningen af to natklubber i sin hjemby Paris.

Gennemgående for Philippe Starcks design er den ironiske stil, der lugter lidt af kitsch, og som på sin vis synes at gøre en lille smule grin med det hele. Med sit yuppieprægede formsprog, usædvanlige formgivning og originale kombination af materialer gør den verdenskendte franskmand op med værdier som diskretion og minimalisme, men dette til trods har han formået at ramme et bredt publikum.

Oppustelige badedyr, ukurante træstole og graffiti i loftet kan let blive et stilforladt miks. Men ikke når bagmanden hedder Philippe Starck. Foto: Francis Amiand

Batman over natbordet
Især designerens hjemby Paris har nydt godt af Philippe Starcks initiativrigdom. Blandt et af hans mange parisiske projekter kan nævnes det arty, moderne og provokerende cool hotel Mama Shelter. Med natlamper fremstillet af Batman-masker, graffitimalede glasvægge, stole udskåret af træstubbe og det nyeste Apple-software på alle værelser er hotellet en tour de force i moderne popkultur.

Mørkeræd? Ro på – Batman holder øje med dig. Foto: Francis Amiand

Det første, man mødes af i receptionen, er fire store glasmontre fyldt til randen med læsestof i den pornografiske genre, farverige iPhone-covers, oversize høretelefoner og frygtindgydende mexicanske wrestlingmasker. Fra restauranten lyder allerede en livlig summen, og bag mixerpulten er aftenens dj ved at forberede sig til første session. I et mørkt hjørne kun oplyst af røde stearinlys slænger to gæster sig i den bløde sofa, og under en lampe dekoreret med oppustelige baderinge udspiller sig en entusiastisk kamp omkring det slidte fodboldbord.

Beton har det med at være et udskældt materiale i sin rå form, men her fungerer det fint – blandt andet i loftet. Foto: Francis Amiand

Side om side med Jim Morrison
Det ses tydeligt, at Philippe Starck er manden bag Mama Shelter. Den kitschede æstetik er trængt ind i hvert et hjørne, og den eksperimenterende indretning byder på overraskelser, hvor end man kigger hen. Det originale hotelkoncept har opnået stor popularitet især blandt unge trendsættere, der strømmer hertil ikke mindst på grund af de overskuelige priser. For netop at holde priserne nede har man trukket Mama Shelter tilbage fra byens centrum og opført det i udkanten af Paris bag den berømte kirkegård Père-Lachaise, hvor blandt andre kultidolet Jim Morrison ligger begravet.

Med rå betonmure, skrift på væggene og Batmanmasker over sengebordet er Mama Shelter et gennemført poppet hotelkoncept. Foto: Francis Amiand

For blot fem måneder siden udvidede kæden med sit andet hotel i rækken. Så i Frankrigs næststørste by Marseille finder man nu et mindst lige så originalt og gennemdesignet Mama Shelter opført ved Cours Julien-distriktet, som er kendt for sine urbane vibrationer, livlige spillesteder, unge designere og fyldte solterrasser. Og hvilket bedre sted kunne man have valgt at opføre et trendy Philippe Starck-hotel end i Marseille, der netop er kåret som årets europæiske kulturby 2013?

Makeover a la Starck
Hvor det hippe Mama Shelter har stået i Philippe Starcks navn fra den første mursten blev lagt, er der også flere ældre parisiske luksushoteller, der efter årtier med lysekroner i loftet og guldhåndtag på dørene har ladet den franske designer stå som hovedansvarlig for at modernisere det klassiske look. Således har femstjernede hoteller som Le Bristol og Le Royal Monceau undergået et omfattende ansigtsløft inden for de seneste år. Sidstnævnte slog dørene op i 1928, og hotellet har gennem tiden budt prominente gæster som Ernest Hemingway, General Eisenhower og Robert De Niro velkommen. I 2008 undergik hotellet så sin forvandling, og her lykkedes det på succesfuld vis Philippe Starck at bevare den glansfulde parisiske luksus og kombinere den med avantgardistisk popkultur.

Det må godt være anderledes – og det blev det. Blandt andet på tallerkenerne.

Når man ankommer til hotellet, modtages man af stilfuldt personale i lange frakker og høje hatte. Den røde løber er rullet helt ud på gaden, og i den pompøse hall hænger tunge lysekroner majestætisk fra loftet. Her er kort sagt dømt femstjernet luksus til den helt store guldmedalje. Men man får hurtigt øje på Philippe Starcks legende ånd under det klassiske ydre. I restauranten hænger således gigantiske aluminiumslamper, omkring baren står barstole i sølvbelagt plastik, og på sorte søjler har man skrevet og tegnet med farvet kridt. På gangene står fuldvoksne rådyr udhugget i træ, og på udvalgte værelser finder man et kort over Paris med ringe omkring chefdesignerens yndlingscaféer og foretrukne museer.

Restauranten på Le Royal Monceau afspejler på bedste vis, hvordan det er lykkedes Philippe Starck at kombinere overdådig luksus med trendy design.

Gennemdesignet rekreation
Dertil kommer hotellets rekreative områder, som naturligvis også har fået tilføjet et trendy twist. Begiver man sig mod det såkaldte Royal Éclaireur, finder man et område, der efter sigende er udviklet af Philippe Starck for at lade den enkelte give sig hen til kulturen. Her finder man et eksklusivt udvalg af high-end mode og unikke designobjekter, alt sammen selektivt udvalgt, så det stemmer overens med hotellets gennemgående Philippe Starck-stemning.

Glemt alt om nordisk minimalisme – her må det gerne være dekadent og humoristisk.

Iklæder man sig i stedet housecoat og frotterede slippers og søger mod spaen, træder man snart ind i et 1.500 kvadratmeter stort hvidt paradis. Med spejle overalt, sollysets indtrængen gennem glastaget og hvide sofaer med overdimensionerede puder er der dømt gennemført puristisk afslapning. Der er ingen tvivl om, at Le Royal Monceau er i en klasse for sig, og hotellets ånd udtrykkes nok bedst i Philippe Starcks egen spidsformulering: Det drejer sig om ekstrem elegance på en grobund af populærkultur.

Spaområdet på Le Royal Monceau er et af de mere afdæmpede og stilrene projekter, Philippe Starck har gennemført

Paris er Starcks by
Og det stopper ikke her. Med panoramaudsigt over Seinen har den verdenskendte franskmand åbnet den originale Restaurant Kong, såvel som han har indrettet den stemningsfulde Café La Cigale ved foden af Montmartre. Han har sat sit fingeraftryk på butikker som Hugo Boss, Alain Mikli og Taschen, såvel som byens kunstskole har ladet sin facade opføre i designerens navn. Og man kunne blive ved, for Paris er unægtelig Starcks by.

Fakta – Hotel Mama Shelter
Hjemmeside: www.mamashelter.com
Telefon: 0033 4 84 35 20 00
Pris: starter ved 79 euro (590 kroner)

Fakta – Hotel Le Royal Monceau
Hjemmeside: www.leroyalmonceau.com/
Telefon: 0033 1 42 99 88 00
Pris: starter ved 850 euro (6.326 kroner)

Tak til Pernille Christiansen for dagens spændende ord. Kunne du tænke dig at være gæsteskribent på My-Pleasure, så send en mail på nk@my-pleasure.dk

Vidste du, at der ligger talrige andre artikler om rejser på My-Pleasure? Du finder dem her <—