Home Living Bjørn Agertved – Q&A med en kunstner

Bjørn Agertved – Q&A med en kunstner

by Nicolai Klingenberg

I dag handler det om kunst. Og om at være autodidakt kunstner. Jeg traf Bjørn Agertved for år tilbage, og da jeg så ham sidst, tænkte jeg, at jeg ville have ham i tale. Resultatet af dialogen, kan du se i dagens indlæg.

Manden, som dagens indlæg omhandler, hedder Bjørn Agertved.

Bjørn – du har en fornem uddannelse bag dig som Cand.Polit, men du roder i den grad også med kunst. Hvordan kom du i gang?
– Ja det er rigtigt. Jeg er oprindelig uddannet Cand. Polit, som jo er økonomi på Københavns Universitet. Da jeg startede på studiet, havde jeg en intention om, at det var det, jeg ville arbejde med, men som studiet skred frem, kunne jeg mærke, at det ikke var der, mit hjerte lå. Jeg har altid malet og min interesse for kunst blev større og større, og der kom større og større interesse for mine malerier. Mod slutning af studiet kom jeg ind i nogle gallerier, og jeg solgte rigtig godt. Jeg ønskede dog stadig at gøre mit studie færdigt, men da det var gjort, tænkte jeg, at jeg ville prøve at se, om kunsten kunne blive min levevej i stedet.

Er kunsten så din levevej i dag eller…?
– Ja, kunsten har faktisk være min levevej de sidste 12 år, siden jeg sluttede studiet

Værk af Bjørn Agertved

Du laver også opgaver på bestilling – hvad har det ført til hidtil?
– Bestillingsopgaver laver jeg af og til. Men jeg har det svært ved, at der ligesom bliver sat rammer for min kunst. Jeg synes bedst om, at folk vælger de færdige værker, da folk så er helt sikre på, hvad de får. Alle mine værker er unika, så hvis en kunde kommer og siger ”Jeg elsker dette maleri, hvis bare det havde målene 2×2 meter?”, så er mit svar, at det desværre ikke kan lade sig gøre, eftersom jeg ikke laver kopier eller reproduktioner af mine værker. Men jeg kan lave noget i samme stil, og så må kunden se, om det falder i hans eller hendes smag.

Værk af Bjørn Agertved

Hvis du skulle beskrive drømmeopgaven…?
– Ja hvad er en drømmeopgave… Måske noget som hang permanent på et museum eller i bybilledet. Altså noget mange folk kunne komme at se på, snakke om og tage stilling til.

Værk af Bjørn Agertved

Hvori ligger den største forskel på en uddannet og autodidakt kunstner i din verden?
– Jeg ved ikke, hvor stor forskel der er på en autodidakt og en uddannet kunstner og dennes kunst. Personligt er jeg glad for at være autodidakt, da jeg føler, jeg har fundet min helt egen stil uden indflydelse fra andre. Altså en form for frihed i min kunstform.

Værk af Bjørn Agertved

Kan man blive fravalgt i en købssituation på grund af en manglende kunstnerisk uddannelse?
– Nej, jeg tror generelt ikke, at man bliver sådan fravalgt for ikke at være uddannet. Mange af vores helt store danske kunstnere, såsom Per Kirkeby, er også autodidakt, så jeg tror ikke, det er titlen, der er det vigtigste, men derimod produktet.

Værk af Bjørn Agertved

Hvad roder du med pro tempore?
– I øjeblikket er jeg i gang med at lave ti collager. Jeg var i foråret i Berlin, hvor jeg blev meget inspireret af kontrasterne i bybilledet. Her hentede jeg en masse gamle plakater, som hang på væggene i den tidligere Østtyske U-bahn.. De var utroligt flotte og farverige, men samtidig meget smadrede, beskidte og de hang i meget tykke lag. Som et lag af fortællinger, der udfolder sig lag for lag. Plakaterne har jeg nu bearbejdet, og de kommer til at indgå i collagerne.

Værk af Bjørn Agertved

Hvis du skulle beskrive din stil for en der stod med ryggen til dine værker, hvad ville du så sige?
– Jeg laver moderne, minimalistiske og alligevel kraftfulde refleksioner over byens plus gennem foto-collagekunst og malerier. Et råt og grafisk stemningsunivers, som understøttes af skrift og print som et gennemgående tema. Jeg forsøger ikke at provokere med min kunst –  jeg forsøger derimod at inspirere, flytte og røre beskueren med mit stemningsunivers.

 

Du kan læse en hel del mere om Bjørn Agertved her <–

You may also like

2 comments

Andreas larsen 20. juni 2013 - 14:36

Meget lig Hornsleth, men det er vel også som kunstner svært at finde på nyt

Reply
peter b 23. september 2013 - 14:36

Hmmmm, lidt som at se tribal tattoos, de havde også sin tid!

Reply

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk