Et par dage på yachten Talisman

Jeg føler mig ærlig talt som en heldig kartoffel, når jeg gang på gang rejser ud for at skrive om det gode liv. Nogle gang på grund af en invitation af mere kommerciel karakter, og andre gange på grund af spændende venner fra udlandet. Dagens indlæg handler om en tur til den stockholmske skærgård, som foregik på yachten Talisman. Jeg var blevet inviteret nordpå at en god ven, og turen vil jeg huske længe. Om muligt resten af livet.

Det handler ikke om at entrere en havn med høj musik, poppende champagneflasker og en hvid solbrille. Nok nærmere tværtimod. Det handler om at nyde livet – i ro og mag. Når man sejler på Talisman, er man faktisk på et stykke historie. Der er tale om en sejlbåd fra 1920, som faktisk blev bygget til en dansker. Den blev bygget i Tyskland, og selvom den er restaureret siden, så har man haft respekt for den gamle dame.

Det var primo august, at jeg tog nordpå til Stockholm. Turen var mere eller mindre impulsiv, og vi var en mindre flok gutter, der skulle af sted. Min kunne og gøren som sailor er stærk begrænset. Jeg kan hive lidt i nogle snore, vaske op – og undlade at gå i vejen. Eller at forsøge på det i hvert fald. Heldigvis havde vi en erfaren mand med ombord. Kaptajn Michel. Han er for længst pensioneret, men han kan sin skærgård. Og sit ror.

Michel har sejlet hele livet, og mens vi lå for sejl mellem klipper og mild vind, fortalte ham om sit år på havet med sin kone. De tog til de varme lande med deres nyfødte søn. Nød livet. Sejlede. Lå til. Og nød livet. Der skulle dog også være plads til at opleve. Og det var sådan set det. En sådan agenda kan virke svært inspirerende, og jeg misunder ham for en sådan oplevelse. At kunne høre historien var dog ikke så tosset heller. Du får lige en rundvisning til at fordøje sådan et eventyr på.

At sejle er dog ikke helt dramafrit. Og slet ikke hvis man kigger i Talismans historiebog. I begyndelsen af 1930’erne var det en luksus at have en motor ombord på en sejlbåd. I stedet måtte man signalere med flag, når man kom til en havn, hvorefter et par mindre slæbebåde kom ud – og trak båden sikkert til kajs. Men den danske ejer var glad for motorer og mekanik, og således blev der installeret en motor på Talisman. Kort tid efter indtraf en ulykke dog. Det buldrende maskineri var behæftet med en fejl – eller også opstod der blot en sådan. Det var en værre redelighed, for motoren eksplodere med et brag, røg op gennem loftet (det hedder vist ikke således i sejlerverdenen) og tog en mand med sig, som måtte lade livet.

I dag er sikkerheden en helt anden. Og komforten. Vi manglede hverken vådt eller tørt, og med moderne fortræffeligheder såsom vaskemaskine, køleskab, TV og opvaskemaskine synes livet på vandet mindst lige så let som det på fastlandet. Måske endda nemmere. TV-apparatet er dog gemt væk, for et sådan pynter ikke just i de smukke, gamle omgivelser.

Der er plads til seks ombord på Talisman. Udover kaptajnen så klart. Han er god at have med – særligt hvis man vil chartre s/y Talisman, som er det korrekte navn. Det er muligt at sejle hist og pist, men har du ikke oplevet den stockholmske skærgård, vil jeg så absolut anbefale det. Er du mere til varmere himmelstrøg i Middelhavet, er det også ladsiggørligt – og der findes aircondition på Talisman.

Under vores tur blev der lagt til i den populære Sandhamn, handlet legendarisk bagværk på øen Möja, nydt havudsigt fra en Sauna i Den Kongelige Svenske Yachtklub og spist frokost i vindstille vand mellem to ubeboede og rå øer.

Vi havde desuden fornøjelsen af kaptajnens kogekunst, da vi lå til kajs. En sublim paella blev kreeret, mens vi blev budt på en lille en i en fortøjret båd et par kajpladser fra os. Denne lille charmerende skude er ejet af den svært karismatiske Kaptajn Bongo, som aflagde os et visit i en fornem mundering straks inden middagen skulle nydes. Kaptajn Bongo brød sig fint om Bollinger 1990, og således blev vi alle en skål gladere og et bekendtskab rigere.

Jeg fik set skærgården fra talrige sider – i solnedgang, i blæst og i havn, mens Talisman blev set fra afstand, når vi tog gummibåden for at sejle efter proviantering. En morgendukkert sætter i øvrigt fut i blodomløbet og kan nemt nydes – omend vi ligger forholdsvis lavt, er en badestige et must.

Man har desuden sine “rutiner” på Talisman – når man er gæst, så hjælper man til, hvis man selvsagt ikke har chartret sig en tur “med det hele”. Der blev vasket op, spulet dæk, ordnet reb og bikset med sejl. Når sidstnævnte er sat, og motoren slukket, er det kun vinden, der høres, mens man tilbagelægger sømil i svært smukke omgivelser. Man passerer andre sejlende, kipper med hatten eller vinker blot.

Når en dag lakker mod enden, er det bare med at gå til ro. Dagens indtryk nydes og fordøjes, mens telefon bliver sat på lydløs og til opladning. De vuggende bevægelser luller dig i seng, indtil du hører de første tegn på liv og daggry, hvorpå en ny dag venter med nye oplevelser. Sejlerlivet er så afgjort noget, jeg godt kunne tænke mig at se og sejle mere til.

Er du fristet af flere informationer om mulighederne for en ferie på Talisman, så skal du ikke være bange for at give lyd på nk@my-pleasure.dk – jeg formidler gerne kontakten, så du kan blive klogere på et og andet.

Glad for rejser og skrivelser om selv samme? Så klik her <–

Svensken har i øvrigt for vane at parodiere skærgården og det sejlerliv, der følger med. Parnasset spiller en væsentlig rolle, når det kommer til matrikelbesiddelser og store yachts. I firserne blev der sågar lavet en film om fænomenet, som jeg nemt kan anbefale. Den hedder “Selskabsrejsen – SOS amatører til søs”, hvorfra nedenstående klip stammer fra.

Tak for opmærksomheden og for en sublim tur til alle involverede. Alle kunne i øvrigt komme tørskoede i land.

Kan du lide, hvad du så og læste? Så tryk da venligst på “Like”-knappen.