Home Ure NN07 og Sjöö Sanström – edition 2

NN07 og Sjöö Sanström – edition 2

by Nicolai Klingenberg

Sidste år lancerede NN.07 og Sjöö Sandström et limiteret ur i selskab med et par andre limiterede lækkerier. Uret begejstrede mig, og jeg fik sågar erhvervet mig et. Dengang var der “kun” lavet en model til herrer, og antallet var begrænset til syv. I år? Der har endnu et ur set dagens lys. Og der er to modeller – en til mændene og en til kvinderne.

Det kunne godt gå hen at blive en god jul…

Der er tale om en limiteret kollektion igen – og når man tænker på, at nogle urfirmaer præsenterer limiterede produktion, der tæller et par tusinde, så kan man med rette – og igen – kalde dette års kollektion for stærkt limiteret. Der er lavet syv ure til mændene – og syv til kvinderne.

Rent, simpelt og uden de store ændringer fra sidste år.

Det siges, at det er naturens kontraster, der har været inspirationskilde til klokkeværkerne. Forvent derfor råt stål og en rem af ubehandlet kalvelæder. Der er tale om mekaniske ure med automatisk optræk – sådan var det i hvert fald sidste år – og urene er nummererede. Der er selvlysende timemarkeringer på begge skiver, som skulle være i sølv. Du kan dyppe dig i vandet med uret, der tåler vand ned til 100 meter, og glasset er ridsefrit og antireflekterende.

Close-up af skiven, som er den største ændring fra sidste år

Mændene får en diameter på 41 millimeter og kvinderne får 37 at pynte håndledet med. Begge modeller bærer både logo fra Sjöö Sandström samt den karakteristiske røde NN.07 dot. Omend uret er en anelse mere råt end sidste års model, så ville jeg personligt ikke vælge om – måske fordi jeg har vænnet mig til “min” model.

Et til ham – og et til hende!

Igen i år vil jeg mene, at NN.07 har gjort det godt på urfronten – man har valgt at være tro mod konceptet: Man sprøjter ikke ure ud i tusindvis, men holder sig til den stærkt begrænsede mængde, selvom der sikkert kunne være mere mønt i at lave et kompromis. Prisen har fået et nøk opad, men partnerne kunne have valgt at lave en model med for eksempel chronograph og trukket prisen endnu højere op, men nej. Næste år? Ingen idé. Men jeg venter spændt!

Urene kom til salg den 12. november og fås på www.nn07.com og i NK Juvelsalon i Stockholm. Prisen ligger på 17.000 kroner for herremodellen, mens kvinderne slipper 1.000 kroner billigere.

 

Tosset med ure? Læs mange flere indlæg her <–

 

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk