Hvordan laver man en ordinær onsdag om til en hyggelig aften? Det ved du sikkert mindst lige så godt, som jeg gør, men et bud kunne være at lade kødgyderne stå i eget skab og tage ud. Således blev det da også, da en ven og jeg drop et par kilometer nord for hovedstaden for at gå ombord i en simpel, men velsmagende klassiker på Skovshoved Kro.
Ja, det er så her, vi skal ind…
Atmosfæren skal du ikke tage fejl af. Den emmer af krostue. Med nogle afstikkere dog, for i min bog er det sjældent, at au pairs og pelse relaterer sig til krostuer. Men der skal være plads til os alle – og det er der i den grad på kroen. Forvent raflende gutter med godt-fyldte rødvinsglas, et Patek Philippe på armen af en gæst ved billardbordet, og en gravhund i snor. For ikke at nævne ham, der kom ind gennem bagdøren – han havde muligvis lige været et smut hjemme. Lyder det som kaos? Så tager du fejl. Det er til gengæld tophyggeligt.
Et lille ramasjang udsnit
Vi tager plads under den sorte tavle, hvor points fra billardbordet noteres. Vi har stadig glæde af det sidste af julepynten, og det er helt i orden. Der konverseres højt, men ikke ubehøvlet, og den højlydte latter er på ingen måde gemt i jakkelommerne. Lunt hjemmebagt brød og øko-smør i brik kommer til bordet for lige at tage den værste maveknurren. Og der tilsættes lidt salt fra kværn.
Smagfuldt og hjemmebagt.
Samtalen går ved det lille bord. Der er aktivitet i hele krostuen, og stemningen emmer mere af fredag eller fridag end hverdag. Betjeningspersonalet kommer til bordet og nævner venligt, at det faktisk ikke er tilladt at spille billard på det aktuelle tidspunkt, hvorfor vi blot skal sige til, hvis spillet generer. Det gør det så sandlig ikke.
Fluks herefter kommer de to tallerkener til bordet. Vi taler ikke ad libitum, og sukker du allerede over det, så træk sukket tilbage, da der var rigeligt på tallerkenen. Sidst min flæskepartner og jeg var draget ud for at indtage selv samme ret andensteds, var skuffelsen stor. Men nok om dengang. Og mere om nu. Der er tale om reelle stykker gris, der ikke er blevet for tørre, men som stadig er knassprøde.
Oh du velsmagende svin
Kartoflerne? Kogt perfekt – nuvel, det er måske ikke en kunst, men saucen fortjener også ros. Ej melet – men med fin smag af smør. Og rigelige mængder persille. Det er god spise, og stemningen bidrager – som du sikkert har regnet ud – til en herlig oplevelse, som jeg hermed kan anbefale.
Rygesalon – med varmelamper og kig fra ude til inde.
På hvilket spisested foretrækker du at spise stegt flæsk?
