Home Karismatiske mænd Daniel van der Noon indtager Galleri Jules Julian

Daniel van der Noon indtager Galleri Jules Julian

by Nicolai Klingenberg

En mail tikkede ind med en pressemeddelelse om en ung gut. Det er der ikke noget nyt i. Men til gengæld var der noget ved de håndtegnede værker, som Daniel van der Noon står bag. Jeg blev fluks motiveret til at lave et interview med manden, der har gået i skole med Mike Skinner fra The Streets, og som slår et slag for “det håndlavede” frem for det elektroniske. Den unge mands værker kan i øvrigt ses frem til den 9. marts hos Galleri Jules Julian i København…

Det er her hos Galleri Jules Julian, du kan opleve Daniel van der Noons kreative streger. Kom med på et selvsyn i dagens interview...

Det er her hos Galleri Jules Julian, du kan opleve Daniel van der Noons kreative streger. Kom med på et selvsyn i dagens interview…

Daniel – du er kunstner, men hvor stammer din interesse fra?
– Jeg tror, min interesse stammer fra mange forskellige ting, og hvordan jeg ser på verden, selvom det måske umiddelbart kan virke som om, at mit arbejde er meget struktureret og kun handler om arkitektur og mine “verdensfortællinger”. Men der ligger faktisk rigtig mange forskellige tanker bag denne detaljerede strøm af symboler og ord  Og jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke selv er helt bevidst om alle de påvirkninger, der ligger til grund for mit arbejde. Selvom jeg fx ved en del om arkitektur, så har jeg kun få bøger om emnet og læser sjældent om det. Jeg vil faktisk ikke engang sige, at arkitektur er én af mine interesser – det er meget bredere end det.

Og hvordan kom du i gang?
– I mine sene teenageår arbejdede jeg en del sammen med min fætter James Bourne, som dengang lige var blevet færdig på illustratorskolen. Vi lavede hans stue om til et atelier, smækkede en Hulk Hogan-film i VHS’en og lavede historier, malede og lavede alle mulige projekter, som gik under fællesbetegnelsen ’Skabelonen’. Alt var tilladt, og uden at vide det lærte jeg at male og tegne på min helt egen måde.

Så var der ’ThemLot’, en britisk kunstnergruppe, der blev stiftet af min fætter James. Vi lavede flere udstillinger i bl.a. Bristol, London, Manchester og Birmingham og lavede en håndfuld bestillingsarbejder, hvilket egentlig ikke var dårligt, når man tænker på, at jeg kun var 18-19 år gammel på det tidspunkt. Når jeg ser tilbage, var det faktisk en slags læretid, og det lagde i virkeligheden grunden til den måde, jeg arbejder på i dag.

Hvad er din baggrund?
– Jeg kommer fra Birmingham og gik faktisk i skole med Mike Skinner fra The Streets. Jeg studerede kunst i et år og skulle egentlig have været på London School of Arts, da jeg var 19, men min far overbeviste mig heldigvis om, at jeg skulle studere litteratur. Så det endte jeg med at studere, ud over filosofi og æstetik – noget, jeg ikke fortryder det mindste.

Mit arbejde er præget af mange forskellige ting, og ud over al den litteratur, jeg pløjede mig igennem, mens jeg studerede, så mødte jeg også nogle virkelig talentfulde kunstnere og illustratorer i min studietid, som påvirkede mig.

Flere værker sat sammen danner et arkitektonisk motiv i sig selv...

Flere værker sat sammen danner et arkitektonisk motiv i sig selv…

Hvordan fik du dit gennembrud? Hvem opdagede dig?
– Nu skal svaret ikke lyde som en Oscar-tale, men jeg synes, jeg skylder en stor tak til alle, der har hjulpet mig hen ad vejen med at etablere mig som kunstner. Der har været en håndfuld butikker, gallerier og netbaserede shops, der har solgt lidt her og der, og de har alle (selvfølgelig ikke uden at tage deres bid af kagen) hjulpet med at eksponere mit arbejde i Danmark. Men jeg tror, at den, der har gjort det største stykke arbejde, er Jacob Bjørn fra det unge og progressive århusianske galleri Lunchmoney Gallery. Han har virkelig hjulpet med at slå mit navn fast, bl.a. med den fantastiske udstilling, vi lavede sidste år.

Du tegner i hånden – hvordan kan det være?
– Jeg tror, at når noget er håndgribeligt, så har det mere sjæl. Det lyder indlysende, men hvis mine tegninger havde været lavet på en computer, ville de ikke være særligt interessante eller i bedste fald have nogle helt andre kvaliteter. Noget af det, der gør mit arbejde interessant, tror jeg, er, at det er håndlavet – det er at vide, at disse billeder har vandret fra min arm, gennem min hånd og ud på papiret.

I dag bruger vi digitale medier som aldrig før – lige fra Photoshop til e-magasiner – og ”˜håndlavet’ kunst bliver mere og mere eftertragtet, både kulturelt og helt sikkert også økonomisk.

Ord efter ord dukker op, jo længere tid man bruger på at studere løjerne.

Ord efter ord dukker op, jo længere tid man bruger på at studere løjerne.

Din seneste serie hedder “Selected Storeys” – hvordan kom du på titlen?
– Titlen er sådan set bare et helt enkelt ordspil. Jeg skriver også fiktion, og hver gang jeg kommer op med et godt udtryk, føler jeg virkelig, at jeg har præsteret noget. Men sjovt nok er udstillingstitler altid svære at fremtrylle. Denne titel er ikke ligefrem en genistreg, men tanken er god nok.

Udstillinger er en slags samling af arbejder. Jeg betragter denne som en ”˜serie’ og ville have det mærkeligt med at tage nogle af disse værker med på andre udstillinger. Det hele handler om balance, og jeg tror, at jeg er kommet til en skillevej med denne udstilling. Jeg kunne have fyldt rummene med by efter by, men det ville ikke give nogen mening. I stedet forsøger jeg at skabe min egen fiktion, hvor jeg giver min ”˜fortælling’ en dybde og substans, som beskueren kan tage del i.

Den obligatoriske: Hvor får du din inspiration fra?
– Alting og ingenting. Som før sagt, så sidder jeg ikke med næsen i bøger om arkitektur – jeg kigger kun en sjælden gang i en bog for at se en bestemt konstruktion eller lignende. Det er meget bredere end det. Jeg gør noget andet i stedet. Når jeg tegner, ser jeg film, naturprogrammer og lytter til lydbøger, musik og podcasts – alt, lige fra Woody Allens ’Manhattan’ og New Yorker-podcasts til interviews med nye forfattere i The Guardian-podcasts. Alt, hvad der kan underholde og holde min hånd rolig og koncentreret i mange timer ad gangen. Det handler alt sammen om input og output, og jeg er nødt til at pumpe min hjerne med stimuli for at kunne arbejde.

Rød arkitetkur med dybde.

Rød arkitetkur med dybde.

Det er sådan, jeg arbejder bedst. Ideerne kommer vilkårligt. Jeg prøver dem som regel af i et af ’verdensværkerne’ for at se, hvordan jeg eventuelt vil kunne brygge videre på disse ”˜visioner’. Jeg laver faktisk ikke rigtig skitser – jeg får ideen og kører på fra start til slut. Jeg tænker rigtig meget over det. Selv de værker, der virker åbenlyst enkle, som fx den 2,7-meter høje skyskraber, der refererer til opfinderen af den moderne elevator, Elisha Otis. Det, jeg ønskede at gøre, var at overføre denne nyskabende ide til tegning og komme med en kommentar til de skift, der sker inden for kunsten, og til hvordan konventioner skabes – og derfra fik jeg ideen til at lave denne første ”˜skalerede’ skyskraber.

Når vi taler om kunst, så bliver jeg sjældent imponeret over tegninger og malerier på lærred. Det, der kan imponere mig er ukonventionel kunst, der formår at være lige så tilgængelig som konventionel kunst. Jeg prøver på en måde at efterligne denne tankegang ved at bruge overdimensionerede rammer, den specialfremstillede L-formede ramme og at placere værkerne på en måde, så de i det mindste antyder en smule opfindsomhed. Jeg kan ikke fordrage udstillinger, hvor alt er arrangeret helt perfekt og er nøje afmålt – med mindre det er en udstilling af en kunstner, der er opslugt af russisk formalisme, som ironiserer over det etablerede samfund.

Hvor skal kunsten gerne bringe dig hen?
– Jeg vil gerne fortsætte med at rejse – et kunstophold i Tokyo, hvor jeg kan arbejde og faktisk se disse skyskrabere med mine egne øjne ”¦ og at lave vinduestegninger øverst oppe i Burj Khalifa-bygningen ville også være fantastisk. Det ville heller ikke være af vejen at lave en udstilling i et varmt land – hvis der nu skulle sidde nogle gallerister fra Sydfrankrig og læse det her.

Jeg tør ikke gætte på, hvor lang tid, det har taget at lave dette værk, men jeg synes i den grad, det fungerer.

Jeg tør ikke gætte på, hvor lang tid, det har taget at lave dette værk, men jeg synes i den grad, det fungerer.

Du bor for tiden i Danmark – hvad har slået dig ved landet indtil nu?
– Min kæreste og jeg bor i Aarhus, og her er alt jo så malerisk og næsten uvirkeligt. Men i og med at hun er fra Istanbul, så snakker vi jævnligt om, hvad det er, der er anderledes her.

Det, der har slået mig mest, er, hvor kunstinteresserede folk her er, og hvor meget kunst de faktisk køber. Foruden Luxemburg må Danmark ligge ret højt oppe på listen over lande, hvor folk er superinteresserede i visuel kunst. Det er helt utroligt, at en lille by som Aarhus fx kan have et kunstmuseum som Aros og en Edvard Munch-udstilling, der er udsolgt hver dag.

Men der er mange ting, der overrasker mig. Jeg kunne ikke drømme om at flytte tilbage til Storbritannien – jeg elsker at være ”˜udlænding’, og ikke kun i Danmark.

Hvornår er noget kunst i din verden?
– Jeg har faktisk for få år siden skrevet lange afhandlinger som svar på netop det spørgsmål. Det er ligesom at være til eksamen igen. Jeg kunne godt komme med et langt og kringlet svar, men kort fortalt, så mener jeg, at kunst er noget, der er skabt af menneskehænder, og som spiller sammen med det rum, hvori det præsenteres. Et typisk eksempel kunne være Tracey Emins uredte seng. Sådan én har vi alle derhjemme, men vi tænker ikke på den som kunst i hjemmet, og derfor bliver den til kunst, når den placeres i et kunstgalleri. Men snakken om, hvad der er god og dårlig kunst er en helt anden historie.

Blåt og lettere vakkelvornt tårn med perfekt fit. I hvert faldt hos Galleri Jules Julian.

Blåt og lettere vakkelvornt tårn med perfekt fit. I hvert faldt hos Galleri Jules Julian.

Hvad er dit næste projekt?
– Jeg har en håndfuld bestillingsarbejder på bedding, som jeg ikke kan fortælle om endnu, men jeg glæder mig til at bygge videre på det grundlag, jeg har skabt med denne udstilling. Jeg vil gerne koncentrere mig om vinduestegningerne og se, om jeg kan få mig et par jobs øverst oppe på nogle af verdens største skyskrabere.

Jeg vil også gerne fortsætte med at arbejde med mine ’verdensfortællinger’. Jeg vil rigtig gerne finpudse denne ulogiske fortællemetode og arbejde på at forvandle disse tågede tanker til noget, som folk lettere kan læse eller – endnu bedre – forstå rent æstetisk. Jeg har talt med én af Danmarks bedste og mest lovende ingeniører, en farveblind fyr, om at realisere mit arbejde i 3D. Det kunne der komme et helt fantastisk samarbejde ud af, når vi først får projektet op at køre. Der er masser af spændende ting på bedding, som jeg går og overvejer, men jeg må hellere stoppe her for ikke at komme til at fylde hele jeres website.

Med hensyn til udstillinger, så er jeg en del af en gruppeudstilling i Shanghai, der åbner til foråret, og det ser ud som om, jeg også har en soloudstilling, der åbner omkring samme tid i Amsterdam. Jeg er også i fuld gang med at undersøge mulighederne for at lave en udstilling i Antwerpen. Jeg har altid gerne ville besøge Belgien, og efterhånden som mit netværk udvider sig, bliver det nemmere at finde ud af, hvem det er bedst at kontakte. Og så vender jeg også tilbage til Hamburg inden for den nærmeste fremtid.

Der er noget lettere naivt, men stadig kompliceret over stregerne. Og findes denne bygning i virkeligheden? Tænk selv videre...

Der er noget lettere naivt, men stadig kompliceret over stregerne. Og findes denne bygning i virkeligheden? Tænk selv videre…

Slutteligt – hvad skal enhver M/K vide om kunst efter din mening?
– Det behøver ikke være noget ukonventionelt, som du ser masser af, i området omkring galleriet hvor jeg udstiller nu. Jeg synes bare, man skal forsøge at leve sig ind i værket – uanset om man kan lide det eller ej. Kunst skal fremprovokere en reaktion, sætte gang i en samtale og skabe en oplevelse. Selvom du måske ikke bliver imponeret over en mand, der kan sidde i timevis og tegne vinduer, så tæller det også som en oplevelse, at han præsenterer verden for det, han synes er en enestående bedrift i form af en 2,5-meter høj skyskraber. Jeg får en stor tilfredsstillelse ud af at kritisere andre kunstneres arbejde, og jeg tror, at det er én af de vigtigste faktorer i udviklingen af forståelsen for, hvad der er værdifuldt eller ej, og hvad der er interessant eller ej.

Værkerne koster fra 1.600 kroner og op til 24.000 kroner, har jeg ladet mig fortælle.

 

Du kan besøge hjemmesiden, der tilhører Galleri Jules Julian her

 
 

 

 

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk