Home Gæstebloggere Fjordudsigt og forkælelse for feinschmeckere på Fakkelgaarden

Fjordudsigt og forkælelse for feinschmeckere på Fakkelgaarden

by Nicolai Klingenberg

Af og til kan det være herligt med en afstikker til syden. Andre gange til sommerhuset. Og så er der Fakkelgaarden. Efter at have læse Peter Christiansens ord om stedet, er lysten i hvert fald dukket op. Peter skal have tak for ordene, som er hans herfra.

Restauranten ligger i TaÌŠrnet med udsigt over fjorden

Restauranten ligger i TaÌŠrnet med udsigt over fjorden

Strækningen langs Flensborg Fjord beskrives flere steder som en af de smukkeste i Danmark. Ved Kollund ligger Fakkelgaarden omgivet af høje bøgetræer og helt ned til vandet. Jeg slår dørene op og træder ud på balkonen, hvor Champagnen står klar. På den modsatte side af fjorden ligger den tyske kyst med lange skovstrækninger, små fiskerlejer og villaer med parklignende haver. På vandet krydser sejlbåde op mod vinden, mens et par kajakroere bevæger sig den modsatte vej. Sceneriet er smukt, og jeg sætter mig for at nyde de mange indtryk.

Fakkelgaardens beliggenhed er unik. Det firestjernede hotels indretning er smagfuld og atmosfærefyldt, og restauranten tilhører den gastronomiske superliga. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at stedets ry også har bredt sig syd for grænsen.

Flot velkomst - og udsigt!

Flot velkomst – og udsigt!

Historiske omgivelser
Som hotel og restaurant har Fakkelgaarden en relativ ung historie. De gule bygninger, der i mange år husede et grænsehjem, blev opført i 1934, og under 2. Verdenskrig benyttede tyskerne stedet som rekreationshjem for sårede soldater. Efter en gennemgribende renovering slog Fakkelgaarden dørene op som hotel og restaurant for godt tyve år siden, men selv om alt er nyt, har man alligevel bevaret stedets sjæl. I pejsestuen hænger uniformer, sabler og billeder med tilknytning til det blåklædte gendarmkorps, som indtil 1958 bevogtede landegrænsen samt kontrollerede skibsfarten, og i bygningens gamle tårn har man indrettet en restaurant, der strækker sig over flere etager. Begge dele er med til at give Fakkelgaarden en særlig charme og atmosfære, som man ikke finder mange andre steder.

Allerede fra starten har man placeret sig på det gastronomiske landkort. Rækken af kendte kokke, der har sat deres præg på Fakkelgaardens køkken, er lang, og i branchen er det attraktivt at have et job eller en læreplads på Fakkelgaarden på CV’et. Det er således med visse forventninger, vi sætter os tilrette i de bløde læderstole i pejsestuen, hvor et glas bobler samt et udvalg af hjemmelavede snacks venter.

Bobler og hjemmelavede-snacks inden middagen

Bobler og hjemmelavede-snacks inden middagen

Alt godt fra havet
Tjeneren leder os et kvarter senere diskret hen til bordet, fortæller om aftenens menu og spørger hvilken slags vand, vi ønsker. Samtidig får vi præsenteret det brød, der står klar, og en starter kommer ind.

På tallerkenen ligger en lille anretning med stenbiderrogn og vagtelæg, og fra første ret viser køkkenet, at det kan sit kram. Først og fremmest smager det pragtfuldt, og æggenes bløde konsistens modsvares fint af et stykke ristet jordskok, der knaser, når man sætter tænderne i det. Farvemæssigt er der hvidt, rødt og brunt på tallerkenen.

Vi fortsætter med grillet sashimi-tun samt malto, og på tallerkenen ligger desuden avocado, agurk og hjertesalat, der alt sammen er tilberedt al dente. Retten er japansk inspireret, og visuelt fremtræder den som et helt kunstværk. Både denne, samt den forrige ret, ledsages af en tysk Riesling, der spiller på det syrlige, men også på det søde.

Den japansk-inspirerede sashimi tun præsenterede sig flot

Den japansk-inspirerede sashimi tun præsenterede sig flot

Det er ikke slut med havets fristelser, for næste ret er et stykke torsk. Den sauce, som er hældt henover, er dog ikke lavet på torske-, men på hønsefond. Tjeneren forklarer, at det både giver mere smag, men også en vis fedme, som står godt til den magre fisk. Lidt sprøde majs giver fint modspil til det bløde, som ellers ligger på tallerkenen. Med denne ret har vi samtidig skiftet vin, og i glasset er en Icardi fra italienske Piemonte hældt op. Druerne er Sauvignon Blanc og Chardonnay, men sidstnævnte er netop ikke lagret på egetræsfade, så vinen fremstår helt frisk.

Højt niveau
Halvvejs gennem måltidet kan vi konstatere, at vi er blevet tilpas udfordrede. Noget har været japansk, andet hundrede procent dansk, og det traditionelle er blandet med det innovative. Køkkenet kan sit kram, men det gælder i høj grad også for tjeneren, der på en underholdende, men samtidig saglig og vidende måde guider os gennem menuen. Alt sammen er med til at løfte vores spiseoplevelse op på et højere niveau.

Det er slut med havets fristelser, for et stykke vagtelbryst kommer ind. Mens kødet er lyst og blødt, er det salte skind, som ligger ved siden af, mørkt og sprødt. En fin kontrast. At vagtelbrystet samtidig ledsages af trøffel, gør bestemt ikke retten ringere, men det bedste er alligevel vinen – en Gevrey Chambertin, Napoleons yndlingsvin. Som de fleste Bourgogner har den en blødhed over sig, men den er samtidig så kraftfuld, at den betegnes som ”en jernnæve i en fløjlshandske”. Det haster ikke med næste ret, for vi nyder vinen i fulde drag og kigger ud, hvor mørket er faldet på. Der er kun få krusninger på vandet, og på den tyske side af fjorden blinker lysene, mens enkelte fartøjer med tændte lanterner glider forbi.

Styr på detaljerne
Ofte er det små detaljer, der adskiller noget godt fra noget mesterligt, og på Fakkelgaarden er der styr på tingene. Den næste ret er kalvefilet, så der skiftes til grillbestik, og tallerkenerne er varme. En Chateaux Magdalene fra Saint Emilion kommer frem, og da vi nu forlader Bourgogne til fordel for Bordeaux, skiftes glassene selvfølgelig også.

Kalvefileten serveres med brissel, artiskok, ærter og gulerødder. Det udstråler nordisk køkken og er yderst velsmagende, og samspillet mellem vinen og maden er perfekt. Måltidet nærmer sig sin afslutning, men inden desserten skal vi smage et udvalg af oste. Ind kommer en tallerken med ti forskellige danske oste, der smags- og konsistensmæssigt spænder meget vidt. Hver ost præsenteres grundigt – og at nogen har hukommelse til at skelne ti oste fra hinanden, vidner om engagement og dygtigt håndværk. Samtidig udfordres vi med hensyn til den klassiske kombination ”ost & rødvin”, for på bordet kommer det, vi mindst af alt venter, nemlig en mousserende tysk vin – en sekt fra Mosel, der er fremstillet på Gewürztraminer. Men det, der i hvert fald for os er lettere grænseoverskridende, virker fint. Den krydrede smag fra sekten spiller fint op til de forskellige oste.

Undervejs har ingen af anretningerne været overfyldte – tværtimod. Vi har fået serveret lige netop så meget af hver ret, at lysten og appetitten efter mere af samme slags har været stor, selv når tallerkenen var tom. Den afsluttende dessert runder måltidet fint af. Rød er den dominerende farve, og desserten består blandt andet af hindbærsorbet, kompot, mousse og makron.

Da aftenen er omme, er vi behageligt mætte. Vi har været både til vands, til lands og i luften og er en masse indtryk rigere. Alle farver på paletten har været repræsenteret, og hvor noget har været blødt, har andet været knasende sprødt. Det syrlige har været mikset med det søde, og de sarte smagsindtryk er blandet med de kraftige. I glassene har vi især været omkring Frankrig og Tyskland, og vi har smagt forskellige hvide, røde og mousserende vine, der alle valgt med omhu, så de har spillet sammen med maden.

    Ombygningen er foregaÌŠet nænsomt, saÌŠ stedets atmosfære er bevaret

Ombygningen er foregaÌŠet nænsomt, saÌŠ stedets atmosfære er bevaret

Prisbelønnet morgenmad
Er der så ikke mere at fortælle? kunne man spørge sig selv. Jo, det er der. Køkkenet har stadig noget i ærmet, for morgenmaden overrasker mindst lige så meget som aftenens menu. Hver lille anretning – vagtelæg, yoghurt, frugt, brød m.m. – serveres separat, og Fakkelgaarden har vundet priser på sin morgenmad alene. Men for os er det ikke yderligere gastronomi, der er i fokus – vi skal ud og brænde kalorier af.

Fakkelgaarden er præmieret for sin morgenmad

Fakkelgaarden er præmieret for sin morgenmad

Fakkelgaarden ligger klos op ad et fantastisk mountainbike-område. Terrænet er kuperet og afvekslende, og man kan holde sig til de sønderjyske skove eller køre over grænsen for at udforske den tyske side af fjorden. Undervejs kan man stoppe ved det gamle hammerværk i Kupfermühle, hvor man i sin tid lavede kobber- og messingplader til skibsbeslag og tage. Den lille, idylliske by blev anlagt af Christian den Fjerde i 1612, og der var produktion helt frem til 1962.

Er man til kajaksejlads, indbyder Flensborg Fjord til masser af spændende ture, blandt andet til Okseøerne. Disse ligger meget tæt på Fjordvejen ud for den lille by, Sønderhav, og ingen af dem er særlig store, men til gengæld er udsigten med den tyske kyst i baggrunden meget smuk. I historien er øerne mest kendt på grund af Margrete den første, der endte sine dage her på grund af pest. Fra Sønderhav er der i sommerhalvåret forbindelse til øerne via en lille færge, og har man egen kajak med, er turen et must.

Vi vælger mountainbiken og kører en lang tur, hvor der bliver brændt kalorier af. Den venlige receptionist på Fakkelgaarden har udstyret os med gæstekort til Hotel des Nordens, der ligger ved grænsen. Efter turen låses cyklerne, badetøjet kommer frem, og på svømmeturen i den kombinerede inden- og udendørs pool bliver vi enige om, at opholdet har været en helstøbt oplevelse, der stærkt kan anbefales.

Værelserne har naturligvis balkon med udsigt til en af Danmarks smukkeste kyststrækninger

Værelserne har naturligvis balkon med udsigt til en af Danmarks smukkeste kyststrækninger

Fakta om Fakkelgaarden

Fakkelgaarden: Fjordvejen 44, Kollund, 6340 Krusaa
Tlf: 74 67 83 00
Web: www.fakkelgarden.dk
Mail: info@fakkelgaarden.dk
Pakker: Kvalitet koster, men på Fakkelgaarden har man attraktive pakkeløsninger, der betyder, at den samlede pris på ophold og aktiviteter alligevel er overkommelig. Prøv fx et golfophold, en tur på kokkeskolen, et gourmetophold eller en vinsmagning. Tjek de forskellige tilbud på nettet.

Følg My Pleasure på Facebook her

 

 

You may also like

6 comments

Casper Rasmussen 26. august 2013 - 18:50

Det ser lækkert ud, høj klasse.. Og dog, har du været forbi Norsminde Kro? Der snakker vi mundorgasmer, undskyld sproget, på højeste plan.. Prøv det 🙂

Reply
nicolaiklingenberg 27. august 2013 - 11:36

Niksen – men jeg er glad for den slags oplevelser, så den er noteret. 🙂

Reply
Casper Rasmussen 27. august 2013 - 19:35

Det skal dog bemærkes at jeg tænker på “En aften med det hele” serveret i deres 6.000 flaskers vinkælder.. Simpelthen sublimt 🙂

Reply
nicolaiklingenberg 28. august 2013 - 09:31

Det lyder svært interessant! 🙂

Reply
Casper Rasmussen 4. september 2013 - 14:35

Bare kom afsted mester.. Der er også gastronomi udenfor Kbh 🙂

nicolaiklingenberg 4. september 2013 - 17:29

Top! 😉

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk