Nu og her handler det om Peter Amby. Jeg har truffet ham et par gange og har sågar besøgt hans galleri. Dog kun en gang. Men det bliver med garanti til flere gange. Han har et interessant syn på kunst, og han gør os herunder klogere på, hvordan han selv kom i sving med sit eget galleri. Det handler dog også om, hvordan nogle anser kunst. Kort fortalt: Peter Amby har noget interessant at fortælle.
Magnus Pettersen med kreationer i Peter Ambys galleri
Peter – du er herre i eget galleri, men hvordan og hvornår opstod din interesse for kunst?
– Min interesse for kunst er medfødt og opstod allerede i min helt tidlige barndom. Min storebror, Balder Olrik, var kunstner i mange år, og kom ind på Kunstakademiet som 16-årig, samme år som jeg blev født. Mange af mine bedste barndomsminder stammer fra hans atelier. Jeg er opvokset i Humlebæk og Hellerup. I Humlebæk havde vi Louisiana i nærheden, som blev brugt meget flittigt. Det har været en væsentlig faktor. Jeg var der hver onsdag og studere den pågældende udstilling og spise middag med min far, indtil jeg var 15. Han var også altid sød til at tage mig med på diverse museer, når vi rejste rundt i verden. Fra jeg var omkring 10, begyndte jeg at arbejde som assistent på min brors atelier en gang om ugen. Og udover at følge ham, kunne jeg følge dem, han delte atelier med, bl.a. Martin Bigum. Og i Hellerup havde jeg fra 12-13-års alderen mulighed for at tage toget alene ind til byen og gå på galleri eller museum en gang om ugen. Jeg følte mig relativt hjemmevandt, da jeg fra barnsben havde været med til min brors ferniseringer, og eftersom min stedfar altid tog mig med til auktionseftersyn. Nogle af de venner, jeg slæbte med, synes dog altid, at det var lidt akavet. Men kunst eksisterer for at blive oplevet, og derfor er gallerister som regel glade for interesserede gæster.
Ulrik Weck
Hvordan udviklede interessen sig herefter?
– Min store interesse for kunst varede ved. Efter gymnasiet kom Balder med mange forslag til, hvordan jeg kunne blive gallerist, men jeg turde ikke rigtigt at forfølge den vej dengang. Jeg havde det sådan, at der skulle være plads til, at noget var en hobby, og da det var min største interesse, var jeg bange for, at det ville falme, hvis jeg ikke beskæftigede mig med andet. I stedet begyndte jeg at studere jura i håb om at blive skatteadvokat. Min far er landets førende skatteekspert, og min stedfar var en af landets førende skatteadvokater, så selvom det lyder som et pudsigt valg, så virkede det meget naturligt for mig. Interessen for jura falmede desværre, inden jeg nåede til faget skatteret. Men allerede på jurastudiet begyndte jeg at handle lidt med kunst på hobbyplan – med private ting. Rejsen gik fra jura til at have mit eget lille PR firma, skabe fester og bestride stillingen som kommunikationschef for YOO i Norden (YOO er Phillippe Starcks ejendomsudviklingsfirma) samt at arbejde med ejendomsudvikling.
Absalon Kirkeby står bag dette værk, som er at finde på den kommende udstilling.
Hvad var anledningen til, at du ville have eget galleri – og hvordan foregik det?
– Imens jeg var i gang med ejendomsudviklingen, vågnede jeg op en morgen og tænkte på, hvad jeg ville bruge resten af mit liv på. Jeg havde kort forinden stødt ind i Absalon Kirkeby (som jeg stadig arbejder med i dag), som jeg kendte fra skoletiden, og han var på vej til at blive en vanvittig dygtig fotograf. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ville bruge mit liv på at handle med kunst, og derfra gik turen via Sotheby’s Institute til at være kunsthandler, rådgive kunstsamlere og kuratere udstillinger. Jeg kunne køre mange af aktiviteterne fra min lejlighed, men da min ekskæreste flyttede ind, var jeg nødt til at finde et lokale. I stedet for at få mit eget lokale, endte jeg med at blive partner med en anden københavnsk gallerist. Det projekt sluttede i 2011, og jeg begyndte at lede efter et nyt lokale. Jeg var omkring fabrikshaller på Amager og alverdens sjove lokaler, men endte her i baggården i Borgergade 2, hvor jeg stadig holder til i dag.
Lokalet har i øvrigt mange af de ting, jeg ønsker af et gallerilokale, og som jeg kender fra Berlin, London og New York: Det er en lille skjult perle, som man næsten skal kende for at finde; der er ikke nogle butiksvinduer, men et ekstremt clean og dedikeret udstillingsrum, og det kan jeg godt lide, da folk derfor ikke underbevidst har set udstillingen gennem vinduet, før de kommer ind. Lokalet har en lidt industriel følelse over sig ligger – mig bekendt – i den eneste tilbageværende fabriksejendom, som ligger under 100 meter fra Kongens Nytorv. Så det er dejligt centralt og praktisk for mange gæster – ikke mindst mig selv, da jeg bor i kvarteret. Borgergade er i det hele taget i en spændende udvikling med Restaurant Pluto og lignende, som er åbnet indenfor det sidste år. Det er også en sjov gade, fordi den er så herlig grim. Det ser jeg faktisk som et plus, da de fleste gader er blevet utroligt polerede over de sidste ti år.
Magnus Pettersen
Hvem har du i galleriet i dag?
– I dag arbejder jeg med fotografen Absalon Kirkeby (f. 1983, DK), billedhuggeren Claus Hugo Nielsen (f. 1973, DK), konceptkunstneren Ditte Gantriis (f. 1980, DK), maleren James Viscardi (f. 1985, US), billedhuggeren Magnus Pettersen (f. 1983, NO), maleren Martin Bigum (f. 1966, DK), den store amerikanske maler Michael Bevilacqua (f. 1966, US) (kendt fra Louisiana, AROS etc) samt konceptkunstner/billedhugger Ulrik Weck (f. 1972, DK).
James Viscardi
Og hvis du skulle beskrive den kunst, du tager ind, hvordan ville en bred beskrivelse så lyde?
– Det er dansk og international samtidskunst, hovedsageligt fra min egen generation. Jeg fokuserer ikke på et bestemt medie, men har det kriterium, at når jeg ser et værk, skal det ikke være en 1:1 oplevelse. Det vigtigste for mig er, at det er som en ligning, der ikke nødvendigvis kan løses”¦ Så værket bliver ved med at arbejde videre i dit hoved. Det er en stor del af kunstoplevelsen for mig. Mange tror, at kunst skal være logisk, have en løsning eller være æstetisk behagende. Det kan det sagtens være, men det er vigtigt for mig, at det ikke blot er en oplevelse, man har, når man står foran værket. Således forholder det som regel med logiske eller behagesyge værker, synes jeg.
Ditte Gantriis med “Casuel Friday”
Hvornår mener du, at noget er kunst – og egnet til dit galleri?
– Det er vist nærmest besvaret ovenfor.
Hvor opstøver du egentlig dine kunstnere?
– Jeg forsøger på at holde mig godt orienteret og har en lang ønskeliste over kunstnere fra hele verden (både helt unge og meget etablerede), som jeg gerne vil arbejde med. Det er meget forskelligt, hvordan jeg kommer i kontakt med dem. Over det næste år kommer der nok et par tyskere, en amerikaner og en dansker mere i galleriet. I øjeblikket har jeg halvt sommerlukket, men jeg arbejder på Absalon Kirkebys næste udstilling, som har fernisering d. 29. august.
Mere Absalon Kirkeby
Hvad har du på tapetet fremadrettet i galleriet?
– Absalon Kirkebys udstilling forsætter til starten af oktober. Herefter kommer der en virkelig interessant amerikansk kunstner, som jeg ikke vil løfte sløret for, og i midt november er der udstilling med Martin Bigum, som også bliver rigtig spændende.
Kan du tale om en mission eller et mål med galleriet?
– Det kan man godt. På det personlige plan og for kunstnerne er det at opbygge noget varigt, som har stor internationalt gennemslagskræft. På publikumsplan er det at vise kunst, som folk ikke forventer at se – eller som de ikke nødvendigvis vidste, at de synes var spændende. At formidle en vision. Jeg kender mange mennesker, hvis eneste drøm er at få det samme kunst, som deres forældre havde på væggene og supplere med det samme kunst. Det, synes jeg, er virkelig kedeligt.
Claus Hugo Nielsens værk “Moonflower”
Slutteligt: Hvad mener du, at enhver M/K bør vide om kunst?
– Det aller vigtigste, som især mange danskere glemmer, og som er folks største forhindring for at opleve kunst, er at:
1. Der er ingen endegyldig løsning på et værk
2. Man fremstår aldrig dum ved at være interesseret, men det gør man, når man blankt afviser noget, man ikke forstår, som værende dårligt.
Vi lever i et meget logisk samfund, hvor folk har det bedst med at have en klar løsning på tingene. Når de ikke kan finde den løsning, har de en tendens til at afvise det for ikke at fremstå som dumme. Men det, der er så herligt ved kunsten, er, at det er en pause for hjernen og fra det logiske ræs, som vi ellers omgiver os med. Og det er fantastisk at kunne give sig hen til et godt værk. Det kan man ikke, hvis man er bange for at føle sig dum, så det skal I lade være med.
Tre hurtige til Peter:
Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Jeg er meget glad for Pluto på Borgergade og spiser der meget ofte. For nylig var det med mine gode venner, manuskriptforfatterne Anders August og Jeppe Gram, samt cykelrytteren Matti Breschel, som jeg ikke kendte på forhånd. Jeg ved generelt intet om sport, og derfor var det ekstra spændende at høre nogle af Mattis historier. Han er en virkelig flink fyr. Anders og Jeppe spiser jeg næsten med ugentligt, og de er altid spændende.
Hvad har du brugt din sommer på?
– Jeg har været 15 dage i Sydfrankrig (Les Issambres), samt solgt rosévin sammen med min gamle ven Frederik Lauritzen. Og så er de sidste uger gået med at forberede næste sæson i galleriet.
Hvad drømmer du om for tiden?
– Jeg er en drømmer og har ufattelig mange drømme hele tiden; Udover utallige ambitioner for galleriet, så drømmer jeg blandt andet om at besøge alverdens, afsides rejsemål, bo i LA, New York, Buenos Aires og Paris, bygge et museum, skrive en film, bygge et mini højhus i en kæmpe skov, hvor man kan sidde på toppen og kigge udover trækronerne, åbne en restaurant sammen med kokken Frederik Bille-Brahe, så jeg kunne spise hans mad dagen lang; listen er uendelig. Men ovenpå sommeroprydningen er det helt aktuelt noget så kedeligt som at bygge et nyt og mere brugbart lager i galleriet.
Peter Amby himself.
Besøg Peter Amby og hans galleri her
