I næste uge udkommer et magasin. Folkene bag har tidligere prikket til mig i forbindelse med en klumme. Sidste gang takkede jeg ja. Og det gjorde jeg faktisk igen, da de spurgte til “næste nummer”. Du får klummen allerede her – og så kan du jo passende købe magasinet og læse de andre historier, når det udkommer på torsdag…
Onde tunger vil mene, at fænomenet vintage blot er et synonym for noget gammel lort. Gudskelov er jeg særdeles sjældent ond i munden, og da slet ikke, når det kommer til gamle sager. Med sager mener jeg ting, som har en historie, og som jeg gerne leder et stykke tid efter. Til tider beholder jeg det i årevis, andre gange udskifter eller bytter jeg det væk til noget andet. Kræmmer? Muligvis.
Jeg drømmer stadig om en ældre Mercedes. Som ikke kræver al verden at holde kørende, tak.
Enhver mand såvel som kvinde kan gå ind i en forretning og erhverve sig noget nyt. Det kræver blot, at man har de fornødne midler til det, der skal købes. Så langt så godt. Det samme gør sig selvsagt gældende, når man skal købe noget gammelt. Enten i en specialforretning, på en auktion eller på et loppemarked. Til gengæld vil jeg mene, at man har tænkt lidt over løjerne, når man kaster sig ud i et køb af noget brugt.
Nærmest ude af kontekst… En vintage pølse kan man vel godt kalde en hotdog.
Mit sidste store køb var et skrivebord. Fra 70’erne. Det er udført i rio palisander, og allerede her, er distancen til nutiden lagt. Træsorten er fredet, der må ikke længere – aldrig overhovedet nogensinde – produceres møbler af den slags træ. Dermed har jeg noget historisk på kontoret. Det er jeg glad for. Næste interessante kapitel kommer så, når jeg inspicerer bordet. Et lille mærke i bordpladen rummer en historie, som jeg selv kan fundere over. Var det en chef, der hamrede en brevåbner i bordet, da han ikke blev forfremmet, eller var det et bæltespænde, der satte et mærke, da en korporlige seance fandt sted. Jeg håber på det sidste. Og hvad med den skjulte skuffe? Har den rummet hemmelige breve? Og har det indbyggede, lille skab måske rummet en flaske fluidum, som kunne nydes ved særlige lejligheder? Muligvis. Og selvom jeg aldrig får svarene, kan jeg i stedet tilføje mine egne historier og eventuelle seancer til bordet.
Skrivebordet. Her er det gjort endnu ældre.
En anden last udi ”gammel lort” er armbåndsure. Jeg er glad for ure i almindelighed, og selvom mit drømmeur (eller okay et af dem) er af nyere dato, så er det ikke noget som at finde et ældre ur, der stadig fungerer. Hvorfor? Fordi modellen ikke længere laves, og jeg har dermed noget unikt. Eller et eksemplar af en uddød race.
Er der slet ingen ulemper? Det kan du tro. Kommer et ur til mit håndled, kan der nemt være bøvl med sagerne. Det går måske lidt for langsomt eller også kræver det et service. Heldigvis findes der entusiastiske mennesker, der kan reparere den slags, men reservedelene er et kapitel for sig.
Tik tak. Så længe det har år på bagen og fungerer, er jeg solgt. Nærmest hver gang.
Nogle vil mene, at de gamle sager blev lavet med langt mere sjæl og passion end i dag. Dengang blev tingene lavet for at holde et helt liv. Jeg er delvist enig, men vi må ikke glemme, at der stadig blandt andet er både møbel- og urhuse, som holder de gamle håndværksmæssige traditioner i live. Dermed kan de, der måtte bryde sig minimalt om ”det gamle lort” købe noget nyt og begynde deres egen historie og ”besjæling” af produktet, men det er en helt anden historie.
Folkene bag lover følgende om det kommende nummer
100 sider livsstil i øjenhøjde:
Stort portræt med skuespiller Nicolas Bro
Rejseguide til hemmelige steder i London
Boligreportage: Fra portnerbolig til familiehygge
Fokus på retro – skab din egen stil
Sundhed for sjælen – sæt farten ned i verdens “sløveste” byer
Tema om smykker og ure – fra vintage ure til jagten på rå diamanter
Tea Time, Dear – Afternoon tea er HOT
Du så coveret her… Første gang i hvert fald
Eurostyle er på gaden torsdag d. 19. september til en flad 30-krone.
My Pleasure er på Facebook. Det er gratis at følge med. Læs med her.
