Home Pindemadder Om at spise sent hos Gorm's i Nyhavn 14

Om at spise sent hos Gorm's i Nyhavn 14

written by Nicolai Klingenberg 24. september 2013
Pin It

Det var en lørdag aften, og sulten meldte sig. Det samme gjorde lysten til at spise ude, så to lyster blev til en realitet: Overtøjet røg på, håret blev kæmmet, og så gik turen ellers til Gorm’s i Nyhavn 14.

Hyggeligt, ikke sandt?

Hyggeligt, ikke sandt?

Jeg mindes at klokken var lige over 21, solen var for længst gået ned, men der var ikke en vind, der rørte sig. På modsatte side af Nyhavn trængte et neonskilt til et eftersyn – der manglede et “H” i Havfruen, men udeserveringen på selv samme side viste sig at være alt andet end død. Støjniveauet var dog væsentligt lavere – og stemningen syntes svært hyggeligt.

Italiensk islæt

Italiensk islæt

En håndfuld trin ned, og vi er fremme hos Gorm. Konceptet er italiensk og fascinationen ligeså. Jeg har haft fornøjelsen af at sætte tænder og hænder i kreationer fra Gorm’s to gange før – dels på deres nordsjællandske matrikel, men også i form af sublime pindemadder til et arrangement tidligere på året, men nu befinder jeg mig altså i en kælder i Nyhavn. Her er rustikt: Mørke klinker på gulvet, stearinlys i flasker (med den klassiske nedfaldne stearin), italiensk inspirerede fotos og et par tomatdåser lever et nyt liv som beholder til bestik og pizza-skærer. Musikken må vi dog vente lidt med, for iPod’en er løbet tør for strøm…

Blik og stål

Blik og stål

Vi sætter os til bords. Et hyggeligt, patineret træbord, der vipper, når man sætter sig til det. En kile kommer til, og vipningen er elimineret. Sådan. Næste bagte billede er en kurv med brød af durum, hvede, rug og lidt øl. Hertil olie og balsamico – førstnævnte med et let citrusstrejf.

Brød & Olie

Brød & Olie

Vin skal der til – i hvert fald denne aften – og valget falder på en primitivo fra Puglia området. Masser af kraft og smag. Og lette noter af mørke bær. Det skal nævnes, at teamet bag Gorm’s ofte tager på indkøb i Italien. Her handler de vine, delikatesser og andet godt, som så finder vej til restaurationer og receptioner i Danmark, og dermed er alt ganske nøje udvalgt. Jeg forestiller mig desuden, at sådan et tiltag er godt for økonomien – og sikkert også for kunderne i form af medgørlige priser.

Vinen. Jeg skal beklage det rystede foto

Vinen. Jeg skal beklage det rystede foto

Første bestilling er afgivet og lyder på antipasto della casa. Det kunne lyde som en let omskrivning af et Eros Ramazotti hit, men det handler i bund og grund om et stentøjsfad med udvalgte delikatesser: Saftige rejer med basilikum pesto, italiensk pølse, rygeostcreme med rogn, komølksost, parmaskinke, bøffelmozarella, syltede svampe (østers- og kejserhatte) og en herlig omgang carpaccio med lidt trøffelolie. Og jeg har muligvis glemt noget. I og med at nogle af de små retter er lune, får man fornemmelsen af, at det her fad ikke bare er taget ud af et svaleskab eller er anrettet på ingen tid. Her har man taget sig tid til at anrette, lune og tilberede. Og der er rigeligt til to – som en forret.

Fadet

Fadet

Jeg vil mene, at du kan trække udenfor et par uger endnu, hvis du vil strække ben eller skyde med cigaretter. Foran restauranten har man fine, små caféborde med levende lys og et par tæpper. Du sidder på den rolige side af Nyhavn og har en absolut fin udsigt.

Tilbage igen. Et strømkabel må være dukket op, for musikken anes svagt. Det samme gør levende samtaler – bordet til venstre for mig, består af en håndfuld ældre, som har spist her. De er dog blevet hængende med deres vin (måske en ekstra flaske) og til højre for mig sidder et andet selskab bestående af seks kvinder. Bag dem sidder et par, og det fortæller egentlig ganske fint, at publikummet er bredt.

Det er blevet tid til en hovedret, og nogle vil måske mene, at en pizza hører sig til søndage. Jeg er til dels enig, men når nu man slår sig på det italienske, og vi ikke taler om den vanlige “søndags-dej” med diverse fyld, så skal det prøves. Jeg vælger Signatur-Gorm. Dels fordi det er signaturen, men også fordi den indeholder løjer, jeg ikke har prøvet på en pizza før.  Vi taler om kammusling, jordskokpuré, karamelliseret rødbede, rødbedecreme og bredbladet persille. På en svært delikat, tynd, lækker og sprød bund. Den sætter jeg gerne tænderne i igen – i øvrigt er størrelsen mindre end en “normal” pizza. En anelse i hvert fald, men med en forret i maven, så slipper du for at blive oppustet. Jeg gjorde i hvert fald.

Kammuslinger og andet godt

Kammuslinger og andet godt

Kaffe? Ja, tak. En lille, stærk kop macchiato. Og som en hilsen fra køkkenet et lille fad med fire stykker chokolade. Det er aldeles passende og fint. Tak for mad.

Kaf... Macchiato

Kaf… Macchiato

Sødt.

Sødt.


My Pleasure poster jævnligt andre løjer på Facebook – følg med her

 

 

Pin It

You may also like

  • Frederik Kreutzer

    Lyder lækkert – her vil jeg have pizza og hygge!

    Hyg dig
    Frederik