Denne skrivelse er faktisk hyggelig. Og lidt rørende. Den er blevet til som en naturlig forlængelse af historien om det italienske refugium, men i dag handler det ikke om en bolig, men om talrige dyr. Dyr som er blevet til jagttrofæer, og som nu skal leve endnu et liv. Det handler også om at tage afstand til “noget”, og i den grad om en herlig video.
Manden der maler er fanget af manden i spejlet
Morten – denne gang handler det ikke om en bolig, men om udstoppede dyr. Hvad går det nu ud på?
– Det går ud på at tage nogle jagttrofæer og give dem et nyt liv. At finde nogle stolte dyr, som engang er blevet nedlagt, og som jægeren ikke længere har hængende på sine vægge. De fortjener da en “Second chance”
Hvordan opstod idéen?
– Et fint dyr jeg havde hængende i Italien var blevet jordslået og havde fået mørke pletter. Det lignede næsten leopardskind – og så opstod ideen med at male på dyret helt tilfældigt, da jeg ikke nænnede at skille mig af med dyret. Det var et stort og flot dyr og havde igennem mange år haft navnet Åse, selvom det var en han. Men hun var jo blevet en del af familien, og hvis jeg kunne rede hende ved at male hende, var det en mulighed jeg ikke kunne undslå mig.
En bemalet impala
Og hvilke dyr er der tale om?
– Jeg har engang haft fat i en rød dansk mølædt ræv, og den fik bestemt et nyt liv, men: Jeg kan bedst lide de afrikanske savannedyr. Jeg har dog et umalet warthog (bumpa) hængende. Der er tale om et typisk afrikansk savanne dyr, men han bliver aldrig malet. Han er simpelthen for levende og for karismatisk i sig selv.
Er der et helt særligt dyr, du drømmer om at male på – og hvorfor netop dette dyr?
– Jeg har drømt om et næsehorn, men jeg hader jo, at man overhovedet har jaget dem. De, der eventuelt kan købes på aktioner, løber nemt op i et par hundrede tusinde kroner. Nogle sindssyge mennesker tror åbenbart, at det giver dem en cementhård rejsning at indtage pulveriseret horn. Det er ren idioti i min bog. Det svarer jo til, at den der bider negle og sluger stumperne skulle rende rundt med en konstant bule i bukserne. Jeg bliver nærmest fysisk dårlig, når jeg tænker på krybskytteri og den illegale handel med truede dyr. Undskyld……det har jo ikke noget med mit malearbejde at gøre…
Dyret hædres, hvis du spørger mig
Nogle vil mene, at et trofæ er kunst i sig selv, og at man ikke bør male på trofæer. Hvordan ser du på det faktum?
– Jamen, det er det bestemt også, og en dygtige konservator er bestemt også en kunstner. Men når jeg får fat i et dyr, er det ofte fordi, ingen andre vil have det hængende mere.
Og det kan jeg ikke have…..Tænk på, hvor meget det er gået igennem. Først et hårdt liv på savannen med fare for sit liv hver dag. Så bliver det skudt-brækket-skinnet-spist-saltet-tøret-sat på en træ skabalon-tilpasset-syet-malet i mund og mule for så til sidst at få stukket et par glasøjne ind i de huller, de rigtige øjne efterlod. Som jeg har nævnt, mener jeg selv, at jeg giver dem nyt liv. Giver dem en mulighed for igen at komme op på vægen og blive beundret. Lige som de blev, da jægeren udså lige netop det dyr, under jagen, i sin tid.
Hvad går gennem dit hoved, når du maler dyrene?
– Det er en dejlig fred… Det er bare mig selv, dyret og forvandlingen, der langsomt kommer til syne, igennem de mange dage og timer. Der er ingen andre, jeg skal forholde mig til, udover dyret, naturligvis. Derudover har jeg en række fantasier om, hvordan de engang har levet deres liv. En ny chance for dyret, et nyt liv. Jeg har sågar tænkt tanker om, hvordan jeg klæder dem på til den sidste store fest, de skal til i deres liv. Det foregår ofte på de meget sene timer med et gals rødvin i hånden og gerne i underbukser. De mange lag skal jo lægges på, dernæst tørre, og dernæst lægges oven på igen. Det tager tid, så der males lidt hver dag.
Og en bøffel
Det er som om, det er et særligt mønster, der går igen på dyrene?
– Det er rigtig, og det er sgu svært at forklare, hvorfor og hvordan de er opstået. Men de fortæller en historie om mine fantasier om dyret og dets liv.
Er du selv jæger”¦?
– Nej, og jeg bliver det aldrig. Hvis det var den eneste måde at skaffe mad på, så jo…
Hvor kan man erhverve sig et Angelo-trofæ?
Man er velkomme til at skrive til mig på ma@brandhouse.com
—
Og så til videoen
