Home Ure Zeitgeist – et dansk urbrand er blevet til

Zeitgeist – et dansk urbrand er blevet til

by Nicolai Klingenberg

Hvad får man, hvis en ingeniør, en tandlæge og en landskabsarkitekt vælger at kaste sig ud i et fælles iværksætterprojekt? For Mathies, Thomas og Erlings tilfælde er svaret et urfirma. Navnet er Zeitgeist, urene er en realitet, og i dag skal vi blive klogere på mærket og tankerne bag. Det er både spændende og interessant.

Front og bagside på Mechanica, som er et af de to ure, Zeitgeist har lanceret.

Front og bagside på Mechanica, som er et af de to ure, Zeitgeist har lanceret.

Mathies – du er en af initiativtagerne til et nyt urmærke på dansk jord. Hvordan kom I på den idé?
– Zeitgeist Denmark projektet udspringer af flere års tanker om, hvad et attraktivt urbrand er. De primære ingredienser i vores opskrift er selvoptrækkende mekaniske værker, små limiterede produktioner og få, velovervejede, modeller.
Min fascination for armbåndsure startede for små ti år tilbage. Her mødte jeg Thomas Hass Augustsen og Erling Timann Jensen. De to andre initiativtagere til Zeitgeist Denmark. Thomas har været passioneret og engageret i urverdenen så længe, han kan huske. Det var hans viden og
entusiasme omkring den horologiske verden, der smittede mig og Erling med urfeber.
Sammen begyndte vi at handle med både nye og brugte armbåndsure. Dette udbyggede vores kendskab til produktionssiden af denne håndværksmæssigt fascinerende og traditionsrige branche. Det er disse erfaringer, der sammen med en stærk iværksættertrang, gjorde drømmen om
at designe og skabe vores eget ur til en realitet.
Derudover tror jeg også at vi har en fælles kærlighed til det æstetiske og harmoniske, såvel som det komplekse og udfordrende i livet. Hvilket måske lyder banalt, men det har også været med til at kaste os ud i et projekt som dette.

Hvordan er det så forløbet siden da?
Vi begyndte så småt arbejdet med virksomheden i sommeren 2010. Den første prototype så dagens lys i foråret året efter. Siden da er tiden gået med videreudvikling af denne og på at etablere samarbejder med de rigtige underleverandører. I den forbindelse har vi haft flere besøg til den store, ur- og smykkemesse, BaselWorld. Her mødes det meste af branchen for at udvikle deres forretninger. En stor del af tiden også gået med at sikre den røde tråd igennem urene, så vel som resten af brandet.
Som virksomheden udviklede sig blev flere og flere entusiaster involveret. Vigtigst blev en fælles ven, Rasmus Kørner Henriksen, en del af teamet, da vi fik ham til at droppe sit job og begynde på urmageruddannelsen i stedet. Vi synes selv, at virksomheden i dag udgøres af et stærkt team.
Blandt andet på grund af vores vidt forskellige baggrunde. Thomas er ingeniør, Erling er tandlæge, og jeg er landskabsarkitekt.

Front og bagside på Anno Mechanica - ur nummer to fra Zeitgeist

Front og bagside på Anno Mechanica – ur nummer to fra Zeitgeist

Hvem henvender I jer til?
– Vi forsøger at ramme folk, der er interesserede i det lidt underspillede, rene, skandinaviske design, men som ønsker et maskulint, ur der har mere kvalitet og format, end hvad man ellers finder i den designkategori. Trods det maskuline look, henvender vi os bestemt ikke kun til en bestemt type
mand. Vores ure er blevet mødt af en stor interesse fra begge køn samt af folk med vidt forskellige stil og nationalitet. Måske at uret henvender sig til alle der, som vi, synes det mekaniske ur kompletterer enhver personlighed.

Hvad har været det mest udfordrende ved jeres proces?
– Som mange andre virksomheder startede vi ud med større dele af produktionen i østen. Her oplevede vi dog en usikkerhed i produktions- og leveringstiderne, samt svingende kvalitet i specielt samlingen af komponenterne.
Ud af disse erfaringer opstod tankerne om at bringe så store dele af produktionen til Danmark som muligt. En vision vi hver dag overføre mere og mere i udviklingen af urene. Vi har oplevet at en nærhed til produktionen giver os mulighed for nemmere at bringe flere nytænkende løsninger
ind i urene.
Vi er dog ikke i tvivl om, at den største udfordring er den, vi står overfor nu. Det at skulle ud på et stort marked med rigtig mange spillere. Indtil videre føler vi os dog taget godt imod. Specielt da en af redaktørerne hos Financial Times forelskede sig i vores brand og gav os gratis annonceplads.
Dette, samt en masse feedback på de sociale medier, har været med til at bekræfte os i vores koncept.

Mechanica er min umiddelbare favorit

Mechanica er min umiddelbare favorit

Hvordan vil du beskrive jeres stil og image?
– Vi forsøger at skabe ure, der er temporære og tidsløse, uden at det bliver et kompromis. Vi stræber efter at ramme den tidsånd (Zeitgeist), der er lige nu, samtidig med at vi ønsker at holde en kontinuitet i vores udtryk. I de første ure har vi ønsket at skabe et klassisk og maskulint ur. Vi har arbejdet ud fra et konservativt farvebrug der, med farverne sort-grå-hvid, giver dem et mere
underspillet udtryk på trods af størrelsen. Kontinuiteten i modellerne Anno Mechanica og Mechanica ses ud over i farverne i at komponenter som stålkasse, visere og rem går igen i begge modeller.

I har kontor i Danmark – hvad roder I med her?
– I bedste urtradition har vi placeret vores hovedkvarter i en lille landsby. Vi holder til i en nedlagt stationsbygning i Høng på Vestsjælland. Stationen blev vores udgangspunkt, da det er her Erling driver sin tandlægeklinik ved siden af firmaet. Den er i dag centrum for alle firmaets aktiviteter, og det er her ideer fødes og udvikles. Her har vi samtidig vores laboratorium, der konstant udvides med nye maskiner og udstyr til prototype- og produktudvikling.

Hovedkvarteret

Hovedkvarteret

Hvad gjorde, at I har valgt mekanisk værker?
– Mekaniske værker er en teknologi, der for længst er blevet overhalet. På trods af dette har teknologien bag, og urmagerens håndværk, fascineret folk gennem tiden. Og gør det stadig. Værkets grundlæggende koncept ikke har ændret sig i hunderede af år, men samtidigt søger urbranchen konstant nye grænser for det teknisk mulige.
For os har mekaniske armbåndsure en helt unik position som produkt, da der indeholder værdier fra bl.a. håndværk, historie og æstetik. Derfor er mekaniske værker er en af de vigtigste grundsten for vores virksomhed.

Undgå endelig at nyse...

Undgå endelig at nyse…

Og hvilke værker er der tale om?
– I de to nuværende modeller bruger vi selvoptrækkelige værker fra det Schweiziske firma TechnoSablier. Vi har taget udgangspunkt i et grundværk med dato. Som vores første model har vi dog ønsket et rent ur, uden komplikationer. Derfor har vi modificeret datomodulet væk for at forhindre unødig slitage. Dette er foregået på vores værksted i Danmark, hvor vi også præcisionstester  hvert enkelt værk, inden at vi samler urene.

Hvad byder fremtiden på?
– Produktionsmæssigt har vi indgået en række interessante samarbejder med danske firmaer. Flere af disse er specialiserede teknologier, der ikke traditionelt anvendes i urbranchen. Dette giver os konstant nye perspektiver i udviklingen af urene. Eksempelvis kan vi snart præsentere ur-skiver produceret i samarbejde med en virksomhed, der er eksperter i laserteknologi. Vi har også indgået et samarbejde med den Schweiziske værkproducent, Soprod. De kan levere en række komplikationer, som vi ikke kan få fra vores nuværende leverandør. Dette giver os yderligere muligheder for at udvide vores kollektion.

Anno Mechanica med arabertal

Anno Mechanica med arabertal

Navnet Zeitgeist – hvordan kom I på det?
– Zeitgeist er, på trods af dets tyske oprindelse, det internationale ord for tidsånd. Et ord der vækker mange forskellige følelser hos folk på tværs af sprog og kulturer. Ordet blev netop valgt ud fra en fascination af dets mange facetter. Vi synes at ordet har en dybde og en kompleksitet der giver det en særlig potens.

Hvad mener du, at enhver mand skal vide om armbåndsure?
– Der er ingen grund til, at enhver mand ved noget om ure, men stifter du først bekendtskab med mekaniske ure, så bliver du grebet af det.

Og om tiden?
– Jeg synes at sætningen: Teach us to number our days so we can gain a heart of wisdom, er en meget vis måde at se på den tid, vi er tildelt her på jorden.

Glasbagkasse og værk-kig

Glasbagkasse og værk-kig

Hvor kan man se mere til jeres kreationer?
– Man kan se meget mere til urene på vores hjemmeside, Facebook, Pinterest og Instagram. På hjemmesiden tilbyder vi, at man kan få et ur på prøve i 14 dage uden beregning. Man er selvfølgelig velkommen til at kontakte os og få en uforpligtende fremvisning og hyggelig snak om urene. Vi holder primært til på Vestsjælland og i Københavns-området.

Tre hurtige til Mathies

Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Det må være på en lille traditionel restaurant i Basel. Selskabet var drengene fra firmaet og måltidet bød på ostefondue samt tatar og asparges, i uforskammede mængder.

Hvad byder dit efterår på?
– En masse arbejde i Zeitgeist Denmark regi. Hovedsagligt med at få nye samarbejder i Danmark på plads. Samt selvfølgelig at få brandet ud af den lille vestsjællandske andedam.

Hvad drømmer du om for tiden?
– Det må være at få tid til en snorkelrejse i Caribien med min kæreste.

Besøg Zeitgeists hjemmeside her

Besøg My Pleasure på Facebook her

You may also like

1 comment

Casper Rasmussen 8. januar 2014 - 15:10

De er da super lækre. 🙂 Tror jeg skal lure lidt nærmere på dem…

Reply

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk