Home Grej & grooming Munk Bogballe – gennemtænkte læderlækkerier til flittige folk

Munk Bogballe – gennemtænkte læderlækkerier til flittige folk

written by Nicolai Klingenberg 14. marts 2014
Maskinarbejde
Pin It

Når du har læst dagens Q&A, er jeg ganske sikker på, at du vil mene, at David Munk Bogballe arbejder ganske gennemført med sit projekt. Projektet er en realitet, og du kan forvente håndlavet luksus i form af lædervarer, som konkurrerer med internationale luksusbrands. Jeg skyder på, at kundeklientellet kan kategoriseres som “dem der vil have noget unikt, i høj kvalitet, og som ikke ønsker at bære et internationalt logo”.
David – du står bag Munk Bogballe. Fortæl os, hvad du laver.
– På vores manufaktur i Berlin håndlaver vi arbejdsaccessories af okselæder til mænd og kvinder, der har mod til at forsøge at forbedre verden, ikke blot forandre den.

Til din iPad

Til din iPad

Markedet mangler måske ikke ligefrem laptop-tasker, så hvad er det, I kan, som de andre ikke kan?
– Jeg ved ikke, om vi kan noget, andre luksusvirksomheder ikke kan, men vi gør noget, de ikke gør. Vi kombinerer klassisk, dansk design med fremragende, traditionelt, berlinsk taskehåndværk og gennemfarvet okselæder i verdensklasse under en filosofi med fokus på at skabe og inspirere til forbedring. Det kommer der nogle helt særlige produkter ud af. Kvaliteten er meget høj, og deres udtryk er roligt, enkelt og underspillet, men alligevel karakteristisk og larmende elegant og smukt. Samtidig producerer vi til ordre, og det skaber et tæt og mere direkte bånd til vores kunder rundt om i verden.

Et udpluk af de flotte kreationer til M såvel som K

Et udpluk af de flotte kreationer til M såvel som K

Og hvordan kom du på idéen?
– Det begyndte kort efter min studiestart i Paris i 2001, hvor jeg grundet skuffelsen over min første bærbare computers design, kvalitet og materialer, formulerede følgende produktvision: 

“There is work that is so important to a person, his family, his business, his country, even the world, that only an instrument of the finest quality is good enough to assist him. Through its physical properties and its history, this fine instrument must inspire the creative powers and excellence of its owner, it must endure long stretches of use without ever letting its owner down, and with time it must come to know its owner’s habits. The supreme purpose of this fine instrument is to enable its owner to accomplish his ends and fulfil his dreams.
The MB is such an instrument.”

Signatur-emblem

Signatur-emblem

Første generation af vores taske blev lavet til kollektionen af bærbare computere (MBs), der var genstand for visionen. Vi præsenterede den første prototype med taske ved filmfestivalen i Cannes i 2008 og lancerede i 2010. I forbindelse med udviklingen og produktionen begik jeg en god portion begynderfejl, så kollektionen fik aldrig rigtig luft under vingerne. Visionen og taskerne fejlede imidlertid ikke noget, og siden 2012 har vores lædervarer været det primære fokusområde, og vi har tilføjet telefon- og tabletcases og lavet en række bespoke-produkter.

Hvordan foregår produktionen?
– Alle vores produkter håndlaves fra start til slut af vores taskemagere i Berlin. Processen starter kort tid efter, vi har modtaget en bestilling. På baggrund af vores designs har vi konstrueret mønstre og skabeloner, efter hvilke de enkelte dele til vores produkter enten stanses eller skæres ud med laser eller ved håndkraft. Derefter begynder arbejdet med at lave produktet. Der skærfes, limes, bukkes, foldes, syes, hamres, graveres, poleres, lakeres og pakkes, og så shippes produktet af sted til dets ejer med DHL. Vi kvalitetstester  igennem hele produktionen, så når vi tjekker det endelige produkt inden afsendelse, er resultatet altid i orden. Læderet, vi bruger, stammer fra sydtyske køer og er også garvet i Sydtyskland. Det er velduftende og blødt men har alligevel en robust, vandafvisende overflade, der bliver smukkere og smukkere med alderen.

Maskinarbejde

Maskinarbejde

Hvordan er løjerne blevet modtaget?
– Computertaskerne vakte stor opsigt og fik masser af opmærksomhed på de markeder, vi havde valgt til lanceringen. Med lædervarerne har processen  været længere. Munk Bogballe opererer i et segment, hvor konkurrenterne hedder Mulberry, Montblanc, Louis Vuitton og Hermes, har høj penetration, verdensomspændende distributionsnetværk, masser af brand equity og enorme markedsføringsbudgetter, så det er en udfordring for en lille luksusvirksomhed at trænge igennem lydmuren. Vores koncept og kvalitet har imidlertid vist sig fuldt ud i stand til at holde stand i konkurrencen, og i og med vores produkter vækker begejstring hos deres ejere, har rygtet spredt sig, så det langsomt, men sikkert, er gået fremad. Det afgørende punkt for os er, om vi kan levere den kvalitet, funktionalitet og skønhed, vores kundesegment efterspørger. I den sammenhæng har det vist sig at være en stor fordel at være en lille virksomhed, der ikke producerer til luksusmassemarkedet men til ambitiøse, selvstændigt tænkende mennesker.

Elegance

Elegance

Og hvordan ser det ud fremadrettet?
– Munk Bogballe eksisterer med det formål at skabe smukke og funktionelle højkvalitetsprodukter til mennesker, der arbejder, og man kan således forestille sig tilføjelsen af en lang række produkter. Inden for en overskuelig horisont regner vi med at præsentere en rejsetaske, og vi gør os også tanker om en pung, en kortholder og en art clutch. For nærværende holder vi dog et stramt fokus på vores arbejdstasker og cases, så vi ikke risikerer at sætte vores niveau over styr ved at sprede os for meget for hurtigt.

Every day carry

Every day carry

Hvor kan man erhverve sig sagerne?
– Vi sætter det direkte bånd til vores kunder meget højt, så vores produkter kan udelukkende erhverves på www.munkbogballe.com. Jeg er sidder ofte selv ved telefonen, og vi gør vores bedste for at besvare emails med lynets hast. Vi har periodisk forsøgt os med andre salgskanaler, men det er højest usandsynligt, at man vil kunne finde Munk Bogballe-produkter i andre forretninger end dem, vi drømmer om en dag at åbne selv.

Tre hurtige til David Munk Bogballe:

Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– I weekenden havde jeg besøg af en italiensk kammerat fra studietiden på LSE, og vi spiste blandt andet på Delizia d’Italia i Kollwitzstrasse, hvor vi fik grillet tun med grøntsager, hjemmelavet pasta med trøfler, panna cotta og lidt at drikke, mens vi talte om selvbedrag, forretningsudvikling, tro, død og kærlighed. Det var alle tiders.

Manden bag: David Munk Bogballe

Manden bag: David Munk Bogballe

Hvad byder dit forår på?
– Masser af arbejde, en flytning og forhåbentlig en række besøg i mit fædreland.

Hvad drømmer du om for tiden?
– En Range Rover, en pandekagemaskine og den første Munk Bogballe-forretning i New York.

Pak tasken, og kom med på Facebook her

Pin It

Related Articles