For ej så længe siden gik turen til Sverige. Med i bagagen var blandt andet to flasker rosé champagne. Disse skulle nydes i weekenden og endda på samme tid og i selskab med halvnøgne træer og løvfald på den anden side af vinduerne.
Jeg tilstår gerne, at jeg ikke kan genkalde smagen af alt, jeg har nydt gennem tiden. Nogle oplevelser står stærkere end andre, og uden at tage den store smagehat på, så har de sidste par år da givet en form for indsigt i sagerne. Måske endda mere til. Denne gang var det dog to fra samme konglomerat, der skulle åbnes og smages. Og rosé er så sandelig ikke bare rosé champagne. Det viste smagning af de to – og i højere grad, end jeg egentlig havde forventet. Jeg har smagt både Moët & Chandon Rosé Imperial og Veuve Clicquot Rosé før, men ikke på samme tid, og således var den tidlige aften sat i en form for duel.
Lad mig begynde med Moët & Chandon Rosé Imperial. I forhold til duellanten syner den mørkere i glasset, og med det faktum in mente kunne man fristes til at tro, at den er kraftigere end modparten, men sådan forholder det sig faktisk ikke. Den er – med al respekt – lige ud ad landevejen og byder på knapt så meget karakter som modspilleren. Jeg var overbevist om, at den oven i købet ville byde på en højere dosage eller sukker, men ifølge de oplysninger, jeg kunne finde, så indeholder den ni gram pr. liter – det er mindre end Veuve Clicquot Rosé. Dog kun et gram, men jeg havde gættet på væsentligt mere. De meddrikkende og jeg blev enige om, at Moët’en er den mest damevenlige af de to. Det postulat er selvsagt en smagssag, men du forstår måske, hvad vi mener.
I modsatte glas er der skænket Veuve Clicquot Rosé, og som du måske kan regne ud efter at have læst ovenstående tekst, så bød denne sag på mere syre i smagen. Væsentligt mere endda. Sukkerindholdet er på 10 gram (matematik længe leve), så det ene gram kan ikke gøre udfaldet alene. Der var enighed om, at Veuve Clicquot Rosé minder mest om ”traditionel” champagne af de to – mere mineralitet og champagne karakter.
Begge roséer er selvsagt blandinger af de tre klassiske champagnedruer; Pinot Noir, Chardonnay, Pinot Meunier samt en række ”reserve wines”, som husene gemmer til non vintage flasker – både til brut og rosé. Indholdet af både reserve wines og de tre førnævnte druer svinger fra produktion til produktion, men mantraet er, at de altid skal smage ens, når man nyder dem. Dermed skulle en non-vintage oplevelse altid være den samme, men du skal dog vide, at en ældre indkøbt flaske med år på bagen nemt kan udvikle sig med tiden og smage anderledes fra en ny-indkøbt flaske. Ser vi på snitinholdet af druerne i roséerne hos de to huse, kan det konkluderes, at Veuve Clicquot har ry for at bruge langt mere Chardonnay i deres rosé champagne i forhold til Moët, og det samme gør sig gældende på mængden af reserve wines.
Prisen for de to? Omtrent 425 kroner for Veuve Clicquot og 369 kroner for Moët. Veuve Clicqout har måske haft et lettere støvet image, men i dette tilfælde vinder den gule eller rettere sagt rosé farvede enke over Moët i min bog.
Lad propperne springe på My Pleasures Facebook side