Home Tryksager Om at få kræft, om at blive lidt bange for at dø – og om at overleve

Om at få kræft, om at blive lidt bange for at dø – og om at overleve

written by Nicolai Klingenberg 21. oktober 2014
Narkose? Det er lige mig.
Pin It

For et år siden – den 22.oktober – mødte jeg op på Riget på 16. etage klokken lidt over syv om morgenen. Jeg skulle opereres. For kræft.

Narkose? Det er lige mig.

Narkose? Det er lige mig.

Jeg har gennem de sidste tolv måneder spekuleret på, om dagens historie skulle blive en realitet, da jeg på en del områder er ganske privat. Ordene kan ses som et udtryk for ”Se mig, og hvor hårdt jeg har haft det”, men min konklusion blev, at kræft er noget værre juks. Men at det ikke behøver at være en dødsdom. Dermed kan dagens ord måske sprede håb hos dem, der har det tæt på kroppen. Eller under huden.

Den 12. juli 2013 fyldte jeg 35 år. Der var ramasjang i lejligheden, og den unge del af familien var samlet til mad, drikke, dans og jeg skal give dig. Jeg er iklædt shorts, og min kusine står bag mig i køkkenet. Hun spørger, om jeg stadig har den der bule bagpå mit højre ben. Det har jeg. Det er en løbeskade, som har udviklet sig til noget brusk. Eller måske er det bare noget væske. Det tænker jeg i hvert fald. Min kusine er læge, hun trykker lidt på den (altså bulen på benet) og tænker lidt. Så skåler vi og fester. Min kusine ramlede i øvrigt på vejen hjem på sin cykel, men slog sig ikke synderligt. Heldigvis.

Et par uger efter sender min kusine en sms. Hun skal lige have min højde og mål, for hun vil gerne skrive mig op til en scanning. Der kommer en flot indkaldelse et par dage efter, og jeg møder op til scanning. Det foregår i et overordentligt stort apparatur, som både brummer og snurrer heftigt. Jeg ligger og glor op i loftet. Det er sådan et loft, hvor pladerne er hullet på rad og række. Jeg tæller vist en halv linje, men mine tanker flyver hen på de mange andre, der har ligget i apparatet og tænkt over, hvad i al verden, der mon er galt, og hvad maskinen mon har at fortælle.

Jeg bliver scannet færdigt, og jeg spørger scannerdamen, som vist ret beset er radiograf. Hun må ikke sige noget som helst. Men det ser fint ud og ligner væske? Det må hun ikke sige noget om. Men det må lægerne. Når tid er. Jeg er ude – og drøner ud til noget arbejde.

Lørdag den 31. august 2013 skal min kusines bror – altså min fætter – giftes. Det er mægtigt, og vi har det fantastisk. Da klokken lidt over midnat og måske nærmere 2, siger min kusine, at hun gerne vil tage med ind på Riget om torsdagen, når jeg skal have svaret på scanningen. Og at jeg da også lige skal tage min daværende kæreste Katrine med – bare sådan lige. Arj, det er ingenlunde nødvendigt, mener jeg, for det er jo bare noget væske, der skal suges ud. Min kusine får tårer i øjnene, og jeg er ret overbevist om, at hun ikke græder af grin. Jeg siger til hende, at hvis det er helt ad helvede til, så synes jeg, jeg har levet et fantastisk liv, og jeg har oplevet mere end mange. Det eneste, jeg ærgrer mig over, er, at jeg ikke har fået børn endnu.

Det bliver torsdag, og jeg er ankommet på Riget til sådan et konsultationsmøde. Jeg har en pige på hver side, og jeg er ved ganske godt mod. Vi kommer ind, og det første, jeg ser i lokalet, er et plastomslag, der bærer det flotte ord: Tumormappe. Werner hedder lægen, og han sidder og ruller et par hundrede fotos igennem på skærmen. Han siger, de ikke ved, hvad det er, men at det ser mistænksomt ud. Meget mistænksomt. Overfor ham sidder en sygeplejerske. Min kusine begynder at græde, da de taler om sarkomer, og hun er ydermere en lus mellem to negle, for hun ved, at sarkomer er noget værre noget, og hun har nok været klar over, at det ikke ser sådan helt super-duper ud, men hvad skal hun gøre? Hun er jo ikke min læge – og skal jo ikke udtale sig på andres vegne. I dag forstår jeg bedre, hvorfor hun ikke helt fik svaret på den besked, jeg sendte til hende, hvor jeg skrev, at jeg håbede på, at det bare vare noget væske, der kunne suges ud.

Jeg bliver vist en smule bleg. Jeg bliver lagt ned og får en kop vand. Det hjælper. Dommen er endnu ikke afsagt, for jeg skal lige have taget nogle flere fotos. Snarligt. Vi går ud. Og sætter os udenfor. Min kusine forsikrer mig om, at det ikke er noget, man kan dø af. Mine forældre er i Sverige. De får beskeden. At der er noget med mit ben, der lige skal undersøges nærmere. Jeg er vist lidt fjern efterfølgende.

Der går nogle dage, og jeg bliver indkaldt til et og andet. Min kusine er med på sms, og jeg spørger, hvorfor i al verden, jeg nu skal scannes fra top til tå og med radioaktive løjer i blodet. Det er for at sikre, at hvis det er noget skidt, der er i benet, så tjekker man hele molevitten – bare for at være sikker. Det er sgu betrykkende. Årsagsrelateret ekvipering er af en noget anden karakter, da jeg møder op under Riget og bliver placeret i et rum, hvor jeg får radioaktiv væske i blodet og en netbandage om hånden. Jeg bemærker, at de der apparater, der sprøjter kontrastvæske ind i mig har et navneskilt. Den ene hedder Nik, og den anden hedder Jay. Det er nu meget sjovt. Men jeg griner vist ikke. I mellemtiden har min yngste kusine haft mareridt om, at jeg dør, og mine to kusiner er begge helt ude af den. Men de siger ikke noget til mig. Til gengæld græder jeg, da jeg hører om det efterfølgende.

Endnu en konsultation venter nogle dage efter. Jeg er nu officielt i turbopakken for potentielle kræftpatienter, og tumormappen ligger endnu engang på bordet. Den er altså grim. Man vil tage en biopsi om et par dage. Fint, fint. Vi tager hjem igen.

Om aftenen går det op for mig, at det vist ikke er lutter lagkage. Jeg begynder at græde, og siger til Katrine, at hvis jeg dør, så må hun køre min hjemmeside videre. Jeg aner ikke hvorfor. Jeg tænker også over, hvem der skal have mine ure. Meget sært. Jeg gider faktisk ikke få konstateret cancer eller en dødsdom. Og slet ikke at dø. Og så er jeg bange for at blive glemt, hvis det skulle gå helt skidt.

Biopsidagen kommer. Jeg bliver lokalbedøvet, de snupper en bid, og det er det. Der går to uger. Ind for at få svar. Der er intet skidt i biopsien. Men de vil tage en mere. Jeg tjekker ind igen ugen efter. Denne gang er det i fuld narkose, og jeg er ved at skide i hospitalsunderdrengene. Verdens bedste hold af læger og sygeplejersker tager imod mig. Der er møgkoldt, og jeg ryster. De giver mig noget herligt, jeg bliver nusset på kinden, og så er jeg væk. Jeg vågner nogle timer senere og er i vældig hopla. Narkosen har sendt mig ud på en rejse, hvor jeg har drømt om flotte damer og stenbiderrogn. Jeg bliver rullet op og skal lige vente lidt, før jeg må komme hjem. Jeg driver gæk med sygeplejerske Maria. Hun tager mit blodtryk, og jeg understreger, at det er meget eksklusivt blodtryk jeg har, og at jeg i øvrigt har i sinde at køre hjem. På motorcykel. Det går ikke, siger hun. Jeg fniser i narkosens sidste slør og øver mig på at gå. Jeg møder biopsilægen Thomas, og jeg spørger om det gik godt. Det gjorde det. Jeg smiler, og jeg siger, at jeg er glad for, at selvom det måtte være cancer, så er det en type, man ikke kan dø af. Han understreger, at man godt kan dø af det. Jeg bliver ligbleg (før tid må man sige) og er ved at dejse om i den der gå-stol, jeg er udstyret med. Så tager vi hjem.

Mine forældre kommer til middag. Vi taler, og jeg holder det der faktum om, at det kan være rigtig skidt, for mig selv. Det er bedst. Jeg joker, og jeg siger, at jeg har spekuleret i handicapparkering og invalideplader (der er vist ikke afgift på invalidebiler, og det udløser i sig nogle muligheder for et flot vogntøj). Jeg konkluderer dog, at det nok skal gå alt sammen. Jeg får øjenkontakt med min far. Han siger: Det skal det bare gøre. Han siger det på en måde, som jeg aldrig har hørt ham tale før. Jeg kan også se, at min mor vist tænker en hel del…

Nå. Der skal gå noget tid, før det endelig svar kommer. Jeg arbejder en del. Og jeg tænker endnu mere. Vi går ud. Jeg kan huske, der er et vennepar til middag. Vi er fire mennesker, og vi nyder otte flasker vin. Dernæst går vi på dansklubben Simons, som har sidste åbningsaften. Vi deler to flasker magnumchampagne. Dagen derpå tænker jeg igen.

Onsdag den 16. oktober 2013, skal jeg have svaret. Og det får jeg. Den rare dame hedder Dorrit. Hun har flotte lakerede tånegle og bærer sandaler. Du har en kræftsygdom. Du skal opereres på tirsdag, du skal ikke have kemo, stråler eller nyt knæ. Jeg begynder at græde. Bare lidt. Jeg er faktisk lettet. Det kunne have været meget værre. Trods alt. Jeg ringer til min far. Giver nyheden. Sådan delvist. Og jeg undlader vist det der med kræft, men fokuserer i stedet på, at jeg ikke skal have kemo, stråler eller et nyt knæ. Min mor er taget til frisøren. Hun kunne ikke holde ventetiden ud.

Det bliver operationsdag. Jeg har fastet, og jeg møder op. Jeg har sagt til få, at jeg skal opereres, og jeg har fokuseret på, at det er celleforandringer, for det er det samme. Sådan mere eller mindre. Jeg kommer op på 16. sal. Klokken er lidt over syv om morgenen. Jeg klæder om til hospitalsgearet. Der er en time til, jeg skal køres ned. Jeg går rundt om mig selv. En portør kommer ind et kvarter før tid, og min tidsplan ramler lidt. Jeg bliver kørt af sted. Og går øjenkontakt med Katrine. Vi regner med, at jeg er ude fra operationen omkring klokken 14.

Jeg kommer ned på operationsgangen. Jeg ligger i sengen. Jeg kigger ind på operationsstuen, der ligner et testcenter hos NASA. En sygeplejerske kommer ud og fortæller, at de vil give mig en omgang flot morfin direkte i rygraden. Det, mener jeg ikke, er nødvendigt. Men hun insisterer sødt. Jeg understreger, at de gerne må trække den slange ud af gøjen på mig, som de også vil indføre, inden jeg vågner. Det ser vi på, lyder det sødt. Jeg bliver rullet ind. Og lagt til at sove. Ret tungt.

Klokken 14-agtigt kommer mine forældre til Riget, hvor Katrine også venter, for at være klar. Jeg er dog ikke klar før klokken 21 agtigt. De har været hunderæde. Det forstår jeg godt. Jeg har været væk i omkring 11 timer, og da jeg kommer til mig selv, er det for længst blevet mørkt. Jeg er flot udstyret. Jeg har iltslange i næsen, morfin direkte i rygraden, en slange i dillermanden og tre drænslanger hængende ud af benet. Jeg er desuden blevet åbnet flot, og jeg har vist fået 125 sting, mistet to en halv liter blod og to tredjedele af min femur (det er latin for lårbensknoglen). Jeg får lov at se de fremmødte kort, men jeg fatter ikke så meget. Jeg bliver rullet op på min stue efter midnat, hvor jeg spiser vaniljeis, ser tv og ellers ikke husker noget som helst.

Jeg ligger på Riget i 11 dage. Det er en del. Jeg er i en tåge, jeg er fjern, jeg vil ikke have besøg, men en af mine ældste venner kigger alligevel forbi, jeg får en stikpille (det sætter gang i sagerne, skulle jeg hilse at sige, og det er altså ikke min ven, der giver mig den), jeg bliver badet i selskab af en sygeplejerske, som netop er startet på afdelingen, og jeg tager mig knapt så godt ud under denne seance. Det er som om, at de piller, jeg indtager, har en svært krympende virkning på min penis, men jeg er egentlig ligeglad. Jeg får ydermere spurgt til, hvorvidt operation eller medikamenter kan have en indvirkning på min ellers dagligt tilbagevendende erektion, og jeg beroliges med, at det er medikamenternes skyld. Pyha. Om lørdagen er der Knæk Cancer i fjernsynet, og det kan jeg ikke holde ud at se. En sygeplejerske kommer ind med pjecer om kræft, og jeg begynder at græde. Og jeg krammer hende. Det hjælper.

Mig og min ven.

Mig og min ven.

Jeg kommer hjem den 4. november. Jeg kan ikke gå. Men jeg kan manøvrere rundt med krykker. Jeg bliver taget utrolig godt om, og jeg bliver besøgt ganske ofte. Jeg har ikke den store energi, og jeg sover meget. I december insisterer min gode ven Kasper (Kavver) på, at vi skal ud. Vi tager på Congo, spiser og drikker, og Berto støder til. Vi fortsætter ud, og det hele begynder at gå bedre.

Den 2. januar begynder jeg til genoptræning på Nørrebro. Jeg kan ikke gå uden krykker, og jeg kan ikke bøje mit ben. Overhovedet. De taler om at lægge mig i narkose og give benet et ordentligt bræk for at gå gang i bøjningen, og den udsigt gør, at jeg knokler på. Og så går det går fremad. Langsomt ryger en krykke, så den anden, dernæst kan jeg cykle på motionscykel – først halve omgange. Så en hel. Små sejre du ved. Krykkerne ryger. Jeg går med en afsindig grim skinne i skoen. Den ryger også. Og pludselig cykler jeg også i trafikken. Jeg tager på igen. Jeg siger farvel til krykkerne. Og hej til kontrolscanninger. Jeg er ikke længere bange. Sådan rigtigt. Men jeg tænker på det hele dagligt. Bare sådan i små passager. Som oftest.

Som du måske ved – og kan se her – så holder jeg af at skrive. Det var et mål for mig, at jeg på trods af indlæggelse og operation, ville skrive dagligt her på siden. Der blev skrevet daglige historier med morfin i kroppen på Riget. Jeg bad om nye koder til wifi-nettet, men jeg kunne ikke lave ugen, der gik, da jeg var indlagt. Jeg ville ikke ud med det faktum, at jeg lå, hvor jeg gjorde – og det blev bemærket. Hvor bliver den af, lød det? Jeg svarede, at den var lige på trapperne.

Jeg kunne skrive meget mere. Men jeg stopper her. Tak til alle, der har været der for mig. Det har været hårdt, men jeg er kommet så godt videre, som man vist siger. Jeg har det godt. Jeg er rask. Og jeg er glad. Det er også jeres skyld. Kys.

Jeg så, at Knæk Cancer er på Facebook her

Livet fortsætter også her

Pin It

Related Articles

  • Mark Just Sørensen

    Wow – speechless. Godt kæmpet, og velkommen til resten af dit lange liv 😉

  • Ann-Britt Nørgaard Holt

    Jeg fik en vigtig (og sjov) oplevelse, da jeg læste. Godt du er her!

  • Levemanden

    Trøffel. Skulle det ske, at damerne ikke kan passe ordentligt på dig, da kommer jeg hjem og nusser dig på kinden.

  • Anders Riedel

    Ligger i sengen og kom susende forbi din blog her til aften Nicolai. Det her var ikke hvad jeg forventede at skulle læse. Med gru læste jeg din historie, med glæde læste jeg slutningen. Godt gået! Både med forløbet og beslutningen om at dele det. Velkommen tilbage Hr. Klingenberg.

  • Jakob Kofoed

    Stærke sager. Tak for delingen.

  • Anders Hviid

    Hey Skipper! Skål og tak for deling.

  • Jens Christensen

    God artikel om livet … Hvordan det nogen gange går op og hvordan det nogen gange går ned … Tak fordi du delte det 🙂

  • Er også en kende mundlam her… Måtte lige tjekke i mailarkivet og kan se at jeg ca tre uger efter din operation plaprer løs i mails til dig om konkurrencer, produkter og andre helt ligegyldige ting – set i sammenhæng i hvert fald 🙂 Det skjulte du godt! Dejligt at du er god igen og tak fordi du delte.

  • Holy moly. Chock! Godt det er gået så godt og du deler historien! Godt det er gået så godt.