Home Ure Ungersvenden bag Dailywatch taler ud

Ungersvenden bag Dailywatch taler ud

by Nicolai Klingenberg

Hvis du er på Instagram og glad for ure, så vil du nok vide, at der findes en profil, som har lige omkring en million følgere. Manden bag er dansk, hedder Alexander og er svært begejstret for ure. Her får du et interview med manden bag, der ydermere tipper om et tilbud på Statoil, og som netop er hjemvendt fra Berlin med pizza i maven.
Alexander – du står bag Instagram-profilen Dailywatch, men hvordan og hvornår kom du på den idé?
– Jeg startede faktisk profilen på en lidt usædvanlig dag, nemlig Juleaften 2012. Jeg havde et par måneder for inden været i New York, hvor jeg forelskede mig i et ur på Fifth Avenue. Jeg købte selvfølgelig uret, og juleaften hjemme i stuen, sad jeg og kiggede ned på det (der var ikke flere gaver under træet, så jeg må være blevet lidt rastløs). Det var her, at jeg fik ideen om at oprette en profil på Instagram, kun kort tid efter at jeg overhovedet var blevet introduceret for, hvad Instagram i grunden var. Ideen var egentlig bare at bruge den nye profil som en slags ”billedblog” med billeder af de ure, som jeg nu fandt interessante. Efter kort tid kunne jeg se, at det ikke kun var mig, der fandt ure vildt spændende, og jeg fik hurtigt en masse følgere. Profilen har efterhånden vist sig at være den bedste julegave, jeg fik det år.

Alexander er manden bag DailyWatch på Instagram. Læg mærke til baggrunden. Et Tissot ur.

Alexander er manden bag DailyWatch på Instagram. Læg mærke til baggrunden. Et Tissot ur.

 Og hvor stammer din egen interesse for ure fra?
– Jeg har altid været typen, som går med ur. For nogle år siden var det mest for at kunne se, hvad klokken var, og så selvfølgelig fordi ure bare er en fed accessory. Det er først indenfor de seneste tre-fire år, at min interesse for ure har udviklet sig enormt. Jeg kan for eksempel sidde i flere timer og salve over dette smukke ur fra Louis Moinet, hvor urværket er synligt gennem bagsiden af uret.

Dette skud er taget af Alexanders ven

Dette skud er taget af Alexanders ven, WatchAnish 

Hvordan har din profil ændret sig gennem tiden?
– Hvis man kigger på antallet af følgere, har min profil ændret sig markant. Det tog omkring seks måneder for mig at opnå de første 25.000 følgere, hvor jeg nu får de 25.000 nye følgere på lidt under to uger. Jeg har nu lige under en million følgere, og for to år siden havde jeg slet ikke regnet med, at min profil ville munde ud i det, som den i dag er. 

Og hvad har profilen ført med sig?
– Profilen har givet mig et utrolig stort internationalt network indenfor ur-verdenen, og jeg har fået en masse nye bekendtskaber og venner fra flere forskellige kontinenter. Dette har selvfølgelig medført, at jeg får en masse mindeværdige oplevelser udenfor landets grænser. Jeg har blandt andet tidligere på måneden været til to events i London med mine ”Instagram-venner”, og vi er allerede i gang med at planlægge en tur til BaselWorld i marts.

Billede fra sidste event med de andre ”store” profiler som samlet når du til over 3 millioner mennesker. Blandt andet @TheGoodLifeInc, @Mirko1704, @AnilArjandas, @WatchWatch og flere

Billede fra sidste event med de andre ”store” profiler som samlet når ud til over 3 millioner mennesker. Blandt andet @TheGoodLifeInc, @Mirko1704, @AnilArjandas, @WatchWatch og flere

Du nærmer dig en million følgere – hvor tror du den øvre grænse ligger for ur-følgere?
–  Da jeg oprettede profilen, havde jeg på ingen måde forestillet mig, at der var så mange mennesker rundt omkring i verden med samme interesse for ure som mig. Dengang syntes jeg, at 10.000 følgere var vildt meget, og jeg havde ikke engang tænkt i de baner, at min profil ville få flere følgere end det. Nu tordner antallet af følgere afsted mod millionen, og hvor min profil i starten kun var en del af en håndfuld ur-profiler på Instagram, er der nu flere hundrede af disse profiler.

Hvad sidder der som oftest på dit håndled?
– For tiden er det mest et Schroeder Black Skeleton ur, som jeg købte i sommers, der sidder på mit håndled. Der er bare noget med mig og skeletterede værker. Schroeder er et lille mærke fra Luxemburg som både sælger ure og smykker.

Dette ur sidder som oftest på DailyWatch håndledet

Dette ur sidder som oftest på DailyWatch håndledet

Hvilket foto har været det mest populære til dato?
– Det mest populære billede på min profil er et, som jeg postede for næsten et år siden. Det endte med at få så mange likes, at man skulle tro, at det var fejl fra Instagram’s side. Normalt får jeg omkring 20-30.000 likes pr. billede og en gang i mellem omkring de 45-50,000 likes. Men lige dette ene billede fik 274,000 likes, hvilket gør det til det absolut mest likede billede på min profil. Det andet mest likede billede har omkring de 116,00 likes.  

274.000 and counting

274.000 and counting

Til daglig laver du noget ganske andet?
– Ja, jeg er faktisk deltidssælger på Statoil! Efter jeg afsluttede min HHX i 2013, havde jeg et sabbatår, hvor jeg ville forsøge at udvikle min Instagram side ved at oprette en tilknyttet webshop (www.daily-watches.com). På det tidspunkt var det en økonomisk nødvendighed for mig at have en ”sikker” løn fra Statoil. Nu er jeg på mit andet sabbatår, og det jeg tjener gennem min Intagram-profil er efterhånden ti gange så meget, som min Statoil-løn. Men det skal vist lige gå op for mig, at jeg faktisk kan leve af min passion for ure, før jeg siger op på tanken.

Hvad er dit mål med DailyWatch?
– Mit mål med min Instagram-profil er at forblive den største blog indenfor ur-verdenen samt at videreudvikle Instagram delen. Jeg er i øjeblikket i gang med at lave en lignende profil, nemlig @DailyWristWatch, som i skrivende stund har 33,000 følgere. Ydereligere er jeg meget tæt på at lancere eget urmærke med en ven.

Hvad er det mest mærkværdige tilbud, du har modtaget i DailyWatch regi?
– Jeg er mange gange blevet tilbudt at sælge min profil til beløber, som man normalt ikke siger nej tak til – men min passion for ure og troen på at kunne videreudvikle mit projekt endnu mere kan pt. ikke sælges for penge.

Tre hurtige til Alexander:

Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Så sent som i går var jeg i Berlin med min kæreste, og en shoppingby + en pige + en pung ved vi alle, hvad ender i, og timer med shopping er noget der udmatter en. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive så glad for at finde Berlins bedste pizza på vej hjem til hotellet – det var et måltid der smagte himmelsk!

Må vi se et foto fra din telefon, som ikke har med ure at gøre?
– Man skal lede længe efter andre billederne end nogle med ure på. Men her er et billede fra i sommers, hvor jeg havde en fantastisk rejse til Tyrkiet.

Ferieskud

Ferieskud

Hvad er det bedste tilbud hos Statoil i denne uge?
– Haha! Det må være 4x Redbull for 40 kroner!

Gør som omtrent en million andre og følg Alexander på Instagram – du finder ham ved at søge på “dailywatch”

Følg med på My Pleasures Facebook side her

You may also like

1 comment

Daniel Charles Rand 25. november 2014 - 21:03

Har den unge herre en personlig profil man kan følge ham på?

Reply

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk