Jeg har rejst en del. Og nogle gange har Christian Frost været med. For noget tid siden hørte jeg, at han puslede med en bog. Disse puslerier blev hurtigt til en læsbar realitet, som går under navnet Gud er bare hund stavet bagfra. I dag får du et interview med motorjournalisten, som blev forfatter, og som allerede har den næste 1.000 sider parat.
Det er ham her, der hedder Christian Frost.
Christian – du har for nylig sendt en bog på markedet. Fortæl os venligst lidt om denne.
– Det er jo en krimi, men nok lidt anderledes end krimier normalt er, ikke mindst den sådan typiske femi-krimi, hvor der er 10 sider om et mord, så 50 sider om et parforhold og så 10 sider om et mord. En af anmelderne kaldte det en røverhistorie, og da jeg læste det, tænkte jeg, at det er da præcis, hvad det er! Fordi en røverhistorie er spændende, overraskende og fortalt med et glimt i øjet. Og så kan jeg godt lide at have baggrunden med. Ondskaben og desperationen har altid en forklaring og nogle omstændigheder som udløser den, og min morder er i virkeligheden verdens mest fredelige menneske. Altså lige indtil…
Du har en fortid som skrivende motorjournalist. Nu er du også forfatter. Hvad har du kunne bruge fra journalistfaget?
– Som journalist lærer du, at tingene skal være færdig næste morgen klokken otte, så det er nok det vigtigste, så du er ikke bange for det blanke word-dokument, fordi du ved, at du altid kan skrive det om og redigere. Jeg skriver tit hele kapitler, som jeg – inden jeg går i gang – ved, at jeg ikke kommer til at bruge, men et eller andet sted i den proces opstår der altid en eller anden idé. Jeg er jo ud af en skrivende familie ”” faktisk er der ingen, som tager en alvorligt, før man har skrevet mindst én bog ”” og min morfar sagde altid: ”Skriv, for satan!”
Hvordan kom du i det hele taget på at skrive en bog?
– Det har jeg altid gerne ville, og faktisk skrev jeg en bog, for at lære at skrive en bog, som jeg trykte i 50 eksemplarer, og et af dem står stadig hjemme i min bogreol. Den er aldrig udgivet, og det bliver den heller aldrig. Det handlede om at lære processen og alle fejltagelserne, og det var effektivt, for jeg lavede dem alle sammen ”” som at tro, at du er færdig, fordi du er færdig med at skrive. Ha ha! Så er du sådan cirka halvvejs. Det svære er ikke at skrive en bog. Det er redigeringen, som virkelig trækker tænder ud. Men det var en god erfaring at gøre sig. Men som sagt, det har altid ligget der, som noget jeg skulle en dag, når jeg følte, at jeg var klar. Det er jeg så nu.
Bogen med den pudsige titel.
Og hvad er målet med dit forfatterskab?
– Mit mål er naturligvis at blive rigere end Jussi! Det er nu mest fordi, jeg føler mig overbevist om, at jeg vil være sindssyg god til at være rig. Det er der mange rige mennesker, som ikke er, efter min mening. Jeg mener, du kan jo købe dig en Bentley, men det kan enhver idiot jo finde ud af. Ham, der skrev en check så hospitalsklovnen kunne fortsætte, det synes jeg, der var stil over. Når man er rig, så skal man efter min mening gøre ting, som er spektakulære, sjove og måske også lidt tåbelige af og til, ellers er man ikke rig i min optik ”” så er man bare kedelig og har mange penge. Men i virkeligheden er målet med mit forfatterskab jo at fortælle røverhistorier, samt at have et sted, hvor jeg kan komme af med alle de ting, man aldrig får chancen for at brokke sig over i en almindelig samtale. Som hvorfor ringetonen til en Nokia hedder ”Grande Valse”. Eller hvorfor svenskerne i sin tid kaldte Batman for Läderlappen?!? Derudover så passer hele processen godt til mig. Det her med at fordybe sig i en historie, leve med personerne inde i hovedet i lang tid, det holder jeg meget af og vågne klokken tre om natten, fordi du lige har fået en idé.
Og hvad skal der ske fremadrettet på Frosts bogfront?
– Nu skal vi jo lige igennem julen, og så kommer efterfølgeren i marts. Den er allerede klar, for da jeg var færdig med den første, så følte jeg mig så tom indeni. Det var helt forfærdeligt! Det gik først væk, da jeg gik igang med at skrive efterfølgeren, for så var jeg tilbage i min egen lille verden igen. Forlaget gav mig strenge ordrer om at holde mig under 1.000 sider, og det lykkedes lige akkurat! Inden da skal vi så igang med de udenlandske forlag, og her er der allerede en dialog på flere fronter, så det er meget spændende.
Må vi se et spændende uddrag fra bogen?
“Rolex Cosmograph Daytona Reference 6239 Paul Newman Dial. For nogle var det bare et ur, for andre et Rolex. For kendere var det en horologisk orgasme. Minutiøst håndarbejde udført hos Rolex SA i Genève, udrustet med den hvide urskive, som var en option dengang. Det var et Reference 6239, som Paul Newman fik af sin kone Joanne Woodward, da han startede sin karriere som racerkører i 70’erne. Dengang kunne Rolex ikke forære dem væk. De lå i udstillingsvinduet hos urhandlerne i USA til 300 dollars i årevis. Niels-Christian Gudmundsson havde betalt 150.000 dollars for sit i Daytona Beach for et par år siden.
Nu sad han med det i hånden. Det er jo bare et ur, smilede han for sig selv. Men et ur var ikke bare et ur, slet ikke i Reservatet, som hans gamle læremester Boye Wilhelmsen, der aldrig blev kaldt andet end Willer, i sin tid havde demonstreret for ham. I Reservatet var dit armbåndsur som indianernes fjer, der viste, hvor god en jæger du var, og hvilken stamme du tilhørte.
Reservatet var Strandvejen mellem Vedbæk og Rungsted. Det havde sin egen junglelov og sine egne uskrevne regler, som først og fremmest handlede om, hvem der kunne få adgang til Reservatet. Der var de rige og de nyttige, som Willer havde forklaret ham. De nyttige var bankfolkene, der aldrig spillede med deres egne penge, hvad Gudmundsson snart lærte at udnytte.
”Vi kan jo for faen ikke være lige rige alle sammen, hvis du forstår, hvad jeg mener?” som Willer havde sagt, da Gudmundsson for første gang var til onsdagschampagne på terrassen i den arkitekttegnede villa med haven, som endte i Øresund, og den lidt vakkelvorne badebro, hvorfra Willer tog sin morgendukkert.
”Hver morgen året rundt og altid i bar røv ”” det holder det gamle klokkeværk i gang,” sagde han, og tilføjede efter en passende kunstpause tilføje: ”Nå ja, det holder sgu’ også det andet klokkeværk i gang, hvis du forstår, hvad jeg mener?”
Den bemærkning blev der altid grinet meget af på terrassen, mens Gudmundsson spekulerede på, om Willer havde et manuskript, han havde lært udenad, og hvor alle sætninger endte med ”hvis du forstår, hvad jeg mener?”
Det var fast pensum for de nye medlemmer, akkurat som forklaringen på, hvorfor Reservatet hed Reservatet, hvor afsindig morsomt det lige var, og hvordan det var noget, som Willer havde fundet på. Gudmundsson havde selv været en af dem og huskede sin egen benovelse. Så nåede du sgu’ så langt, havde han tænkt for sig selv dengang og prøvet at lade være med at grine over den selvtilfredse fornemmelse, som boblede gennem ham sammen med champagnen.
Hvordan er bogen blevet modtaget?
– Den er blevet godt modtaget, vil jeg sige, så det er jo rart. Det er jo rart med anmeldelser, for hvis de er begejstrede, så må man jo blot give dem ret ”” og hvis de rakker din bog ned, så er det jo fordi de håbløst uduelige. Jeg har faktisk kun fået en dårlig anmeldelse, nemlig i Weekendavisen, men den var så negativ, at det blev helt morsomt, fordi det var tydeligt at anmelderen afskyede krimier i enhver form ”” staklen vil uden tvivl hade efterfølgeren endnu mere, for den er næsten dobbelt så lang! Men jeg fik seks stjerne i Fyns Amtsavis, fire hjerter i Politiken og hos biliotekerne er den gået rent ind, hvilket er utrolig vigtigt. Så bogen har gjort alt det den skulle, men det betyder ikke nødvendigvis at den bliver en bestseller. En forfatterkarriere er et projekt, der kræver lidt tålmodighed, men det skal nok komme.
Frost og Frost.
Hånden på hjertet – hvor godt ser det ud økonomisk i bedste og værste fald?
– Som regel tager det jo lidt tid at bygge en karriere som forfatter, så det er ikke noget, jeg har nogen forventninger om at skulle leve af lige nu. Men det er jo en interessant forretning på den måde, at der er et loft over, hvor meget du kan tabe ”” det er din tid og så omkostningerne til tryk, distribution og markedsføring. Men der er ikke noget loft over, hvor meget du kan tjene. Mænd Der Hader Kvinder solgte jo 3,6 millioner eksemplarer alene i Sverige, og så mange eksemplarer har Sverige ikke engang af Bibelen! Når en bog er udgivet, så får den sit eget liv og passer egentlig sig selv de næste 10-20 år. Der er ikke rigtig så meget du kan gøre. Enten sælger den, eller også så sælger den ikke, og det kan ske lige pludseligt, nogen gange flere år efter den er udgivet. Så rent forretningsmæssigt er det lidt som at sende en flaskepost.
Kan du fortælle os lidt om den finurlige titel ”œGud er bare hund stavet bagfra”?
– Det startede egentlig som en spøg, fordi det er en så uimodståelig titel på engelsk. Men lidt efter lidt så blev det bare sådan, at den ikke kunne hedde andet. Og den er netop firnurlig, hvilket er en god kvalitet i en titel. Der skal være lidt ”Hvad f***” over den. Det kræver dog at man læser bogen for helt at forstå den, er jeg bange for”¦
Det er en klicé, men hvor kommer inspiration, plot og personlighederne i bogen fra?
– Der er ingen af personerne i bogen, som ikke er baseret på nogen, jeg kender, eller har mødt, selv om der endnu ikke er nogen, som har genkendt sig selv. Og historien? Jeg ved det ikke, det opstår bare, det er meget svært at forklare. Det starter som noter skrevet på servietter i lufthavne, der bliver til en film, som kører inde i mit hoved, og så pludselig så forvandler det sig til en historie. Det er lidt som at få et reb over floden. Det er det afgørende øjeblik. Så snart jeg har det, så kan jeg bygge en bro!
Der er mange, der drømmer om at skrive og udgive en bog. Hvad er dit bedste råd?
– Gør det for din egen skyld, ikke fordi du har en forventning om, at du kommer til at tjene en formue. Det er det vigtigste. Det skal være det, der driver dig, for om du trykker ét eksemplar eller en million, det er bare mekanik, det er uden betydning. Så er der det rent tekniske, som at du skal du have styr på din historie, inden du går igang. Fortælleren skal vide, hvad der sker, og så kan det sagtens være, at det ændrer sig undervejs ”” det kan jeg næsten garantere dig for, at der gør. Men det der med at gå i gang med at skrive, og så se hvad der sker, det er lige så sjovt som at få fortalt en vittighed, som fortælleren finder på undervejs. Jeg siger ikke, at det ikke kan lykkedes, men der er en stor risiko for at det bliver noget i retning af: ”En præst og en hest går ind på en bar ”¦ nej, vent, en rocker og en hest ”¦ pis ”¦ okay, to heste går ind på en bar, fordi de tror det er en stald ”” årh nej, nu ødelagde jeg pointen…”
Tre hurtige til Frost:
Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– For nylig spiste jeg middag med en filminstruktør, det var utrolig spændende, men desværre kan jeg ikke sige hvem det var…
Hvis din bog, var en bil, hvilken ville den så være?
– En Lancia Aurelia ”” helt sin egen og fyldt med elegante detaljer og klassiske dyder!
Hvis bogen var en bil… Foto: Wikipedia, Lars-Göran Lindgren
Hvad byder din vinter på?
– Mange rejser, hvor jeg skal sælge mig selv, en skitur med min kære bror, tid til venner og familie ”” og ikke mindst min søn. Samt den, for mig, enestående oplevelse af, endnu engang at skulle starte forfra på en helt ny røverhistorie, som jeg endnu ikke helt ved, hvad skal handle om. Kun at en dramatisk hændelse i København trækker spor til Norge og Ukraine…
