Home Tryksager En røverhistorie

En røverhistorie

written by Nicolai Klingenberg 11. januar 2015
Turen gik nordpå
Pin It

Dagens indlæg er ren fiktion og blev til for næsten fire år siden. Det var noget, der måske skulle bruges til noget andet. Jeg havde glemt alt om det, men det dukkede pludselig op, og jeg fik mod på at dele det. Det kan blive til mere, hvis du synes om det. Smid en kommentar, en mail på nk@my-pleasure.dk eller ”like” indlægget, hvis du synes om det. Så skal jeg gerne fortsætte historien.
Jeg er lige vågnet, og klokken er lidt over 8. Heldigvis. Det betyder en time mere på øjet sådan en mandag i januar. Et kvikt kig på den lydløse telefon afslører fire sms’er og to ubesvarede opkaldt. Det viser sig ikke at være noget, der ikke kan vente.

Så blev den alligevel halv ti. Men jeg er oppe og gør mig klar til dagens herligheder. Jeg hader folk, der kalder dem udfordringer. Måske fordi jeg elsker det, jeg laver. Jeg er selvstændig og går med flere hatte. Jeg skaffer folk, hvad de vil have – som oftest af lovlig karakter, men det sker, at den smutter. Det er ikke noget, jeg er særlig stolt af, men penge er penge, og dem kan jeg ikke leve uden. Min telefon ringer. Det er Maj.

”Hvad laver du?”.

”Jeg er på vej ud af døren. Jeg står og gymnasium-stryger en skjorte – jeg nåede ikke forbi renseriet…”

”Gymnasistryger?”

”Ja, du ved – når man kun ordner kraven, manchetterne og fronten…”

”Det lyder beskidt…”

”Ville du noget?”

”Knalde.”

”Det må blive senere. Jeg skal ind på hotellet. Noget med en rig østeuropæer, der skal ekviperes fra top til tå. Vi ses måske senere…”

”Kys…?”

”Hej-hej”. 

Fem minutter før tid som vanligt. Vognen er parkeret strategisk foran hotellet, og et vanlige nik fra KuffertSvend, som i virkeligheden hedder Michael, indikerer, at han nok skal holde øje med vognen. Han får den noget nær paltin-tunge nøgle med Bentley inskriptionen, så han kan flytte den, hvis en parkeringsvogter skulle få mod på at udskrive en bøde. Til gengæld har Michael gode fordele, når han skal imponere fruentimmer på diverse beværtninger. Jeg får ham ind, han får noget at drikke, og jeg skal ikke tænke på parkering af mine lånebiler ved hotellet.

Den velkendte facade.

”Den er helt tosset. Han er vist stadig fuld. Fire damer har lige forladt hans suite, og han har allerede taget hul på friske forsyninger i suiten. Room-service deluxe, du ved”.

Det er Alfred, der giver mig en update. Han formår at give en lynupdate på det, jeg nu skal arbejde med. Han er concierge på hotellet og trækker flittigt i mine tråde, når velhavere – typisk uden stil – kommer til byen.

”Deluxe? Som i…”

”C&C”

”Det sikre valg – Caviar og Champagne, men ved han noget om noget?”

”Jeg tror det ikke – han ringede, eller det vil sige hans assistent ringede, og bad om det dyreste på menuen….”

”Fint – var det suiten? Så tager jeg derop nu. Jeg tror, jeg ved, hvad jeg har med at gøre…”

”Jep – god fornøjelse”. 

Et par og tyve sekunder senere, træder jeg ind i suiten. En PA modtager mig i et jakkesæt af silke look-alike med dertilhørende sko, som er monteret med fire centimeter tykke såler. Læder-look. Eller pleather om du vil. Han smiler påtaget arrogant og en mindre børneopsparing i form af to guldfortænder titter frem. Jeg kører den sikkert og hilser pænt.

”Bogdan? Nice to meet you. I’m your guide for the day…”

”Fantastic – I hope you have taste for the good things in life?”

”I would say so – and I see that you have. Nice watch. A Breitling Super Avenger with diamonds…”

”And mother of pearl dial. I’m glad you like it. It is very hard to get. I am well connected you know – and the price was good – 50.000 USD”.

Breitling-1
Det bliver ikke mere vulgært, nyrigt og dumt. Og idioten har også betalt overpris for et ur, der er ”modificeret” af en eller anden sidegadejuveler i Østeuropa.

”I must say – well done. And how may I help you to day?”

”Shopping – vintage watches and clothing. And something for my wife. Or should I say wifes? Ha ha ha”.

”I hear you, Sir. Let’s get started!” 

Den lånte Bentley skævede han ikke engang til, da vi går ud, så den blev overflødig. Han har medbragt sin egen limousine, og det gyldne tandsæt er chauffør. Første stop går til min lejlighed, hvor min PA – Villy – har låst sig ind for at agere ursamler. Bogdan ved ikke, at det er min lejlighed, men tror, at det er Villys. Min kunde Bogodan er ikke bleg for at byde på et glas, mens han ivrigt bladrer på telefonskærm en(en iPhone med rubiner…), som afslører skinke-skud fra diverse feste i limousinen med svært afklædte damer. Jeg agerer imponeret, mens jeg sender en besked til min PA Villy – i beskeden står der, at jeg er på vej med en know-nothing.

”Welcome Mr. Bogodan. I’m Villy – I can understand, that you’re watch collector. Please come in”.

Villy står knivskarpt –  dog uden slips – det skræmmer folk.

Halvanden time senere sidder vi i Bogodans bad-taste-slæde igen. Han er tilfreds. Han har bladret 20.000 Euro af. I kontanter. Med sig har han et Rolex Submariner fra 1980’erne og to Breitling sager af kedelig karakter til hans ditto samling. Vores trick virkede. Villy havde Rolex’et på, som Valkir skævede til flere gange. Da han spurgte ind til uret, sagde Villy, at det var hans eget, og at det ikke var til salg. Det gjorde Valkir endnu vildere. Han ville have det. Og han fik det. Han ved jo ikke, at jeg købte det dagen inden for 15.000 kroner og nu havde solgt det videre for fem gange så meget. Breitling’erne var et par sager, jeg havde fået som kompensation for en for sen betaling, og de var usælgelige herhjemme.

”My friends at home will envy me for these Breitlings – and the Rolex will look good on my son. It’s his birthday in two weeks – 13 years old. Teenage time – ha ha ha!”

”I’m glad you’re happy with your watches – let me know if I can help you in the future. Next stop was shopping, if I’m not mistaking?”

Maj, der ringede for et par timer siden, er nu en vigtig brik i dagens agenda. Min østeuropæiske kunde vil handle tøj. Fra Versace. Gud bedre det. Jeg aner ikke, hvor man kan få de klæder i København – hvis man overhovedet kan. Til gengæld har Maj og jeg hamstret restlagre gennem tiden – fra ind- og udland. Hun arbejder med tøj i bred forstand og har lejet sig ind i en flot villa i Pigekvateret i Hellerup. Jeg kan aldrig huske, om det er Marie- Sofie eller Frederikkevej, men den ligger fast på telefonens  navigation under ”Fashion Deluxe Privé”.

”We’re going to this place”.

Jeg har fundet telefonen frem med kortet og det ”frække” navn. Jeg skal lige til at række telefonen til chaufføren, men taber den selvsagt med vilje foran Bogodan, som bemærker navnet. Chaufføren aflæser hurtigt adressen og rækker mig telefonen.

”I never heard of that store?!”, lyder det fra Bogodan. Chaufføren kigger i bagspejlet, men aflæser hurtigt, at han bare skal køre videre.

”You want a public store or something unique? My guess is unique. That’s why we’re not going to Birger Christensen as you suggested via the concierge at the hotel”.

”Of course I want something unique – my bad”, lyder det.

Det er første gang, jeg har oplevet en østeuropæer være ydmyg, og jeg er lige ved at få dårlig samvittighed. Men jeg får det ikke.

Tre stive timer senere er vi færdige i Pigekvarteret. Bogodan har fyldt bagagerummet med Versace-gear, der ville være usælgeligt i Danmark. Også i 1995. Men han er glad. Han ligner en omvandrende og svært spraglet reklamesøjle med guldfarvede mønstre og Versaces medusahoved her og der. Maj er den bedste sælger, jeg kender. Hun tog ydmygt imod ham og sendte ham af sted med et kindkys. Til gengæld fik hun talrige klap i røven, Bogodans visitkort og tusind i drikkepenge. Kontant. Og euro.

map

”Dinner is at 9 pm – let’s meet 30 minutes before okay?”
”That’s a deal – and thank you for the help with the shopping! Wil Maj come tonight?”
”I don’t think so. Maybe she will join later.”

Egentlig strider det imod mine principper – han har betalt overpris for noget, som jeg kunne skaffe ham billigere. Jeg har dog luret, at Bogodan er typen, der har glemt mig så snart han forlader landet, og dermed er jeg sikker på, at hans ”handler” ikke falder tilbage på mig. Der er dog stadig en middag, der skal overstås om nogle timer…

 

Pin It

Related Articles