Jeg er glad for ure. Og jeg er glad for biler. Omend jeg på ingen måde kører noget imponerende vogntøj for tiden, så lever drømmen om en flot bil fint, men da jeg bor i Købehavn, har jeg ikke det store behov – eller den store lyst – til at bladre heftigt af på en vogn. Men altså. En Bentley har alle dage været en flot vogn…
Omend jeg ikke er den store tilhænger af at matche biler og ure, så er der “nogen”, der formår at gå all in på området. Breitling og Bentley har siden 2002 hængt sammen, for da Bentley gav sig selv en overhaling på image’et ved at gøre sig selv yngre og mindre støvet med udviklingen af Bentley Continental GT, trak de også Breitling ind i udviklingsfasen.
I første omgang blev Breitling sat til at udvikle et det ur, der skulle vise tiden i kabinen, og det var første gang, Bentley hyrede en ekstern klokkeproducent til denne opgave. Men her stoppede festen ikke, for året efter blev kollektion Breitling for Bentley lanceret. Selv samme år – 2003 – kom Bentley tilbage på Le Mans, hvor firmaet klarede sig flot.
Jeg har haft et par Breitling for Bentley om håndleddet. Og det er ikke mig. Havde jeg guld på tænderne, rap-awards på væggen og været væsentlig bredere over skuldrene, så kunne det nemt tænkes, at modellerne lige var noget for mig. Men det er de altså ikke. Det er heldigvis andre der er, for ellers ville et nyligt event ikke have været en realitet.
På Seattle Boeing Seafair Airshow forholdt dig nemlig sådan, at syv nyslåede Bentley ejere blev præsenteret for deres nye vogne – syv limiterede Bentley Continental GT Speed, som alle har været igennem en Mulliner-modificeringsproces hos Bentley. Det betyder nyt interiør – og eksteriør. Men hvorfor fandt det her sted til et luftfartsshow? Fordi ejerens biler er udstyrret med cifre, som matcher numrene på Breitlings Jet Team syv L-39 C Albatros Jets. Et par hurtigtflyvende maskiner, som de nye Bentley ejere fik en flyvetur i – som passagerer.
Mere? Det kan du tro. Med de nye biler fulgte også syv, numerede Breitling Chronomat 44 Jet Team Limited Edition ure. Et ur til hver nyslået Bentley ejer. Jeg mindes, at nogle af de første Breitling for Bentley ure (fra den helt dyre og limiterede afdeling) blev leveret til ejerne i en Bentley. Om det stadig er tilfældet, skal jeg ikke kunne sige. Ej heller om der fulgte en T-shirt med til ejerne af urene i denne historie, men jeg kan garantere at flyveoplevelsen har været aldeles unik.
Dog undrer det mig lidt, at modellen ikke hedder noget med Breitling for Bentley, men i stedet er modellen døbt Breitling Chronomat 44 Jet Team American Tour, og byder på Breitling Jet Team logo på skiven, en kasse af sort stål, sort skive af Onyx og gule strejf hist og pist, som skal være en kobling til samme guld farve på Jet Team flåden. Bagkassen er dekoreret med Breitling Jet Team American Tour logo og den limiterede nummerering.