Home Depeche Frederik Fensbo – om alt fra sækkepiber til snegle

Frederik Fensbo – om alt fra sækkepiber til snegle

written by Nicolai Klingenberg 17. august 2015
Pin It

I dag skal vi møde den næste modtager af “Depechen” – han hedder Frederik Fensbo, og hans fascination for fotografering begyndte, da han var ti år, hvor han trodsede et fotografisk råd på en ferie. Det skal også handle om et foto, som aldrig har været publiceret før…
Frederik – hvad roder du med rent fotografisk for tiden?
– At blive bedre, skarpere og mere præcis. At holde mig relevant i en tid hvor alle i princippet er fotografer. Vores hverdag er præget af et billedmæssigt overload – alligevel har fotografiet, efter min mening, aldrig været så undervurderet som nu. Hvordan agerer man i den virkelighed? Det er en interessant problemstilling. På det mere konkrete plan arbejder jeg bl.a. på serien ”œPrivate Property”. En serie, der dokumenterer de fysiske barrierer, vi opfører for at holde hinanden på afstand; hegn, gitre, låger, bevoksning, grænser, bomme, mure, betonpiller, pigtråd, osv. Som pattedyr betragtet er vi meget territoriale. Det vil jeg gerne gøre opmærksom på. Sideløbende arbejder jeg på en helt anden serie billeder, der tager en markant afstikker fra traditionel fotografisk praksis. En form for dekonstruktion af fotografier, både på pixel-level og som opbrydning af enkelte billedelementer. Det er i virkeligheden en leg med abstraktionen, men stadig funderet i det fotografiske sprog. Disse værker udstiller jeg på dette års MAXA5 i galleri TYS d. 7. november. Ellers arbejder jeg til dagligt som kommerciel fotograf og er igen begyndt at rette mit blik mod modefotografiet, som var mit egentlige afsæt for omkring 10-12 år siden. Det er en fabelagtig genre, hvor billedfortællingen virkelig får plads og vægt.

”œMotherboard”  (og pixels om man vil)

”œMotherboard” (og pixels om man vil)

Fra serien ”œPrivate Property”

Fra serien ”œPrivate Property”

Hvordan vil du beskrive din fotografiske stil overfor en person, som ikke har set dine fotos?
– Det vil jeg allerhelst undgå, men gik man mig på klingen, ville jeg nok erkende en vis forkærlighed for det flade, det usentimentale, det velkomponerede og det utilslørede. Hvor dét, der er udeladt, er lige så vigtigt som dét, der er inkluderet. Stramt og enkelt. Og demokratisk lagt frem til fri undersøgelse. Jeg er ikke interesseret i at putte mine billeder i en bestemt kategori som iscenesat, dokumentar, kunst osv., da alt efterhånden flyder sammen. Og heldigvis for det. Men jeg prøver at holde mig fra påklistrede følelser og billedjournalistiske effekter (selvom det kan være svært at holde sig i skindet en gang i mellem). Når det lykkes, synes jeg, det er meget smukt.

Fra en slagter et sted...

Szczecin, Poland

Hvordan blev du i sin tid klar over, at du ville beskæftige dig med fotografering?
– Da jeg som 10-årig tog et billede af St. Pauls Cathedral i London med mit lille flade snapshotkamera, jeg havde fået i Illum og opdagede mulighederne ved at gengive verden i en firkant, som du selv har 100% kontrol over. Stik mod alle råd fotograferede jeg kirken ind igennem det store jernhegn, der omgiver den. Jeg husker en intuitiv fornemmelse af, at det ville se fedt ud med linjer af jern i forgrunden. Og det gjorde det. The rest is history.

Liggende ungt menneske

While we waited for the rain

Et mindeværdigt øjeblik fra en fotooptagelse?
– Der er heldigvis mange. Både skøre, vanvittige, væmmelige og meget rørende. Men min serie med Suzanne Brøgger står stadig som den mest mindeværdige oplevelse. Det var en serie billeder, der skulle udfordre fotografiet som værende sandhedsmedie. I dette tilfælde stod portrættet for skud. Jeg ville finde én person, som skulle fotograferes i otte forskellige udgaver. Otte lige ”œsande” udgaver, vel at mærke. For hvilken er så den rigtige? Det kræver en person med stor udstråling og naturligt selviscenesættelses-gen. Og hvem er bedre egnet end Suzanne Brøgger? Hun sagde forbløffende nok ja til dette vanvittige projekt, som blev fotograferet over to dage under det mest massive snefald i Danmark gennem 70 år. Jeg havde på forhånd fundet locations – de fleste udendørs – så der var ingen kære mor. Temperaturen svingede mellem -14 og -17 grader i de to dage, fotograferingen varede, men med et magisk hvidt tæppe overalt i landskabet. Det var en gave. Suzanne havde selv fundet otte personligheder frem fra sit indre, bla. Krigeren, Voyeuren, Mosekonen og Vandreren. Og valgt tøj til hver enkelt personlighed fra sin ekstravagante, dekadente garderobe. Topmålet var at fotografere Suzanne stående foran sin lokale kirke i Løve uden for Høng iført ringbrynje, kappe og langhåret afghansk hat, i 70 cm sne – i isnende kulde – alt imens Ahmad Jamal spillede fra bilradioen, og Suzanne holdt sig varm ved at recitere fra sin gennembrudsroman Creme Fraiche. De lokale trillede forbi i deres biler med foragt og hovedrysten. 

Suzanne Brøgger ”œKrigeren”

Suzanne Brøgger ”œKrigeren”

Suzanne Brøgger ”œPilgrim” (aldrig tidligere publiceret)

Suzanne Brøgger ”œPilgrim” (aldrig tidligere publiceret)

Hvad vil du gerne med dine fotos?
– Se, hvordan verdenen tager sig ud på et fotografi. Det bliver jeg aldrig træt af. Det er en fascinerende transformation. 

Hvornår er kvinder efter din mening smukkest?
– Klichéerne står jo nærmest i kø til sådan et spørgsmål, men basalt set handler det om at turde være kvinde med stort K, om at hvile i sig selv. Når en kvinde nyder at være kvinde, så er hun pr. definition interessant og smuk. Humor og et par stiletter skal man heller ikke kimse ad.

En ældre kvinde

Mary

Skal man være lidt af en lurer for at blive en god fotograf?
– Du skal være en god iagttager, i hvert fald. Men ikke nødvendigvis en lurer. Det afhænger lidt af hvilken type fotografi, du vil bedrive. Noget fotografi er mere indadvendt, andet er intellektuelt baseret, og så er der selvfølgelig rigtig meget fotografi, hvor jagtinstinktet skal være i orden, hvis du vil have gode billeder ud af det. Men nysgerrighed og et par gode øjne er nok et must. 

Og hvornår er et foto rigtig godt i din verden?
– Når det hverken får mig til at tænke på teknik eller kamera, men går direkte efter hjernen, hjertet og øjnene. 

Sort-hvidt some where

Budapest, 2014

Hvilken kvinde ville du helst fotografere og hvorfor?
– Kvinden, jeg helst vil fotografere, er kvinden, der stiller sig foran mit kamera lige om lidt – fordi det er dét fotografi handler om; at møde et andet menneske, det uventede, og få et billede ud af det. 

Hvad kan man gøre som amatør for lige at peppe sine fotografier op?
– Det skal man lade være med. Hvis billedet ikke er godt i forvejen, så bliver det kun værre af overdreven peppen op. Hvis det er et godt billede, et billede du er tilfreds med, ja, så giv det nogle simple justeringer i et billedbehandlingsprogram. Alternativt; skyd på film! Så falder hammeren, så snart du trykker på knappen. Det er utroligt lærerigt. Og skønt.

Hvor kan man se mere til dine fotos?
– Jeg er i gang med at lave nyt website, men indtil da kan man slå et smut forbi min blog på frederikfensbo.tumblr.com eller min Instagram-profil: kom_med_fred.

Tre hurtige til Frederik:

Hvad har din sommer budt på?
– Dejlig ro og afslapning med min kæreste og søn. God mad. En skøn ferie på Bornholm. Og et nyt familiemedlem i form af en kattekilling. 

Må vi se et hverdagsfotografi fra din telefon og høre lidt om det?
– Vi bliver på solskinsøen Bornholm, i det skønne gamle hus fra 1794 vi boede i. Her fik vi en aften besøg af en snegl, som var overordentligt skrap til at gå på trapper. De er jo helt vilde skabninger, når man tænker over det, de snegle. Som at få besøg fra en fremmed planet.

Fra telefonen

Fra telefonen

Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Så tror jeg, at jeg går all-in på Bornholm. Det er måske ikke dét måltid, der kulinarisk har toppet min hitliste, men alligevel kommer det ind som overall vinder. Bevares, de hjemmelavede chilipølser fra Svanekeslagteren var fantastiske, men det var nu totaloplevelsen, som gjorde udslaget. For det første tilberedte vi maden over åben ild. Det er eksotisk i sig selv. Vi sad på en stor naturgrund, foran en bondegård, og lavede mad. Det var så fint og simpelt. Ren idyl. Knitren fra bålet. Røg. Velbehag, simpelthen. Vi havde lejet en længe af gården, som var ejet af et tysk/engelsk ægtepar. Hvad vi ikke vidste var, at den tyske kone i dette ægteskab, havde en stor og glødende passion for sækkepibe. I dét sekund vi satte os ved bålet for at nyde stilheden, hinanden – og den sidste aften på øen – gik hun resolut ned i bunden af haven, pustede piben op under sin arm (som man jo gør), og førte os herefter igennem et varieret repertoire af skotske højlandssange. Det havde været nemt at blive irriteret over sådan et indslag. Sækkepibe stod bestemt ikke forrest i instrumentkøen, da der blev uddelt klang og charme. Men på én eller anden måde var det magisk. Der stod simpelthen en vuggende tysker og spillede sækkepibe 650 meter fra Østerlars Rundkirke. 

Efter cirka 45 minutters spil pakkede hun piben ned i sin sækkepibekuffert og gik indenfor. De sidste solstråler veg nu til side for en imponerende stjernehimmel. Jeg blev siddende, efter familien var gået i seng. Helt stille. Med stjerner, tåge og gløder. Og en kold øl. Så bliver det vist ikke bedre.

My Pleasure er også på Facebook

Pin It

You may also like