Jeg holder af at bo i København, og jeg sætter pris på at bo centralt. Det gør det muligt at spadsere ud for at spise, og det var netop, hvad min kæreste og jeg gjorde for et par dage siden. Denne gang gik turen til Restaurant no.2, som ligger lige ud til vandet – og ved siden af Olafur Eliassons halv-nye kreation: Cirkelbroen. Vi snupper dog et aftenfoto af restaurationen i stedet.
Det er her, du skal med ind. Velkommen til Restaurant no.2
Sidste sommer var en god ven på date. Han tog turen til No.2, og han var ellevild. Daten endte vist so-so, men maden havde taget ham med storm, og det på trods af, det havde været en vindstille og solrig aften. Nu var det så blevet vores tur til at aflægge stedet et visit, og jeg skal gerne tilstå, at jeg havde forestillet mig, at stedet ville være halv-tomt, for det var “bare” en tirsdag aften. Jeg fik mig en lærestreg. Stedet var fuldt. Og stemningen i top.
Solen er stadig fremme – og et bord er ledigt. Lidt endnu.
Efter en gå-tur på en kilometers penge, er det rart at få lidt at styrke sig på. I dette tilfælde blev der skænket Champagne fra Deutz i glasset. En “vanlig” brut, som jeg har nydt en del gange før, og som ingenlunde skuffer. At den ligeledes kommer til bordet i let perle-beklædt flaske gør kun øjeblikket endnu bedre.
Deutz med perler
Men vi skal da også have en runde snacks. Disse kommer til bordet og består af tørret fiskeskind som “chips” samt en omgang dansk skinke, der for en gangs skyld ikke er fra Skagen, men fra Fanø. Vi har med sprødt og blødt at gøre, og der kan dyppes i en mayo på havesyre med dildolie, og den kan sin “friskhed”. Dyppelsen er måske fed, men løftes op til et friskt niveau qua det grønne islæt. Skinken har hængt i seks måneder, som jeg husker det, mens fiskeskindet er lige en tand for fishy til min smag. Ret beset skal det siges, at der var forskel på skindet – noget smagte kraftigt af fisk, mens andet var langt mere delikat og nedtonet.
Snacks fra hav og Fanø
Vi rammer den første “rigtige” ret. Det skal handle om en “tatar” af kammuslinger, som er pakket ind i havesyre og dernæst dekoreret med løgaske, sprødt skind fra kylling og muslingesauce hertil. Der er tale om en lille anretning, som byder på stor smag. Og kontraster. Tag nu bare de bløde kammuslinger, som får fint, sprødt modspil fra skindet, der stammer fra den tobenede kylling.
Dette foto indbyder til en joke om “noget med et salatblad”, men der var langt mere at komme efter.
I glasset skænkes en Riesling fra Mosel. Den byder på mineraliet loves jeg – og lidt “urtethed” mod slutningen. Jeg konstaterer blot, at den passer aldeles glimrende til retten, og så er den perfekt tempereret. Jeg har for vane at tage hvidvin direkte fra køleskabet, som ret beset bedøver vinens smag. Det er ikke tilfældet her.
Klap-klap; så er der Riesling
Hernæst skal vi på en rejse med med en havtaske. Det er flot fiskekød, og den er stegt perfekt – deraf en fin stegeskorpe på dele af kødstykket. Men vi har også været på landjorden for at plukke ribs, som er en del af tilbehøret. Forvent ydermere grillet grønt i form af salat – om det er restaurationstrend skal jeg ikke kunne udelukke, men det bidrager aldeles glimrende til fisken. Vi har også lidt syrligt-saltet modspil i form af fiskeæg, som i følge menuen er løjrom. Mere? Det kan du tro – retten har også fået et spark hyldeblomst, som jeg dog ikke mindes, men min notesblog bærer ikke præg af dette faktum.
Havtaske og grillet salat
Vi skænker igen
Vi er faktisk trådt ind i efteråret, og det passer aldeles glimrende til den næste ret. Bare synet af den minder mig om efterår, og selvom jeg er mere til sommer, så begejstres jeg ved dette indslag. Vi har med saltet oksebryst at gøre. Kreaturet har garanteret været simret i et par timer, for det særdeles mørt. Køkkenet har ydermere tilført en omgang sauce med sennepskorn, porre (det er også efterårsrelateret i mit ydmyge smagsrepertoire) samt ramsløg og solbær.
Efterår.
Vinen stammer fra Côtes du Rhone, men 15 meter fra Châteauneuf-du-Pape. Der loves peber-toner og elegance samt en masse anden info, jeg slet ikke når at notere. Jeg noterer blot, at vinen er velvalgt til maden. Og i øvrigt en del af vinmenuen, og dermed kan du – og bør du – roligt overlade valget af druer til no.2 teamet.
Og igen…
Solen er gået ned. Jeg har fået den årets første efterårs-ret. Og så er der fulde huse på Restaurant no.2. Det er en fornøelse at se. Stedet ligger måske belejligt for mit vedkommende, men det er ikke et “Centrum” sted. Der bor selvsagt folk omkring, men jeg imponeres alligevel af de fulde huse, som både tæller tomandsborde, fire gutter ved et andet bord samt større selskaber.
Henved solnedgang
Stemning
Det er desserttid. Denne aften skal vi kradse i træer, for der er tale om en gang birkebarkis med estragon, chokolade af den hvide slags samt et par jordbær. Hvis man blot betragter retten syner den sød, men næh. Desserten har en røget smag, og estragonolien gør den ydermere voksen. Og en overraskelse. Jeg er svært begejstret for denne fine afrunding, som er en “anderledes dessertoplevelse”. Endda serveret på en iskold tallerken.
Dessert til voksne
Sødmen skal i stedet findes i en yngre Sauternes, som også er en del af vinmenuen. Jeg nipper, sipper og nyder. En opsummering må lyde i retning af: Det har været en glimrende oplevelse – både serveringsmæssigt og lokationsmæssigt. Efteråret har meldt sin ankomst til København – dels i form af oksebryst på Restaurant no.2, men også i form af knapt så sene solnedgange og lavere temperaturer. Det er helt okay.
Den lille søde
Det aller-aller sidste indslag kommer i kop og hedder kaffe. Hertil mælk i kande. Og sukker i en skål. Jeg springer sukkeret over, skænker lidt mælk i kaffen og læner mig tilbage.
Keramik trio som afslutning
Vi er ved vejs ende. For denne aften. Jeg render på Henrik T på vej ud. Jeg snupper et foto af en tjener og er mæt, tilfreds og glad. Vi spadserer hjem. Hånd i hånd og med en kølig brise i ansigtet.
En mand på vej til et køkken
Bliv nummer 3+, der besøger Restaurant no.2 her
Pak din havtaske, og følg med på Facebook
