Depechen er røget et smut over til en anden kreativ kvinde. Hun hedder Eva Marie Rødbro, og hun arbejder med film og video. Jeg fik lov til at se en af hendes film, og så var jeg solgt. Den handler om en dansk dreng, der ikke er som de andre. Det er – for mig – smuk social realisme. I dag får du lov til at se filmen – og blive klogere på Eva.
Eva – og en plakat fra en film, som du kan se her på siden. I en begrænset tid vel at mærke
Eva – du arbejder med film og video. Men hvordan?
– Det kommer an på projektet jo, men jeg bevæger mig vel i et felt mellem kunst og klassisk gadedokumentarisme.
Et foto fra den film, jeg blev så betaget af…
Og hvordan havnede du i det felt?
– Jeg tegnede billeder og skrev on and off, siden jeg begyndte at tænke selv. Så senere gik jeg på på kunstakademiet i Amsterdam, hvor jeg hovedsageligt beskæftigede mig med still-billeder, som jeg så lavede til små bøger med tekster i. De første videoer, jeg lavede, var klippet præcis som sådan nogle billeddigte. Det har været en naturlig bevægelse synes jeg, fra tegning til film.
Banditten hedder katten
Hvad rumsterer du med på filmfronten for tiden?
– Jeg sidder i udvikling med et par forskellige projekter lige pt – det første er en film, jeg skal lave i samarbejde med en amerikansk instruktør, der hedder Khalik Allah, som del af CPH:DOX LAB. Det er et program, hvor teams af to instruktører bliver inviteret til at lave en film sammen på et år.
Og hvad vil du gerne med dine film?
– Jeg vil gerne tage mennesker med steder hen, hvor de måske ikke ellers var kommet. Både ud i verden og ind i sig selv. Og så vil jeg gerne få folk til at genkende sig selv i mennesker, de troede de ikke forstod.
Er det egentlig din levevej”¦?
– Man laver ikke penge på artsy dokumentarfilm, det kan jeg lige så godt afsløre med det samme. Men jeg lever på magisk vis helt ok endnu. Jeg har lavet fjernsyn hen over sommeren fx.
Artsy
Hvad fascinerer dig ved film som medie?
– Du har så mange virkemidler som historiefortæller, som du kan anvende til at manipulerer dit publikum til at føle og tænke noget bestemt. Det er jo det, det hele handler om.
Du har lavet filmen om den danske Dan Mark. Må vi høre lidt om det projekt og den unge mand?
– Jeg mødte Dan Mark, da jeg flyttede ind i det hus på Vesterbro, hvor han bor med sin far, når han ikke er på opholdssted. Han solgte mig nogle stole og bar dem op i min lejlighed, og så blev han ved med at komme forbi. Mark har galoperende ADHD og alt muligt andet, og så har han mere personlighed end de fleste, jeg har mødt. Han fik en plads i mit hjerte med det samme, og jeg vidste, vi skulle lave en film sammen. Sidste sommer filmede jeg ham så henover 10 dage med et lille dv-cam. Geografisk er filmen optaget på den blok, der strækker sig fra hjørnet af Dybbølsgade/Sønder Boulevard til lige bag Fisketorvet. De mennesker, der er med i filmen, er dem, Dan Mark hænger ud med på gaden alligevel, og så hans far. Filmen drejer sig om de to’s forhold, hvordan de næsten ikke kan rumme hinanden, og hvordan kærligheden alligevel er stor.
Far og søn
Den havde premiere på CPH:DOX sidste år, og det var nogle fantastiske visninger, hvor Mark i jakkesæt kommenterede hele vejen gennem filmen og alle mennesker i hans liv, specialpædagoger, Khioskh hipsters og alkoholikere var tilstede <3
Hvem er hans unge ven med brillerne og det lyse hår i filmen?
– Det er Nicolai, der også bor lige om hjørnet. De to er det perfekte umage par lokale købmænd og gavtyve, og hvis du nogensinde har drukket din øl en sommer på Sønder Boulevard, så har de været forbi for at befri dig fra dine tomme flasker, før nogen voksne gypsies nogensinde kunne nå det.
Dan Mark og Nicolai
Og hvad ville du med den film?
– Jeg ville fortælle om Mark uden at diagnosticere ham. Og så ville jeg gå med det Ole Lund Kierkegaard’ske univers, som omgiver ham og hans liv. Det er som en samtids real life “Lille Virgil og Frode og alle de andre rødder”. Helt unostalgisk. Og så vil jeg gerne sige, som jeg skriver i det danske flag til sidst i filmen: Lad os blive ved at med at hjælpe hinanden med passe på de børn, der vokser op imellem os.
Hvordan står det til med folkene fra filmen i dag?
– Jeg tror faktisk halvdelen har været mindst en tur på hospitalet siden filmen, men alle har det ok, som de plejer. Dan Mark er ved at blive voksen og med det, kommer der nye udfordringer. Han skriver tit lige på facebook, at han elsker mig, og jeg elsker jo også ham, og vi snakker også om at lave en film mere sammen snart. Det var fedt, hvor meget selvtillid filmen gav ham – han lavede lige en lille rap video umiddelbart efter og havde det rimelig local-hero agtigt. Han solgte også korrupte cd-rommer på gaden med filmen på eller ej…
Local hero
Hvor kan vi se mere til dine kreationer?
– Kom på CPH:DOX, og se min seneste film “Os der valgte Mælkevejen” til november, og hvis man er i London, så kom på LUX, hvor min film “I Touched Her Legs” er del af en udstilling, der hedder “The World Needs More Magicians”, som er kurrateret af en af mine helte Ben Rivers.
Jeg har ikke en hjemmeside lige for tiden, men der kommer nok en ny lige pludselig.
Slutteligt – hvad mener du, at enhver M/K bør vide om video som kunstform?
– Ikke noget jeg kan udtale mig om. Der findes efterhånden så uendelig meget derude, som kan betragtes som videokunst. Se bare udbudet af ASMR videoer på Youtube – der finder du mange keys til menneskets lille skøre sind.
Tre hurtige til Eva:
Med hvem og hvor har du sidst spist et mindeværdigt måltid med?
– En ven lavede instant noodles til mig i weekenden på en helt ny måde, med porcheret æg og alt muligt. Virkelig lækkert.
Må vi se et foto fra dine telefon og høre lidt om det?
– Jeg har næsten lige tømt min telefon, men her er et. Det er taget for nyligt, da jeg lige havde besøg af min gode veninde fra Schweiz. Jeg kalder det Pagan Iconography
Fra den forholdsvis tomme telefon
Hvad ville en drømmeopgave i filmregi være for dig?
– Lige nu; en road movie med Britney Spears. Helt ærligt.
—
Filmen du blev lovet? Den kommer her. Nyd den.
Dan Mark stream from Eva Rødbro on Vimeo.
