Musik skal der til. Uanset om det handler om fest, middage eller rolige stunder. Omend jeg er stor tilhænger af radiomediet, så findes der stunder, hvor et særligt musiknummer, kan gøre stemningen endnu mere fuldendt.
Melankoli. Grin. Dans. Og eftertænksomhed. Det er blot nogle af de ord, jeg knytter til musik. I min Blå Bog fra gymnasietiden kunne man – blandt andet – læse, at jeg var kendt for min aparte musiksmag. Det var ingenlunde positivt ment, for jeg havde – og har – et ganske pudseløjerligt repertoire, når det kommer til musik.
Helt idiot at se på. Men sikke en aften…
Jeg har faktisk kreeret en playliste forbindelse med mit Telia-samarbejde – har man telefonabonnement hos dem, følger der nemlig fri adgang til Spotify Preimum med, og når det er sagt, skal siges, at det faktisk er lettere selvudstillende at lave sådan “åben playliste”. Listen siger en del om mig – og min førnævnte musiksmag. Nogle numre vil ganske givet kunne kategoriseres som direkte dårlig musiksmag, andre vil du nemt kunne genkende, og så er der dem, du måske kan blive forfalden til at høre igen. Og igen. Listen hedder “All Time Klingenberg“, og du finder den her.
En del af listen…
For mit vedkommende knytter der sig ofte en særlig periode eller en særlig oplevelse fra mit liv til de numre, der bliver ved med at dukke op. Tag nu bare “Wicked Game” med Chris Isaak – her skal vi tilbage til 90’erne og et kælderværelse i Hellerup, hvor min Frede og jeg nemt kunne forestille os at forføre en kvinde til dette herlige stykke musik. Altså hver vores kvinde – og ikke på samme tid og sted. Om det blev således, ønsker jeg ikke at komme ind på her…
Nummeret “I En Blågår Kupe”, som C.V. Jørgensen står bag, blev jeg præsenteret for, da jeg boede i London. Her stødte jeg på en anden dansk gut, som kom fra Fyn. Han og jeg røg tit på diverse søndags-oplevelser, men også på en bytur eller to. Han var et par år yngre end jeg, men svært tænksom. Jeg erfarede for år tilbage, at han desværre tog sit eget liv nogle år efter London-opholdet. Hver gang jeg hører nummeret, tænker jeg på den rare Carl-Johan Vincentzen.
Koto? Det er et italiensk synth-pop “band”, som for præcis 30 år siden slap nummeret “Visitors”. Det faldt jeg over langt, langt senere, men til gengæld har det været et af de numre, jeg har hørt alleroftest, når der har været smæk på frikadellen til en fest, hvor jeg har været snedig nok til at få overtaget spillelisten. Det har ført til spilning på imaginære keyboards (i to dæk) og hovedrysten, når nummeret kom på for tredje gang. I træk.
Min mor og jeg en mandag aften. Eller også var det et bryllup…
Listen er et lille udpluk af, hvad jeg ellers lytter til, og jeg skal ikke afvise, at den kan blive udvidet med tiden. Nu er jeg jo i gang. Hvert nummer sit minde. Og der kommer flere til.
Skrivelsen er en del af et kommercielt samarbejde med Telia.
