En ny fotograf er kommet på det virtuelle papir i forbindelse med dennes modtagelse af depechen. Det slog mig, at jeg ikke aner, hvordan han ser ud. I forbindelse med dette interview blev jeg forbundet med Albert Elm, som han hedder, men det lykkedes mig ikke at finde et fotografi af fotografen. Det er i sig selv spændende. Men nok om mine tanker – og videre til Albert.
Albert – hvad roder du med rent fotografisk for tiden?
– Jeg har for nylig været i Shanghai, Kyoto og Tokyo, så jeg sidder og arbejder på materialet fra de ture: Scanner film, efterbehandler, udvælger og så videre. Hvad der helt præcist sker med de billeder, ved jeg ikke endnu.
I 2014 udgav jeg min første bog “Elsewhere” på forlaget Bronze Age Editions, som nogle af mine venner etablerede for nogle år tilbage. Nu sidder jeg og kigger nyt materiale igennem, da jeg har en plan om at fortsætte projektet som en serie. Det er planen, at den næste bog i serien skal udkomme inden for et års tid.
Hvordan vil du beskrive din fotografiske stil overfor en person, som ikke har set dine fotos?
– Generelt fortrækker jeg at snakke om mine billeder med folk, der allerede har set dem. Jeg kan godt lide at sige, at jeg er billedkunstner – især fordi jeg ofte oplever, at der ikke er forventninger til specifikke forklaringer. Når jeg siger, at jeg er fotograf, er folk pludselig interesseret i en mere uddybende forklaring: ”Hvad tager du billeder af?”, og så kan jeg sige ”Træer, biler, mennesker, hunde og katte osv.”, men det er ikke spændende – hverken for mig eller vedkommende, der spørger. Måske handler det om, at der stadig er en forventning til fotografiet som er tro over for den umanipulerede sandhed. Ellers ville jeg sige, at jeg beskæftiger mig med personligt dokumentar fotografi – og at jeg primært fotograferer i farve.
Hvordan blev du i sin tid klar over, at du ville beskæftige dig med fotografering?
– Fotografi begynde så småt at blive min hobby i mine tidlige teenage-år. Jeg tog billeder til familie kom-sammen, når jeg kedede mig, og jeg begyndte at fotografere mine kamerater. Jeg blev for alvor klar over, at jeg ville noget seriøst med fotografi, da jeg droppede ud af gymnasiet efter fire måneder, men der var ikke nogle ordentlige tilbud i det område, hvor jeg boede på det tidspunkt, så jeg besluttede mig for at tage ud og sejle på skoleskibet Georg Stage. Da jeg havde sejlet i et års tid, begyndte jeg på Fatamorgana. Siden har jeg været sikker på, at jeg ville fotografere.
Et mindeværdigt øjeblik fra en fotooptagelse?
– Jeg var i Yakutsk i det nord-østlige Rusland i Julen 2013 for at lave billeder. Det viste sig at være en ret stor udfordring. Jeg blev kørt rundt af nogle unge fotografer, der syntes, det var spændende at have besøg af en anden ung fotograf fra den anden side af verden. Jeg nåede ikke at fotografere så meget, som jeg gerne ville, da jeg kun kunne være ude i perioder af 10-15 minutter på grund af de minus 47 grader – mit kamera frøs simpelthen til. Lukkeren satte sig, blænden satte sig og batterierne i både kamera og flash løb tør. Mange af mine film blev under eksponeret, men det er spændende at fotografere, når det er en kamp på den måde.
Frost-skud
Hvad vil du gerne med dine fotos?
– Jeg vil som udgangspunkt gerne kommunikere med dem, der kigger på mine fotografier. Jeg fortæller mine historier i og med, at jeg deler, hvad jeg oplever. Men den virkelige ambition er at få folk til at finde sin egene historier i mine. Jeg sætter nogle rammer op og dirigerer beskueren i en retning og foreslår handlingen. Men i sidste ende er det beskurens historie uanset hvad.
Hvad er den største fordel ved at være mand og fotografere kvinder?
– At man er tiltrukket af dem. Og at man er nysgerrig. Det gælder vel begge veje. For mig handler fotografi meget om at gå på opdagelse. Gå på opdagelse i sin egen tilværelse, i en andens tilværelse, i sin egen seksualitet, i en andens seksualitet og så fremdeles. Et kamera er et værktøj, der ligger godt i hænderne på hvilken som helst person, der har interesse i at bruge det. Uanset køn, sexualitet, kultur, alder osv. osv..
Skal man være lidt af en lurer for at blive en god fotograf?
– Jeg tror, det kan være med til at starte det. Det gjorde det i hvert fald for mig. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg holdt af at observere. Men omvendt er det også vigtigt at interagere – ellers bliver dine billeder distancerede og menneskefjerne. For mig er fotografi meget et paradoks i forhold til at være meget tilstede og distanceret i sin omverden på samme tid.
Og hvornår er et foto rigtig godt i din verden?
– Jeg kan personligt bedst lide kunst, når det er intuitivt. Jeg har nemmere ved at mærke kunsten, når jeg kan mærke kunstnerens tilstedeværelse. Jeg er aldrig rigtig blevet fanget af konceptuel kunst. Jeg synes ikke, at kunst bliver bedre eller dårligere af tung teori. Jeg reagerer på det, jeg kan mærke – og det der taler til mig. Måske er det bare mangel på tålmodighed. Jeg syntes fotografi, samt alt andet kunst, skal vække en naturlig nysgerrighed omkring, hvad det vil sige at være til. Eller i det mindste kommunikere nogle genkendelige følelser, som kan sætte vores hoveder i gang.
Hvilken kvinde ville du helst fotografere og hvorfor?
– Dem alle sammen. Så vidt muligt. Jeg tænker, det er en ambition, der holder én travl. Jeg vil selvfølgelig også fotografere alle mænd. Hvis ikke alle syv millarder mennesker, så bare dem jeg kan nå. Det siges, at fotografen Nobuyoshi Araki har fotograferet alle i Tokyo. Det lyder imponerende, og det er lige meget, om det er rigtigt.
Hvad kan man gøre som amatør for lige at peppe sine fotografier op?
– Man kan lade helt være med at peppe noget som helst op. Man skal ikke prøve for hårdt. Man skal bare gøre det. Efter et stykke tid vil man kunne se tendenser i sit materiale. Du kan pludselig se et mønster i, hvordan din nysgerrighed leder dig rundt. De tendenser kan man så arbejde videre med. Og raffinere. Det er i virkeligheden en god måde at lære sig selv at kende på. Fotografi er ikke et trick. I hverfald ikke den type fotografi, jeg interessere mig for. Rigtig godt fotografi bringer beskueren tættere på både sig selv og skaberen af billederne.
Hvor kan man se mere til dine fotos?
– Man kan købe min bog her, følge med på Instagram eller på min hjemmeside www.albertelm.com
Tre hurtige til Albert:
Hvad byder dit efterår på?
– Jeg skal afslutte nogle projekter. Og starte nogle nye.
Må vi se et hverdagsfotografi fra din telefon og høre lidt om det?
– En spadseretur med min fars hunde. Jeg har flyttet meget rundt i mit liv, men hvor min far bor nu er meget tæt på, hvor jeg blev født. Lige ved Mossø ved Alken (ved Skanderborg). Det er et af de steder i verden, jeg slapper bedst af.
Fra telefonen
Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Min mor har bagt rugbrød, så længe jeg kan huske. Det er det bedste rugbrød, jeg har smagt. Jeg besøgte hende for nylig og spiste det sammen med hende.
